“Hvad er det nu, vi laver her?” Det er det spørgsmål, jeg bliver ved med at stille min ven, mens vi udforsker Redfall i al dets mærkelighed. I skrivende stund har vi gennemført omkring to tredjedele af sidste års kritikerroste first-person shooter, og jeg har stadig ingen idé om, hvad der sker. Jeg har fået at vide, at der foregår en overordnet historie, som kræver, at en flok teenagere gør det hårde arbejde på vegne af de forholdsvis uduelige voksne, der holder skansen. Det er fint nok, men jeg er her stort set kun for at skyde ting og snakke med min ven.
Måske er det de fritstillede voiceover-“mellemsekvenser” i stedet for fuld animation. Måske er det det faktum, at jeg er besat af Arkanes stilfulde goth-chic vampyrer og helst ikke vil dræbe dem. Uanset hvad årsagen er til min manglende evne til at blive involveret i historien, må jeg dog indrømme, at jeg har det sjovt med at bruge Redfall som en privat legeplads, nu hvor det er blevet lappet sammen, så det rent faktisk fungerer.
Tilbage til gaden
(Billedkreditering: Bethesda)Fangtastisk
(Billedkreditering: Larian Studios)
Om man kan lide det eller ej, så er Redfall og BG3 to slags beviser på, at vi har brug for flere vampyrer i videospil.
Redfall er et spil, jeg glædede mig så meget til, men som jeg aldrig fik spillet, efter at jeg havde hørt, hvor kategorisk ødelagt og elendigt det var fra dag ét. Mellem de gameplay-klip, jeg led mig igennem på YouTube, og vores chefredaktørs dystre oplevelse i hendes Redfall-anmeldelse, indrømmede jeg mit nederlag, før jeg overhovedet prøvede det. Jeg er stort set enig med Sam – et år senere er Redfall stadig langt fra at være det mest opfindsomme FPS nogensinde, og det består af en håndfuld missioner i cookie-cutter-format understøttet af en uinspireret historie.
Men hvad det mangler i originalitet, opvejes af en verden, der er så latterlig, at den bliver utilsigtet satirisk. Det er nok at sige: Jeg spiller ikke Redfall, fordi det er et godt spil, men for at teste grænserne for dets middelmådighed og svælge i underligheden.
Første ting først: valg af karakter. Efter en del debat vælger jeg at spille som det telekinetiske medium Layla, mens min ven Rhys spiller den geniale dreng Devinder. Ingen af os forventer ret meget af dette spil, men vi finder os hurtigt til rette i dets behagelige, forudsigelige rutine. Hurtig rejse over kortet, bekæmpe kultister, spidde vampyrer og hurtig rejse tilbage til basen – det er alt sammen ret ens. Looter-shooter-tilgangen til våbendrops betyder, at jeg stadig tjekker hver eneste bunke aske efter at have støvet en vampyr af, på trods af at de fleste af dem kun tilbyder vielsesringe eller perlekæder, der kan sælges for profit. De bedste våben kan plyndres fra Rooks, en slags supercharged vampyr, som jager dig, når du har dræbt nok “specielle” blodsugere. Du ved, når en Rook Storm er på vej, fordi en måler dukker op og advarer dig om, at “vampyrguderne holder øje”. Det er lige så morsomt, som det lyder, for hvilke vampyrguder taler du om, Redfall?
(Billedkreditering: Bethesda)
Jeg har det sjovt med at bruge Redfall som en privat legeplads, nu hvor den rent faktisk er funktionel.
Grinene stopper ikke, når vi dykker længere ned i denne mærkelige lille by. Den er omgivet af frosne oceaner og befolket af NPC’er i træ, så det er et dejligt sted at gøre grin med. Da jeg kigger på jorden som Layla, opdager jeg, at jeg ikke har nogen krop. Der er en bizar fejl, som får vores figurer til at falde ned og rejse sig op igen og igen, når vi går rundt i safehouses. Vi ser med rædsel til, mens en Bloodbag (den eksplosive Redfall-ækvivalent til Left4Deads Boomers) bliver malket af en underlig kultist. Åh, og en af NPC’erne føder på et hospital og har sin baseballkasket på hele tiden – selv når hun ligger på båren.
Det lyder bizart at sige det, men alle disse små mærkværdigheder og dvælende fejl er det, der overhovedet får Redfall til at skille sig ud for mig. Historien og personerne er ekstremt forglemmelige, og miljøerne risikerer at føles dovne som en konsekvens af deres egen gimmick – der er grænser for, hvor meget diset rød skyline, jeg kan klare. Redfall er teknisk intetsigende og uimponerende, ja, men det fremhæver på en eller anden måde kun dets uraffinerede charme.
Når man spiller det som Call of Duty med vampyrer, kan Redfall være en rigtig god oplevelse. Hvad angår multiplayer-lir, tør jeg godt sige, at jeg faktisk vil anbefale at spille det i 2024. Det kan være et underligt valg at gøre det alene; selv hvis fjendernes styrke og antal blev skaleret i overensstemmelse med din gruppestørrelse, tror jeg bare ikke, at der er så meget sjov at have uden nogen i den anden ende af linjen til at dele alt det underlige. Med hensyn til stabilitet og funktionalitet, to ting, det manglede ved lanceringen, burde Redfall være solidt spilbart nu for de fleste af os. Det har været en redningsplanke for mig, mens jeg ventede på, at serverproblemerne med Suicide Squad: Kill the Justice League blev løst, og med denne hastighed vil jeg sandsynligvis være en af de få, der afslutter det af egen fri vilje.
Tjek de bedste FPS-spil nogensinde for nogle mindre omstridte muligheder, fra Far Cry 3 til Destiny 2.