I videospil bør man bestemt ikke forsøge at sænke sit helbred med vilje, vel? Alligevel sidder jeg her i Divinity Original Sin 2 og smider den logik lige i skraldespanden. I dette øjeblik forsøger jeg aktivt at blive såret midt i en kamp. Jeg kæmper ikke engang tilbage, jeg spammer bare end turn for hvert gruppemedlem, indtil en karakter bliver ramt nok. Alt ved det føles forkert – som om jeg sætter mig selv op til at falde – men efter at have set, hvordan det kan gå, hvis jeg gør noget andet, er jeg nødt til at følge mine instinkter. Hvis jeg bare holder ud, kan jeg undgå blodsudgydelser. Det ved jeg bare. Jeg føler mig kun sikker på at kunne teste denne teori takket være Larians seneste RPG, for hvis Baldur’s Gate 3 har lært mig noget, så er det, at løsningerne eller metoderne til at løse konflikter ikke altid er de mest konventionelle.
Naturligvis slutter kampen ikke med min død, men når min karakters helbredslinje bliver lav nok. Alle, der er involveret i kampen, lever videre, og min beslutning om ikke at gøre gengæld bliver øjeblikkeligt belønnet som følge heraf. Jeg har villet prøve Divinity Original Sin 2 i år, og møder som dette får mig til at ærgre mig over, at det tog mig så lang tid. Som inkarneret RPG-fan har jeg længe haft et interesseret øje på Larians meget roste eventyr. Det har trods alt en masse ingredienser, der taler direkte til mig: følgesvende, romantik, valg og konsekvens og en stor portion rollespil. Jeg har fået det anbefalet flere gange, siden det udkom første gang i 2017, men det var først, da jeg mestrede Baldur’s Gate 3, at jeg virkelig følte mig sikker på, at jeg kunne komme videre med dets systemer.
En ny begyndelse
(Billedkredit: Larian Studios)
Efter at være vendt tilbage til Dragon Age Origins på grund af Baldur’s Gate 3, blev lysten til at prøve noget nyt i samme stil kun større. Jeg tænkte straks på Divinity Original Sin 2, og heldigvis var Definitive Edition tilfældigvis til salg på PS4. Alle stjernerne så ud til at stå på linje, og jeg måtte tage det som et tegn på, at det nu var det rigtige tidspunkt at kaste sig ud i det.
I videospil bør man bestemt ikke forsøge at sænke sit helbred med vilje, vel? Alligevel sidder jeg her i Divinity Original Sin 2 og smider den logik lige i skraldespanden. I dette øjeblik forsøger jeg aktivt at blive såret midt i en kamp. Jeg kæmper ikke engang tilbage, jeg spammer bare end turn for hvert gruppemedlem, indtil en karakter bliver ramt nok. Alt ved det føles forkert – som om jeg sætter mig selv op til at falde – men efter at have set, hvordan det kan gå, hvis jeg gør noget andet, er jeg nødt til at følge mine instinkter. Hvis jeg bare holder ud, kan jeg undgå blodsudgydelser. Det ved jeg bare. Jeg føler mig kun sikker på at kunne teste denne teori takket være Larians seneste RPG, for hvis Baldur’s Gate 3 har lært mig noget, så er det, at løsningerne eller metoderne til at løse konflikter ikke altid er de mest konventionelle.
Naturligvis slutter kampen ikke med min død, men når min karakters helbredslinje bliver lav nok. Alle, der er involveret i kampen, lever videre, og min beslutning om ikke at gøre gengæld bliver øjeblikkeligt belønnet som følge heraf. Jeg har villet prøve Divinity Original Sin 2 i år, og møder som dette får mig til at ærgre mig over, at det tog mig så lang tid. Som inkarneret RPG-fan har jeg længe haft et interesseret øje på Larians meget roste eventyr. Det har trods alt en masse ingredienser, der taler direkte til mig: følgesvende, romantik, valg og konsekvens og en stor portion rollespil. Jeg har fået det anbefalet flere gange, siden det udkom første gang i 2017, men det var først, da jeg mestrede Baldur’s Gate 3, at jeg virkelig følte mig sikker på, at jeg kunne komme videre med dets systemer.
En ny begyndelse
(Billedkredit: Larian Studios)
Efter at være vendt tilbage til Dragon Age Origins på grund af Baldur’s Gate 3, blev lysten til at prøve noget nyt i samme stil kun større. Jeg tænkte straks på Divinity Original Sin 2, og heldigvis var Definitive Edition tilfældigvis til salg på PS4. Alle stjernerne så ud til at stå på linje, og jeg måtte tage det som et tegn på, at det nu var det rigtige tidspunkt at kaste sig ud i det.
Det første, jeg skulle beslutte, var, hvem jeg ville spille som, og det er ikke nemt, når man bliver budt velkommen til et spil med en række spændende etablerede figurer at vælge imellem. Ligesom i Baldur’s Gate 3 kan man i Divinity lave sin egen karakter eller spille som en af de præfabrikerede originalkarakterer. Efter at have læst mange, mange reddit-tråde var der enighed om, at det var en god idé at spille som en origin-karakter for begyndere som mig, og selv om der er masser af argumenter på nettet for, hvem der er bedst at vælge, besluttede jeg at gå efter den origin, der kaldte mest på mig. Oftest er jeg tiltrukket af personer med en sølvtunge, dem med skurkagtige kvaliteter, et strejf af mystik eller nogen med en kreativ flair. I Baldur’s Gate 3 er barden langt hen ad vejen min favoritklasse, når det gælder rollespil.
Karakterudvikling
(Billedkredit: Larian Studios)
Min favorit Baldur’s Gate 3 NPC er alt det, jeg elsker ved Larians RPG: “Jeg havde ingen idé om, at der ville være Rolanitter eller en Rolan-nation eller et Rolan-imperium”.
Med det i tankerne opfyldte Lohse mange af disse punkter for mig ud af den mulige opstilling. Ikke alene er hun musiker og performer med en gøglers vittigheder, hun har også en ret spændende hemmelighed. Med Lohses egne ord er hendes krop “en legeplads for nisser, ånder … og det, der er værre”, og en stemme, der er højere end alle andre, ser ud til at være ude på at overtage hendes krop. Faktisk, skulle jeg senere opdage, var det netop den stemme, der førte til den uheldige træfning, hvor jeg var nødt til at lade hende blive ramt flere gange for at undgå at dræbe en elver, som jeg havde hjulpet med at redde kort forinden.
Jeg har kun lige kradset i overfladen af hendes historie indtil videre, men lige fra starten elsker jeg, hvordan Divinity Original Sin 2 gav mig dialogmuligheder, der er unikke for Lohse og hendes talenter. Jeg følte allerede, at jeg spillede i hendes sted, fra det øjeblik jeg vågnede på et skib, fanget og i fangenskab af magistre. Hele opbygningen af eventyret er også lige så spændende som Baldur’s Gate 3, da min rejse om bord på det sejlende fængsel tager en hård u-vending takket være en mystisk skikkelse, der udløser kaos og en … kraken? Jeg ved stadig ikke, hvad der foregår, eller hvad der er i vente for Lohse, men jeg kan ikke vente med at finde ud af det.
En rolle at spille
(Billedkredit: Larian Studios)
I videospil bør man bestemt ikke forsøge at sænke sit helbred med vilje, vel? Alligevel sidder jeg her i Divinity Original Sin 2 og smider den logik lige i skraldespanden. I dette øjeblik forsøger jeg aktivt at blive såret midt i en kamp. Jeg kæmper ikke engang tilbage, jeg spammer bare end turn for hvert gruppemedlem, indtil en karakter bliver ramt nok. Alt ved det føles forkert – som om jeg sætter mig selv op til at falde – men efter at have set, hvordan det kan gå, hvis jeg gør noget andet, er jeg nødt til at følge mine instinkter. Hvis jeg bare holder ud, kan jeg undgå blodsudgydelser. Det ved jeg bare. Jeg føler mig kun sikker på at kunne teste denne teori takket være Larians seneste RPG, for hvis Baldur’s Gate 3 har lært mig noget, så er det, at løsningerne eller metoderne til at løse konflikter ikke altid er de mest konventionelle.
Naturligvis slutter kampen ikke med min død, men når min karakters helbredslinje bliver lav nok. Alle, der er involveret i kampen, lever videre, og min beslutning om ikke at gøre gengæld bliver øjeblikkeligt belønnet som følge heraf. Jeg har villet prøve Divinity Original Sin 2 i år, og møder som dette får mig til at ærgre mig over, at det tog mig så lang tid. Som inkarneret RPG-fan har jeg længe haft et interesseret øje på Larians meget roste eventyr. Det har trods alt en masse ingredienser, der taler direkte til mig: følgesvende, romantik, valg og konsekvens og en stor portion rollespil. Jeg har fået det anbefalet flere gange, siden det udkom første gang i 2017, men det var først, da jeg mestrede Baldur’s Gate 3, at jeg virkelig følte mig sikker på, at jeg kunne komme videre med dets systemer.
En ny begyndelse