“Jeg kan bare ikke lide dig mere.” Sådan erklærede Brendan Gleeson i sidste års BAFTA-vindende fabel og allegori over den irske borgerkrig, The Banshees of Inisherin. En ødelæggende nøgtern afvisning, koldt leveret, og en, der sendte PÁdraic SÚilleabhÁin (Colin Farrell) ud i en eksistentiel krise.
Det var en sekvens af begivenheder, jeg huskede, da et af mine egne engang så kære venskaber faldt fra hinanden, mindre end 12 måneder efter jeg så filmen. Jeg er så heldig at have opdyrket en bred og forskelligartet vennegruppe, der har samlet venner fra alle livets områder, fra barndommen til universitetet og forskellige dødssyge jobs.
Jeg er ikke en sporty fyr, men jeg har knyttet bånd til de mænd, jeg er tættest på, over en fælles kærlighed til film, rå komedie og, når vi når en vis alder, brætspilsaftener og samtaler om fugning. Indtil for nylig havde jeg aldrig oplevet et venskabs sammenbrud på første hånd.
Selvfølgelig har jeg fjernet mig fra folk, jeg plejede at være tæt på (især når vi nærmer os middelalderen og med rette prioriterer familier og realkreditlån). Men dette venskab, som blev dannet og opretholdt gennem mere end 15 år, blev født af et kedsommeligt job i detailhandlen og de øl, der fulgte efter en særligt nedbrydende dag på kontoret. Vi knyttede bånd, mens vi tegnede komisk årede pikke på ruller af kassepapir (meget Superbad) og sladrede om en mildt sagt skræmmende kollega, som vi kaldte “Pingvinen” (fordi han havde for vane at kvække og glo på kvinder som Danny DeVito i Batman Returns).
ABONNER!
(Billedkredit: Scott Council/Total Film)
Denne artikel blev først bragt i magasinet Total Film – Abonnér her for at spare på prisen, få eksklusive forsider og få det leveret til din dør eller enhed hver måned.
“Er vi lige blevet bedste venner?” citerede vi, ikke helt med tungen i kinden, da vi opdagede en fælles kærlighed til zombiefilm og Peep Show. Det var et venskab, der ville vare ved længe efter, at vi havde forladt jobbet og vinket farvel til vores tidlige 20’ere. Ligesom Martin McDonaghs skildring af et venskab, der gik i vasken, begyndte med en afvisning på pubben, så døde vores eget med et klynk snarere end et brag. Ingen ophedet samtale, intet brændende skænderi.
Men selv The Banshees of Inisherin havde sin hændelse til sidst. Ingen afhuggede fingre, ingen døde æsler her – vores smuldrede med et skuffende fravær af drama. Det var, som om vi sprang direkte til strandscenen og den dystre forståelse mellem tidligere venner.
Tingene spidsede til i løbet af en skæbnesvanger weekend, en trist situation, som det på det tidspunkt var for sent at rette op på. Vi var langsomt gledet fra hinanden gennem måneder og år og var stille og roligt blevet forskellige mennesker uden at tage hensyn til hinanden. Som mange andre venskaber, der bygger på fælles interesser, har vi altid holdt vores op mod standarden for den ultimative mandlige ambition – det dramafri forhold. Følelser kom aldrig ind i billedet, selvom de helt sikkert var der på et tidspunkt.
Vi havde altid været der for hinanden på alle de måder, der betød noget (trøstet mig under mit mest bemærkelsesværdige break-up; flere husopvarmninger; fødselsdage, grillfester og husflytninger). Jeg havde antaget, at det altid ville være sådan. Mens PÁdraic kæmpede for at forstå, hvad der var gået galt, fandt jeg mig selv plaget i de uger og måneder, der fulgte.
(Billedkreditering: Searchlight Pictures)
Min egen Colm Doherty var ikke gået så vidt som til at kalde mig “kedelig” (ikke at det ikke havde strejfet mig), men den kolde opløsning af et venskab havde ikke været mindre ødelæggende eller forvirrende. Selv PÁdraic fik sin forklaring – jeg havde kun en klar bevidsthed om, at en af mine bedste venner ikke kunne lide mig længere.
Jeg kunne presse på: forfølge ham rundt på øen (eller i dette tilfælde Birmingham), sætte ild til hans hytte eller fremtvinge en direkte konfrontation. Men efter så mange år, hvor vi ikke har talt om noget meningsfuldt, ville mandlig stædighed og vane ikke tillade mig at begynde nu. Intet drama, lige til det sidste.
“Udgangspunktet var at indfange tristheden ved et brud, hvad enten det er et kærlighedsbrud eller et venskabsbrud,” sagde McDonagh om Banshees’ centrale konflikt. “At være på begge sider af det er en lige forfærdelig position.” Og det er dette budskab, der gav genlyd, da jeg sørgede. Vi havde passeret det punkt i bromance-filmen, hvor vennerne går fra hinanden efter et smertefuldt skænderi: Jay og Simons rasende adskillelse i Inbetweeners-filmen; Dale og Saul, der stormer af sted i vrede i Pineapple Express. Men i dette tilfælde var der ingen triumferende genforening eller stor gestus.
Jeg vil gerne tro, at der stadig er en Catalina Wine Mixer i horisonten, men den dystre våbenhvile mellem Colm og PÁdraic virker mere sandsynlig. Det mandlige venskab kan være trøstende i sin tilsyneladende enkelhed, men det er usikkert i det, der forbliver usagt. Ethvert forhold kræver arbejde, og vi havde taget vores for givet. Et venskab kan ikke overleve på Step Brothers-referencer og piktegninger alene. Jeg skulle have sagt det noget før, og nu er det for sent. Jeg elskede dig, mand.
The Banshees of Inisherin kan ses på Disney Plus i Storbritannien og på Hulu i USA.
Se vores liste over de bedste Disney Plus-film og de bedste Hulu-serier at streame nu.