Paul King dykker ned i historien om Roald Dahls excentriske chocolatier Willy Wonka med sin nye musikalske oprindelseshistorie. Med Timothée Chalamet i titelrollen tager Wonka seerne med tilbage til sine tidlige dage og viser, hvordan han går fra at sælge chokolade i en lille butik til at blive verdenskendt. Den nye fantastiske film har fået strålende anmeldelser og har et absolut stjernespækket cast, herunder Olivia Colman, Hugh Grant og Keegan-Michael Key.
Forud for udgivelsen havde Total Film mulighed for at tale med Key om hans rolle som politichef i filmen. Her er vores samtale, redigeret for længde og klarhed.
Total Film: Fortæl mig om din interaktion med denne historie, før du fik denne rolle. Er det noget, du er vokset op med at se eller læse? Eller er det noget, der har ligget i baggrunden med en kulturel forståelse af det?
Keegan-Michael Key: Jeg vil nok sige, at det er mere det sidste end det første for mig. Selvom jeg er en fan. Jeg er en stor fan af Gene Wilder-filmen fra ’71, og jeg kan huske, at den blev vist som specialfilm i fjernsynet.
Så jeg var spændt, tror jeg, som ethvert amerikansk barn ville være. Der er noget så hjertevarmende og samtidig djævelsk over Dahls arbejde. Det, tror jeg, var meget tiltalende for mig. På en måde er det næsten en rebelsk oplevelse at se serien. Og på samme tid tænker man på sig selv som et barn, der siger: “I det mindste opfører jeg mig ikke som de børn.” [griner].
Ja, det gør jeg. “Jeg er ikke Mike Teavee.”
Ja. Det er interessant.
Det er interessant, der er nogle gange en slags grusom kant i Dahls arbejde, som er ret lækker, en slags ondskabsfuldhed. I mellemtiden kommer dette fra en person, der har skabt Paddington, som bare er ren herlighed. Kan du give mig en idé om, hvad vi kan forvente med hensyn til tonen? Er der et element af Roald Dahls grusomhed og ondskabsfuldhed, som vi nyder? Eller er det Paddington-sødmen?
Det er lidt af en hybrid, hvis man overhovedet kan sige det, for det ser ud til, at de på en måde er næsten diametralt modsatte af hinanden. Paul King, vores instruktør, er bare et omvandrende hjerte – det er han virkelig. Han er bare en dejlig, følsom mand. Jeg tror, at selv han forsøgte at tilføre en lille smule af den grusomhed, så vi ville ære Dahl på den måde.
Uden at afsløre for meget vil jeg sige, at min karakter – hvordan skal jeg sige det – på en måde holder Dahls kappe oppe. Eller de oplevelser, som min karakter går igennem i filmen, bærer den Dahl-istiske… Forstår du, hvad jeg mener?
Ja, det gør jeg. Han er en slags Miss Trunchbull i Matilda, eller de uhyggelige tanter i James And The Giant Peach. Han er en slags grotesk ondskabsfuld, der får sin straf, håber jeg.
Ja [griner].
Ikke at du vil sige det.
Ja, der er en følelse af Dahl-isme, som løber gennem stykket. Men på samme tid er der sådan en hjertevarmende form for uskyldig, øjenåbnende glæde. Jeg tror, du brugte udtrykket “herlig”. Der er en herlighed, som i sig selv er meget lækker, den herlighed – den Kingske håbefuldhed, som man ville se i Paddington. Men i modsætning til Paddington er ikke alle i denne verden venlige. Ikke alle i denne verden er velmenende.
(Billedkreditering: Warner Bros.)
Tror du, at dette er det helt rigtige tidspunkt for en film som denne? Vi har alle været igennem pandemien og det hele, og vi er måske kommet ud af det med en større længsel efter venlighed og sødme. Og selvom du siger, at der er denne Dahl-agtige grusomhed i den, er det i bund og grund en godbid – en faktisk filmisk godbid som noget, Wonka kunne skabe. Og det higer vi efter som publikum?
Jeg tror på, at vi længes efter det. Det er næsten, som om vi befandt os i pandemien, og nu har vi på en måde mulighed for at dele venlighed med andre, ansigt til ansigt. Så lad os gå derud og gøre det.
Det håber jeg i hvert fald. Det er min fornemmelse. Når vi igen blander os, og når vi igen støder ind i hinanden, og når vi igen føler hinanden på tænderne i denne sociale dans, som vi kalder livet, så har vi mulighed for ikke bare at genskabe forbindelsen, men genskabe forbindelsen med venlighed. Jeg tror, at dette billede vil være et perfekt eksempel på det.
Jeg ved godt, at jeg bliver ved med at sige det, men der er en følelse af håb i det. Og det faktum, at det ikke kun er Willy, men selve filmen, der har en ukuelig ånd. Jeg håber, at folk går fra biografen mere opløftede, end de var, da de gik ind.
Dejligt. Ja, det vil jeg gerne. Skriv mig op. Jeg vil have to billetter, igen og igen. Til sidst, hvad er din egentlige yndlingschokolade?
Min yndlingsting at spise? Der plejede at være – jeg ved ikke, om I stadig laver dem – men der plejede at være en Cadbury’s rosin- og nøddebar.
Frugt og nødder?
Ja, frugt og nødder. En Cadbury’s med frugt og nødder. Jeg voksede op meget tæt på Canada, som er Storbritannien-lite [griner]. Jeg voksede op cirka 10 minutter fra Canada, da jeg var barn, og mine forældre og jeg tog nogle gange over grænsen, og så kunne man få rigtig chokolade. Man kan få Cadbury’s chokolade. Så det var altid min yndlingsting.
Wonka kommer i de britiske biografer den 8. december og i de amerikanske biografer den 15. december. Du kan også se vores interview med hovedrolleindehaveren Timothée Chalamet, og hold øje med flere samtaler med de medvirkende og filmskaberne her på siden og i Inside Total Film-podcasten senere på ugen.