Et længe ventet plotpunkt i One Piece, som endelig kommer frem i lyset efter en sjælden pause for skaberen Eiichiro Oda, er genintroduktionen af kæmperne og rejsen til deres hjemland Elbaph. For fans er det en rejse, der har virket uundgåelig i et par år nu – den blev vist for første gang under afsløringen af Big Moms baggrundshistorie, en figur, hvis historie er uløseligt forbundet med giganternes forhold til omverdenen. Men kæmpernes betydning i One Piece rækker langt ud over en stor skurks tidligere tilholdssted. Faktisk er kæmperne måske det bedste eksempel på One Piece’s særlige form for fantasy.
(Billedkredit: Viz Media/Shueisha)
One Piece lever ikke kun af eventyr, men også af potentialet for eventyr. Det er det, der gør seriens fantasi så altomfattende, at alt fra gamle, fabelagtige fortællinger om guld i himlen og 1700-tals piratgaleoner kan sameksistere fredeligt med Dr. Vegapunks roboteksperimenter og Gecko Morias zombier. Bag horisonten er der altid mulighed for noget større. Man tænker næsten aldrig: “Det her giver ikke mening for One Piece,” fordi selve logikken i One Piece dikterer, at der altid er mere derude. Der er altid et vidunder, der endnu ikke er opdaget. Hvis der ikke var det, hvad skulle man så med at sætte sejl i første omgang?
Det sker i hvert fald i Little Garden, som først viser sig at være en ø fyldt med dinosaurer og senere en midlertidig arena for kæmperne Dorry og Brogy. Selvom de teknisk set ikke er de første kæmper, der dukker op i One Piece (det ville være John Giant og hans hurtige optræden i Loguetown-arcen), er de de første, der taler om at være kæmper og også om Elbaph. Det faktum, at de to kæmper har duelleret der i 100 år for at afgøre en tvist, cementerer ikke kun den æresfølelse, som hver kæmpe bærer, men præger også Stråhat-besætningen yderligere om det ædle ved eventyr og det at være en modig kriger.
(Billedkreditering: Viz Media/Shueisha)
Et længe ventet plotpunkt i One Piece, som endelig kommer frem i lyset efter en sjælden pause for skaberen Eiichiro Oda, er genintroduktionen af kæmperne og rejsen til deres hjemland Elbaph. For fans er det en rejse, der har virket uundgåelig i et par år nu – den blev vist for første gang under afsløringen af Big Moms baggrundshistorie, en figur, hvis historie er uløseligt forbundet med giganternes forhold til omverdenen. Men kæmpernes betydning i One Piece rækker langt ud over en stor skurks tidligere tilholdssted. Faktisk er kæmperne måske det bedste eksempel på One Piece’s særlige form for fantasy.
(Billedkredit: Viz Media/Shueisha)
One Piece lever ikke kun af eventyr, men også af potentialet for eventyr. Det er det, der gør seriens fantasi så altomfattende, at alt fra gamle, fabelagtige fortællinger om guld i himlen og 1700-tals piratgaleoner kan sameksistere fredeligt med Dr. Vegapunks roboteksperimenter og Gecko Morias zombier. Bag horisonten er der altid mulighed for noget større. Man tænker næsten aldrig: “Det her giver ikke mening for One Piece,” fordi selve logikken i One Piece dikterer, at der altid er mere derude. Der er altid et vidunder, der endnu ikke er opdaget. Hvis der ikke var det, hvad skulle man så med at sætte sejl i første omgang?
Det sker i hvert fald i Little Garden, som først viser sig at være en ø fyldt med dinosaurer og senere en midlertidig arena for kæmperne Dorry og Brogy. Selvom de teknisk set ikke er de første kæmper, der dukker op i One Piece (det ville være John Giant og hans hurtige optræden i Loguetown-arcen), er de de første, der taler om at være kæmper og også om Elbaph. Det faktum, at de to kæmper har duelleret der i 100 år for at afgøre en tvist, cementerer ikke kun den æresfølelse, som hver kæmpe bærer, men præger også Stråhat-besætningen yderligere om det ædle ved eventyr og det at være en modig kriger.
(Billedkreditering: Viz Media/Shueisha)
Usopp, som typisk er en kujon, er især imponeret over denne opvisning. I modsætning til mange af stråhattene er hans endelige mål ikke et konkret mål som “at blive den største sværdkæmper” eller “at finde en kur mod alle sygdomme”. I stedet ønsker han blot at være den slags helt, som han typisk ville fortælle historier om. Som sådan er vores første store introduktion til giganter en, der fungerer til at udforske One Piece’s idealisme. Vores vildeste fantasier og forhåbninger, som ser fjollede ud på papiret – du kan sikkert finde et par huller i “Kæmp, hvad der kunne være en evig kamp for at afgøre en lille strid” – kan blive kilder til ægte værdighed.
Men fantasi er ikke bare ren eskapisme, som vi ser, når kæmperne dukker op igen i One Piece. Uanset om det er Oimo og Kashii, der bevogter portene til Enies Lobby efter at være blevet narret i årtier af verdensregeringen, Oars’ krop, der bliver genoplivet af Gecko Moria som et redskab til hans planer, eller Moder Carmels bedrag af dem under dække af velgørenhed, er kæmper ofte mål for manipulation. Hvis deres styrke kan udnyttes og deres viljestyrke undertrykkes, er de stærke brikker. Verdensregeringen insisterer måske på, at de ønsker at stoppe pirateri, men deres mål er i virkeligheden at halshugge enhver form for eventyrromantik. Kæmperne, en race, der står for det faktum, at selvværd kan findes i kamp og i eventyr, er forhindringer for det.
(Billedkredit: Viz Media/Shueisha)
Kæmpernes fortsatte optræden på et så afgørende, sent tidspunkt i spillet i One Piece (deres endnu uløste vrede mod Big Mom, deres bånd til Shanks og senest Dorry og Brogys overraskende tilbagevenden for at hjælpe Luffy med at tage de fem ældres monstrøse former) genskaber deres betydning for One Piece’s fantasi på flere måder end blot at give stråhattene endnu et X på kortet. De er knyttet til dens verden både fysisk og tematisk og giver ikke kun et inspirerende eksempel på One Piece’s “kampånd”, men bærer også byrden af dens vrede og nag. Uden dem ville dens verden – ofte helt bogstaveligt – føles mindre, og dens konflikter ville være reduceret til spørgsmål om territorium og grådighed i stedet for krigerrigets evige stolthed.