Rollespil lige efter hinanden kan være skræmmende. Jeg afsluttede Baldur’s Gate 3 sidste år, og til dato har jeg spillet det færdigt omkring seks gange (og jeg tæller med). Efter sådan en kæmpe oplevelse, som jeg oven i købet nød så voldsomt, føltes det mere end en lille smule skræmmende at gå i gang med noget som Dragon’s Dogma 2.
Da jeg aldrig havde spillet det første spil, gik jeg ind i det i blinde. Det, jeg havde læst om spillet, gav mig et glimt af håb, da det umiddelbart så ud til at dele et par ligheder med min GOTY fra 2023. Jeg er vant til at udforske og kæmpe sammen med mine BG3-ledsagere, så Pawns lød i bund og grund hjælpsomme. De fire centrale Dragon’s Dogma 2-kampklasser har ligheder med et par af dem i Baldur’s Gate 3, hvilket gjorde det nemt nok at vælge det rogue-lignende Thief-kald som udgangspunkt for min Arisen. Selv den hjernevaskede hovedperson antydede en smag af BG3’s Dark Urge. Men efter at have spillet Capcoms seneste spil i omkring fem timer, begynder jeg at kunne se, at jeg tog fejl. Disse sammenligninger var bare med til at give mig urimelige forventninger til Dragon’s Dogma 2 fra starten – men heldigvis har jeg det stadig sjovt.
Min personlige Everest
(Billedkreditering: Capcom)Del og hersk
(Billedkreditering: Capcom)
Dragon’s Dogma 2 går all-in på det open-world RPG-designtrick, der fik mig til at forelske mig i Skyrim og Fallout: New Vegas.
Da jeg bed tænderne sammen og satte mig ind i Dragon’s Dogma 2 for første gang, fik jeg blandede følelser. På den ene side var jeg spændt på at dykke ned i endnu en blomstrende fantasiverden, der vrimler med monstre, mystik og kaos. På den anden side håbede jeg i al hemmelighed på endnu et Baldur’s Gate 3.
Ja, jeg ved godt, hvor fjollet det var set i bakspejlet, men kan du bebrejde mig det? Det er kun april, og jeg har allerede brugt credits på seks spil – og tre af dem var rollespil eller open world-spil. Som om det ikke var nok at traske gennem Sword Coast i hundredvis af timer, så fik jeg endelig spillet Red Dead Redemption 2, brugte yderligere 121 timer på at udforske Persona 3 Reloads rystende forviklinger, og fulgte straks op med Mass Effect 1 og 2. Jeg havde bestemt ikke tænkt mig at lade RPG-udbrændthed stoppe mig, så for at sikre, at jeg fulgte op med Dragon’s Dogma 2, var jeg nødt til at lege lidt med gulerod og stok. Jeg er i gang, når det kommer til rollespil og lignende, sagde jeg til mig selv. Hvad med et mere?
Rollespil lige efter hinanden kan være skræmmende. Jeg afsluttede Baldur’s Gate 3 sidste år, og til dato har jeg spillet det færdigt omkring seks gange (og jeg tæller med). Efter sådan en kæmpe oplevelse, som jeg oven i købet nød så voldsomt, føltes det mere end en lille smule skræmmende at gå i gang med noget som Dragon’s Dogma 2.
Da jeg aldrig havde spillet det første spil, gik jeg ind i det i blinde. Det, jeg havde læst om spillet, gav mig et glimt af håb, da det umiddelbart så ud til at dele et par ligheder med min GOTY fra 2023. Jeg er vant til at udforske og kæmpe sammen med mine BG3-ledsagere, så Pawns lød i bund og grund hjælpsomme. De fire centrale Dragon’s Dogma 2-kampklasser har ligheder med et par af dem i Baldur’s Gate 3, hvilket gjorde det nemt nok at vælge det rogue-lignende Thief-kald som udgangspunkt for min Arisen. Selv den hjernevaskede hovedperson antydede en smag af BG3’s Dark Urge. Men efter at have spillet Capcoms seneste spil i omkring fem timer, begynder jeg at kunne se, at jeg tog fejl. Disse sammenligninger var bare med til at give mig urimelige forventninger til Dragon’s Dogma 2 fra starten – men heldigvis har jeg det stadig sjovt.
Min personlige Everest
(Billedkreditering: Capcom)Del og hersk
(Billedkreditering: Capcom)
Dragon’s Dogma 2 går all-in på det open-world RPG-designtrick, der fik mig til at forelske mig i Skyrim og Fallout: New Vegas.
Da jeg bed tænderne sammen og satte mig ind i Dragon’s Dogma 2 for første gang, fik jeg blandede følelser. På den ene side var jeg spændt på at dykke ned i endnu en blomstrende fantasiverden, der vrimler med monstre, mystik og kaos. På den anden side håbede jeg i al hemmelighed på endnu et Baldur’s Gate 3.
Ja, jeg ved godt, hvor fjollet det var set i bakspejlet, men kan du bebrejde mig det? Det er kun april, og jeg har allerede brugt credits på seks spil – og tre af dem var rollespil eller open world-spil. Som om det ikke var nok at traske gennem Sword Coast i hundredvis af timer, så fik jeg endelig spillet Red Dead Redemption 2, brugte yderligere 121 timer på at udforske Persona 3 Reloads rystende forviklinger, og fulgte straks op med Mass Effect 1 og 2. Jeg havde bestemt ikke tænkt mig at lade RPG-udbrændthed stoppe mig, så for at sikre, at jeg fulgte op med Dragon’s Dogma 2, var jeg nødt til at lege lidt med gulerod og stok. Jeg er i gang, når det kommer til rollespil og lignende, sagde jeg til mig selv. Hvad med et mere?
Selvom denne metode var effektiv til at få mig til at sidde foran skærmen med controlleren i hånden, var den ikke god for mine forventninger. De ovennævnte spil er nogle af de bedste rollespil nogensinde, eller i tilfældet med RDR2, et actionspil, der efterlod mig åndeløs på grund af den rent narrative effekt. Men Dragon’s Dogma 2 er noget helt andet, fordi historien måske er det mindst interessante ved det.
Useriøst sjov
(Billedkreditering: Capcom)
Ved at tage imod det hele med åbne arme har jeg opdaget, at Capcom har givet mig en værdifuld gave.