Siden den blev annonceret, har Solo Leveling-anime været klar til at blive en af de hotteste serier, ikke bare i denne sæson eller i år, men potentielt de næste par år, hvis filmatiseringen har en lang nok hale. Det er en action-fantasyserie baseret på den utroligt populære koreanske tegneserie (eller manwha) illustreret af kunstneren Dubu fra Redice Studio (som desværre gik bort i juli 2022), som i sig selv er baseret på en populær webroman af Chugong. Hvis du kun er til anime, skal du bare vide, at Solo Leveling er næsten uovertruffen populær i visse kredse. Der er mange manhwa, der ligner den, og mange af dem efterligner den åbenlyst helt ned til titlen, men den skiller sig stadig ud ved sin rene stil.
Det er nok at sige, at Solo Leveling-anime havde meget at leve op til. Efter at have set den første episode fra det japanske studie A-1 Pictures – kendt for Sword Art Online, Kaguya-sama, Fairy Tail, Fate/Apocrypha, Wotakoi, 86, Blend S og mange flere – regner jeg med, at den faktisk kan leve op til det løfte.
Hvad Solo Leveling handler om
Solo Leveling har Sung Jin-woo i hovedrollen, en ung mand, der arbejder som jæger i et Sydkorea i en nær fremtid. Historien tager sin begyndelse mere end et årti efter, at udvalgte mennesker rundt om i verden er vågnet op som krigere med superkræfter, samtidig med at der er opstået interdimensionelle sprækker, som er hjemsted for invasive, overjordiske monstre, der er immune over for traditionelle våben. Jægerne er rangeret fra S-klasse til Basically A Normal Person-klasse, og Sung Jin-woo ligger i bunden af bunden. Han er bare en fyr med en kniv og en kæmpe hårpragt. Men han fortsætter stædigt sin farlige karriere som jæger for at forsørge sin lillesøster, mens hans indlagte mor får behandling, og han overlever med nød og næppe med hjælp fra healere, der sørger for, at hans indvolde bliver indeni.
Som et litRPG – en genre af fiktion, der anvender mekanikker og konventioner fra rollespil – er opsætningen ekstremt og stolt spilagtig, måske mere end A-1’s Sword Art Online, som i det mindste foregiver at handle om faktiske videospil. Solo Leveling skildrer en moderne verden splejset med sværd og magi og magiske sværd. Vi har at gøre med monstre som dæmoner, udøde, drager, gobliner, orker og gigantiske edderkopper. Sprækkens indbyggere vil føles velkendte for fans af RPG’er, JRPG’er, litRPG’er eller næsten enhver form for high fantasy. Jægerne er løst grupperet i klassiske roller som tanks, healere og damage-dealers samt arketyper som bueskytter, magikere, krigere og så videre. Rifts kaldes bogstaveligt talt dungeons, folkens. Det er meget let at opfange, hvad Solo Leveling lægger frem, og det bryder ikke mange former i sin verdensopbygning.
Så hvorfor er Solo Leveling så sjovt? For at sige det så enkelt som muligt: Det er sejt som bare pokker. Det er præcis derfor, det skreg på en anime – måske det bedste medie, der nogensinde er opfundet til at skildre rå coolness. Som du måske har forstået af teaser-traileren eller bare det faktum, at dette er et litRPG, forbliver Sung Jin-woo ikke i dumpster Hunter-klassen ret længe. På mystisk vis, som jeg ikke vil afsløre, får han et gevaldigt kraftboost, der ikke bare øger hans kampstyrke støt – en unik og enorm fordel blandt jægere, der alle er låst til et forudbestemt kraftniveau – men også giver ham adgang til evner, der udvisker grænserne mellem typerne af jægere. Han er en anomali blandt anomalier. Han bliver hurtigt denne verdens John Wick, og det er bare en fornøjelse at se ham arbejde.
Hvorfor Solo Leveling er så godt
(Billedkredit: Crunchyroll / A-1 Pictures)
Hele historien i Solo Leveling er egentlig bare et stort påfund for at få Sung Jin-woo til at ligne den mest hårdkogte fyr i verden, og jeg vil være forbandet, hvis det ikke virker. Kampscenerne er opfindsomme, intense og rigelige, og i betragtning af omfanget af nogle af kampene er der få serier, der mere fortjener ordet episk. Som rent narrativt materiale ville det hurtigt blive kedeligt. Men som tegneserie, eller nu som anime? Som visuelt spektakel? Åh, det er godt. Giv mig det i øjnene lige nu.
En anden interessant detalje, der former mange af de medvirkendes motivationer såvel som den globale politik, er, hvordan serien fremstiller et samfund, der har udviklet sig til at rumme og være afhængig af jægere. Solo Leveling er gennemsyret af en følelse af reel fare. Rifts er slemme, folkens. Folk dør ofte, selv når Hunters dukker op til dungeons i tide, så det kunne ikke være tydeligere, at normale mennesker ville være hjælpeløse uden dem. Derfor befinder Hunters sig et sted mellem superhelte, berømtheder, lejesoldater og militærpersonale. Deres fysiske og geopolitiske magt er svær at overvurdere, og det er fascinerende at udforske de laug, love og samfundssystemer, der opstår omkring dem. Det er superhelte-retssager gjort helt rigtigt.
(Billedkredit: Crunchyroll / A-1 Pictures)
Jeg vil sige, at Solo Levelings næststørste styrke – efter kunsten, som der ikke er noget at gøre ved – er, at Sung Jin-woo grundlæggende er et godt menneske, der undgår mange af de fælder og troper, som lignende serier ofte falder i eller misforstået omfavner. Der er ikke noget særligt grimt ved Solo Leveling, hvilket er deprimerende sjældent blandt power fantasy-historier som denne. Sung Jin-woo er ikke en dum eller dramatisk teenager eller en liderlig idiot, der opbygger et harem for at tilfredsstille seerens formodede hetero-mandlige blik.
Sung Jin-woo begår fejl, som ikke bliver fejet af bordet, fordi han er en galaksehjernet edgelord, der altid er 10 træk foran. Ja, han har mere panser end en superhelt i det første afsnit af deres nye Netflix-serie, men han står over for meningsfulde risici og konflikter, selv efter at han har fået enorm magt – en magt, der tynger hans samvittighed. Han er en solid karakter og et oprigtigt anstændigt menneske – mere end nok til at drive denne serie fremad i et sundt tempo.
Håb for Solo Leveling-anime
(Billedkredit: Crunchyroll / A-1 Pictures)
Jeg ser det her fra en persons perspektiv, som har set en masse anime, som har læst hele Solo Leveling-manhwaen og nydt den, og som også har læst noget af den originale webromanserie, men ikke nød den nær så meget. For mig har Dubus kunst fuldstændig forvandlet et ganske udmærket, men ikke fantastisk skrevet litRPG til noget, jeg ikke kan se bort fra. A-1 Pictures har muligheden for at gøre det samme, og det er lykkedes indtil videre.
Den største ros, jeg kan give tegneserien, er denne: Jeg læser nok for mange manhwa på apps som Tapas og Tappytoon (som begge har Solo Leveling, hvis du vil læse det selv, plus at der nu er syv fysiske engelske bind), men jeg læser ikke meget action-manhwa. Mit manhwa-bibliotek er næsten udelukkende fyldt med dramaer og romantiske historier. Solo Leveling er præcis den slags ting, jeg normalt ignorerer, men den er tegnet og udført så ubestrideligt godt, at jeg simpelthen ikke kan modstå den. Det er den slags, jeg ville have slugt, da jeg var 15, men jeg nyder det stadig, nu hvor jeg er 30.
Det bedste, jeg kan sige om den helt igennem fremragende anime (efter kun ét afsnit), er, at den ikke kun rammer tegneseriens høje niveau, men også behændigt lægger nye historieriller ind, som forbedrer seeroplevelsen ved at introducere nøgleideer meget tidligere. Debutepisoden fylder verden ud, minder os om, at A-1 er et animationskraftværk, og baner vejen for, at episode to kan sætte krogen. Tempoet i første afsnit tyder også på, at A-1 satser på, at dette bliver en relativt lang serie – i hvert fald et par sæsoner. Vi får se, hvordan strukturen udvikler sig der.
Hvis du kan lide action-anime, og Solo Leveling ikke allerede var på din overvågningsliste, bør den absolut være det. Den sendes udelukkende på Crunchyroll med nye episoder hver lørdag. Kildematerialet er et to gange bevist hit, og animeen ser ud til at blive noget af det bedste og simpleste kickass-sjov, vi kommer til at se i år.
For mere, se vores guides til de bedste anime-serier og de bedste Netflix-anime.