Hvis man skal tro den populære diskurs, havde Sonic The Hedgehog – selveste 16-bit-ikonet fra 90’erne – en hård tid med overgangen fra 2D til 3D. Det er delvist sandt. Der måtte gøres indrømmelser for at få den hurtige helt fra 2D-planet med skråninger og løkker til at løbe rundt i 3D-verdener. Hovedproblemet med det var faktisk slet ikke hastighed, men momentum – som var en lige så vigtig overvejelse, hvis ikke mere, i Sega Genesis-klassikerne. Overlad det til den fremragende retro throwback Sonic Mania-udvikler Evening Star at løse designproblemet i deres første originale projekt, selv uden den blå sløring.
Når alt kommer til alt, så tag et kig på Penny’s Big Breakaway, og det er straks klart, at dette er et kærlighedsbrev til 90’erne med dets høje kontrast, sammenstødende farver, dampbølge-lignende rørføring og Y2K-kerne-æstetik. Men det er helt moderne i sin måde at spille på takket være nogle utroligt smarte løbe- og hoppefunktioner, når du styrer Penny, en gøglerlignende figur, som forsøger at redde sit kongerige, samtidig med at hun undgår at blive fanget af kongens pingvinpoliti (der var en… hændelse… med kongens underbukser).
Det vil sige, at det er smart … når man finder ud af, hvordan man spiller det. Penny falder over en magisk, følende yo-yo, og hendes bevægelse handler om at bruge den til at drive hende fremad gennem stadierne. En ting er sikkert: Selvom der er mange 3D-platformspil, der forsøger at føles som genreklassikere fra gamle dage, er Penny’s Big Breakaway ikke blandt dem. I jagten på sin momentum-baserede mekanik føles det ikke som meget andet. Hvilket betyder, at det kan være meget frustrerende, mens du lærer at spille. Dette er virkelig en helt ny type platformspil, der, selv om det er inspireret af mange andre spil i genren, er helt sin egen.
Det tager evigheder
(Billedkredit: Evening Star)MØRKE TIDER
(Billedkredit: Sega)
De seneste Sonic-spil har også været ret gode. Shadow Generations har trods alt nogle af de bedste baner i Sonics 3D-historie!
Det er ikke kun de lejlighedsvise angreb fra pingviner, der sværmer for at arrestere Penny, der ansporer dig, men næsten alle overflader. Fra stejle og bløde kurver til trampoliner er der hele tiden noget, der driller dig og holder dig i gang. Penny kan kæde bevægelser sammen, ride på sin yo-yo som en stor bold for at få fart på og udføre ikke mindre end tre typer dobbelthop i luften.
Hvis man skal tro den populære diskurs, havde Sonic The Hedgehog – selveste 16-bit-ikonet fra 90’erne – en hård tid med overgangen fra 2D til 3D. Det er delvist sandt. Der måtte gøres indrømmelser for at få den hurtige helt fra 2D-planet med skråninger og løkker til at løbe rundt i 3D-verdener. Hovedproblemet med det var faktisk slet ikke hastighed, men momentum – som var en lige så vigtig overvejelse, hvis ikke mere, i Sega Genesis-klassikerne. Overlad det til den fremragende retro throwback Sonic Mania-udvikler Evening Star at løse designproblemet i deres første originale projekt, selv uden den blå sløring.
Når alt kommer til alt, så tag et kig på Penny’s Big Breakaway, og det er straks klart, at dette er et kærlighedsbrev til 90’erne med dets høje kontrast, sammenstødende farver, dampbølge-lignende rørføring og Y2K-kerne-æstetik. Men det er helt moderne i sin måde at spille på takket være nogle utroligt smarte løbe- og hoppefunktioner, når du styrer Penny, en gøglerlignende figur, som forsøger at redde sit kongerige, samtidig med at hun undgår at blive fanget af kongens pingvinpoliti (der var en… hændelse… med kongens underbukser).
Det vil sige, at det er smart … når man finder ud af, hvordan man spiller det. Penny falder over en magisk, følende yo-yo, og hendes bevægelse handler om at bruge den til at drive hende fremad gennem stadierne. En ting er sikkert: Selvom der er mange 3D-platformspil, der forsøger at føles som genreklassikere fra gamle dage, er Penny’s Big Breakaway ikke blandt dem. I jagten på sin momentum-baserede mekanik føles det ikke som meget andet. Hvilket betyder, at det kan være meget frustrerende, mens du lærer at spille. Dette er virkelig en helt ny type platformspil, der, selv om det er inspireret af mange andre spil i genren, er helt sin egen.
Det tager evigheder
(Billedkredit: Evening Star)MØRKE TIDER
(Billedkredit: Sega)
De seneste Sonic-spil har også været ret gode. Shadow Generations har trods alt nogle af de bedste baner i Sonics 3D-historie!
Det er ikke kun de lejlighedsvise angreb fra pingviner, der sværmer for at arrestere Penny, der ansporer dig, men næsten alle overflader. Fra stejle og bløde kurver til trampoliner er der hele tiden noget, der driller dig og holder dig i gang. Penny kan kæde bevægelser sammen, ride på sin yo-yo som en stor bold for at få fart på og udføre ikke mindre end tre typer dobbelthop i luften.
En peger yo-yo’en lige frem, som Penny så kan snappe til, en anden holder yo-yo’en på plads i luften, så Penny kan lave et sving, og endnu en er det mere almindelige ekstra flip i luften. Det er ved at kombinere dem alle sammen og tilføje ekstra power-ups, at det bliver rigtig sjovt – at zippe op ad half-pipes for at få luft, at vride og dreje sig, mens man springer en hel del af scenen over, eller endda at springe over vandområder.
Ekstra gimmicks til hvert område, fra vandstråler, der skyder dig fremad, til stænger, du kan svinge dig fra, giver nye måder at opbygge dette momentum på. Hver ny region er fuld af personlighed takket være deres unikke farvepaletter, tåkrummende soundtracks (fra veteraner i retrostil som Tee Lops, Sean Bialo og Christian Whitehead) og low-poly-borgere, der tilføjer sjov, tungen-i-kinden-farve til den skæve og spilagtige verden og på en eller anden måde får det absurde kongerige til at føles beboet.
(Billedkredit: Evening Star)
Nogle af disse borgere har brug for hjælp fra Penny, men på smart vis er de også alle baseret på hastighed og fremdrift, og ofte drejer det sig om små samleobjekter på vejen foran dig, som du udfordres til at snuppe, mens du suser forbi. Alt sammen fortæller dig, at du skal: gå, gå, gå.