Det ville altid være svært for en Elden Ring-fuser som mig at tage kampen op mod de hidtil sværeste bosser i Lies of P, men lige nu er jeg helt oppe at køre. Med hovedtelefoner om halsen og volumen skruet helt ned, kan jeg kun høre min egen stemmes skarpe hvæsen, mens jeg tæller mig gennem Fallen Archbishop Andreus’ angrebsmønster. “En og to, tre og hit, fire, fem…seks-syv-hit.” Mine hænder ryster stadig af adrenalinsuset – jeg er så tæt på at gøre det af med denne djævel for altid, og normalt er det her, jeg ville svigte.
Jeg har længe været tiltrukket af nogle af de bedste FromSoftware-spil på grund af deres fantastiske designkoncepter, men jeg er også ramt af en frygtelig forbandelse: Jeg er bare ikke særlig god til at spille dem. Misforstå mig ikke, jeg har spillet en hel del Elden Ring, Lords of the Fallen og Bloodborne tidligere, men jeg opgav dem alle, da jeg stødte på en mur. Men da jeg satte mig ned for at spille Lies of P, knækkede jeg den endelig. Ved at behandle dette straffende action-RPG som det rytmespil, jeg elskede, da jeg var 7, har jeg overvundet mine egne nervøse nerver – og er faktisk blevet bedre til at spille det.
Stærkere end i går
(Billedkreditering: THQ)Truly Tarnished
(Billedkreditering: FromSoftware)
Her er alt, hvad vi ved om DLC’en Elden Ring: Shadow of the Erdtree
Det hele startede med Britney. Masser af millennials vil måske sige det samme, men i dette tilfælde taler jeg specifikt om Britney’s Dance Beat. Det var et af de første PS2-spil, jeg kan huske, at jeg fik købt i stedet for min bror – ikke at han ikke lod mig prøve 50 Cent Bulletproof eller Fahrenheit også – og jeg kan huske, at jeg gjorde det til min mission at blive helt genial til det. At få en perfekt score på Slave 4 U var svært dengang i 2002, men jeg anede ikke, at min militante metode med at slå lyden fra tv’et fra og bare råbe beat-tællingerne højt ville komme mig til gode 22 år senere.
Det ville altid være svært for en Elden Ring-fuser som mig at tage kampen op mod de hidtil sværeste bosser i Lies of P, men lige nu er jeg helt oppe at køre. Med hovedtelefoner om halsen og volumen skruet helt ned, kan jeg kun høre min egen stemmes skarpe hvæsen, mens jeg tæller mig gennem Fallen Archbishop Andreus’ angrebsmønster. “En og to, tre og hit, fire, fem…seks-syv-hit.” Mine hænder ryster stadig af adrenalinsuset – jeg er så tæt på at gøre det af med denne djævel for altid, og normalt er det her, jeg ville svigte.
Jeg har længe været tiltrukket af nogle af de bedste FromSoftware-spil på grund af deres fantastiske designkoncepter, men jeg er også ramt af en frygtelig forbandelse: Jeg er bare ikke særlig god til at spille dem. Misforstå mig ikke, jeg har spillet en hel del Elden Ring, Lords of the Fallen og Bloodborne tidligere, men jeg opgav dem alle, da jeg stødte på en mur. Men da jeg satte mig ned for at spille Lies of P, knækkede jeg den endelig. Ved at behandle dette straffende action-RPG som det rytmespil, jeg elskede, da jeg var 7, har jeg overvundet mine egne nervøse nerver – og er faktisk blevet bedre til at spille det.
Stærkere end i går
(Billedkreditering: THQ)Truly Tarnished
(Billedkreditering: FromSoftware)
Her er alt, hvad vi ved om DLC’en Elden Ring: Shadow of the Erdtree
Det hele startede med Britney. Masser af millennials vil måske sige det samme, men i dette tilfælde taler jeg specifikt om Britney’s Dance Beat. Det var et af de første PS2-spil, jeg kan huske, at jeg fik købt i stedet for min bror – ikke at han ikke lod mig prøve 50 Cent Bulletproof eller Fahrenheit også – og jeg kan huske, at jeg gjorde det til min mission at blive helt genial til det. At få en perfekt score på Slave 4 U var svært dengang i 2002, men jeg anede ikke, at min militante metode med at slå lyden fra tv’et fra og bare råbe beat-tællingerne højt ville komme mig til gode 22 år senere.
Måske var det en tidlig indikation af den ADHD, jeg senere blev diagnosticeret med, men nu er jeg klar over, at jeg bliver virkelig overvældet af høj musik, når jeg prøver at fokusere på en kompleks opgave. Ikke distraheret: overvældet, fordi en del af min hjerne er desperat efter at lytte til det. Det gjorde det til noget af en hjertesag at sidde og spille og skrive min Lies of P-anmeldelse, ikke fordi jeg er bange for dukker eller noget, men fordi jeg var oprigtigt bekymret over, hvor svært det var for mig at holde fokus under store, vigtige kampe. Mit kolibrihjerte har altid været hurtigt til at komme på banen, når den dramatiske boss-kampmusik sætter ind. Du ved, den slags: hjemsøgende korstemmer, der kvidrer i en presserende unison tone og lyder som noget, der ligner en opera i helvede, mens mørke strygere og messinginstrumenter svulmer i baggrunden og minder dig om, at den fyr, du kæmper imod, og som sandsynligvis har et navn som “Deathbringer, Eater of Suns”, er en meget stor ting. Det håndgribelige drama får mine håndflader til at svede og mine muskler til at krampe, mens jeg spiller Lies of P, næsten som en kamp- eller flugtreaktion. Fire forsøg mod Scrapped Watchman bliver det til, før jeg instinktivt flår mit headset af og beslutter mig for bare at tælle.
(Billedkredit: Neowiz)
Min militante metode med at slå lyden fra tv’et fra og bare råbe beat-tællingerne højt skulle vise sig at tjene mig godt.