Som hjernen bag de fleste menneskers yndlingsjulefilm er Richard Curtis en travl mand på denne tid af året. Ikke alene begynder Love Actually-teksterne at tikke ind omkring den 1. december for forfatteren og instruktøren, men det er også svært at undgå den endeløse dissekering af den evige klassiker, der starter online, når dagene bliver kortere. Men på trods af at Curtis er synonym med sådan en festlig grundpille – såvel som film som Notting Hill og Fire bryllupper og en begravelse – er han ikke blevet skræmt væk fra højtiden.
I stedet er hans nye film Genie, med Melissa McCarthy og Paapa Essiedu i hovedrollerne, en julekomedie. Den er skrevet af Curtis og er en nyfortolkning af hans tv-film Bernard and the Genie fra 1991 til et nyt publikum, med en opdatering til New York City og en ny historie. Da GamesRadar+ for nylig havde mulighed for at tale med den anerkendte filmskaber, spændte vores brede samtale over alt fra, hvorfor han besluttede, at det var det rigtige tidspunkt at opdatere den, til hvad det er ved julefilm, der gør dem så fornøjelige. Og selvfølgelig kom vi også ind på Love Actually, da Curtis forklarede, hvorfor han “ikke kan undskylde nok” for især én scene.
Hele samtalen kan ses nedenfor, redigeret for længde og klarhed.
GamesRadar+: Denne film er en adaption af din tidligere film, Bernard and the Genie, hvad fik dig til at ville genoptage den nu?
Richard Curtis: Jeg ville virkelig gerne lave en film, der foregik i New York, og jeg ville virkelig gerne lave en film med folk, jeg kunne lide. Hvis vi ikke havde fået Sam [Boyd] til at instruere den, ville jeg faktisk have sagt: “Lad os ikke gøre det,” og det samme gælder for Melissa [McCarthy]. Men jeg tror, jeg er lidt besat af tanken om, hvor vigtige de mest simple ting i verden er – det var budskabet i About Time. Det er en film om en person i store problemer, som får et storslået fyrværkeri af muligheder for at ændre verden og gøre en masse sjove og spændende ting. Men i sidste ende er det bedste bare at spise middag med sin kone og sit barn. Jeg kan bare godt lide ideen om at sige, at trods al magien i verden, så er det vigtigste noget fantastisk simpelt. Så det var den nye version af historien: jul, New York, Melissa, Sam og det mest enkle, jeg har at sige.
Det minder mig om noget andet, du har sagt om at lave denne film og andre julefilm i almindelighed. Du har tidligere nævnt, at julen er den tid, hvor vi tænker allermest på kærlighed. Tror du, at det er det, der gør film på denne tid af året så populære hos publikum?
Jeg mener, at Love Actually handler om, at julen er en meget god deadline. Så hvis du har et problem i juni, kan du løse det i juli eller august eller september, men hvis du har et problem den første december, kan du føle, at du er nødt til at få det ordnet inden den 25. Jeg synes, det er en tid, hvor man ligesom opsummerer, meget mere for mig end nytåret, hvor man laver nytårsforsætter, som man aldrig holder. Men i julen vil man gerne sige: “Hvem elsker mig? Hvor er jeg? Hvem er de mennesker, jeg gerne vil bruge mest tid sammen med? Så jeg synes, der er noget definitivt ved julen som dato.
Desværre tror jeg, at julen i øjeblikket også er et fokus for en masse modgang. Jeg tror, der er 4 millioner mennesker i [Storbritannien], der lever i fattigdom. Så jeg synes, det er en ret hård tid nu, hvor folk indser, hvor få penge de har. Jeg beskæftiger mig lidt med det på Comic Relief, men jeg er også glad for at give noget glædeligt i julen for at få dig gennem to timer.
Det er jeg enig i, og det kan også være en stressende tid for folk med hensyn til familiedynamik. Føler du, at film som denne kan tilbyde eskapisme?
Ja, lige præcis. Jeg mener, jeg har så gode minder om at se White Christmas og Charlie Brown’s Christmas, det var en favorit, da jeg var ung. Så opdagede jeg It’s A Wonderful Life, og jeg så den bogstaveligt talt for mange gange og besluttede til sidst, at jeg ved, hvad der sker.
Jeg tror, at for de fleste mennesker vil deres go-to-julefilm i den forstand være Love Actually. Hvad er din yndlingsjulefilm nu om dage?
Elf, jeg elsker Elf. Så snart jeg begynder på den, er jeg nødt til at se den færdig, og jeg ser ikke film flere gange. Det er en sjov ting, jeg er af den generation, der lytter til plader gentagne gange, og jeg bemærkede, at min datter bare ser Mean Girls hele tiden. [Griner] Men jeg synes, Elf er uimodståelig.
(Billedkredit: Sky)
Hvis vi vender tilbage til Genie, har vi talt om beslutningen om at vende tilbage til denne historie, men var der nogen store ændringer, du ønskede at foretage i forhold til originalen?
Den store ændring var, at den oprindelige film bare handlede om en trist enlig. Jeg ville bare opmuntre ham. Så min første tanke var, at jeg ville have en familiedynamik, der går helt galt, og så er det familien, der bliver god i sidste ende. Det var den store tanke. Men så kom vi i tanke om muligheden for at have en kvindelig ånd og placere den i New York i stedet for London.
Og New York i julen, det føles bare så typisk festligt.
Jeg tror, de lavede en quiz forleden om, “Hvad er den definitive julescene i New York?”. Og jeg tror, at vinderen var Michael Corleone på indkøb [i The Godfather], mens hans far bliver dræbt. Kan du huske det? Han kommer ud af en butik med Diane Keaton, og man tænker: “Åh, er det ikke dejligt, og de er pakket ind i store frakker”. Så finder man ud af, at hans far bliver slagtet i den anden ende af byen. Men ja, der er masser af gode juleøjeblikke. Jeg ville bare gerne have Times Square og Rockefeller Center og have et bredt billede af Empire State Building.
Vi talte om den kvindelige ånd, og Melissa McCartney er virkelig charmerende i denne. Hvordan var castingprocessen?
Hun var vores eneste og første. Jeg er sikker på, at man altid tænker: “Vi kunne ikke have lavet filmen uden hende”, og så husker man, at der er andre vidunderlige mennesker, men jeg har været en stor fan af Melissa, og jeg ved en lille smule om hendes arbejdsmetoder. Nu, hvor jeg er blevet ældre, er jeg meget mere opsat på, at andre mennesker improviserer lidt omkring mit manuskript, det plejede jeg at være meget kræsen med. Men Melissa er en fantastisk improvisator, og vi brugte en uge sammen før filmen på at gennemgå manuskriptet med hende og finde på ting. Men selv da var der nogle meget behagelige overraskelser, da jeg så rushes.
En af mine yndlingsvittigheder er hendes vedvarende besættelse af Tom Cruise…
Ja, Tom Cruise var med i manuskriptet, men hun var endnu mere glad for ham. Jeg kan nu sige, at jeg har lavet en Tom Cruise-film, for der er tre sekunder af Mission: Impossible i den her.
Og også lidt af Top Gun.
Og en smule Top Gun, omkring to sekunder af Top Gun.
(Billedkreditering: Universal)
Jeg elsker også virkelig det øjeblik, hvor hun danser, mens hun lytter til musik for første gang. Apropos Cruise, så føltes det lidt som Risky Business og også lidt som Hugh Grant i Love Actually. Var det med vilje?
Ja, det var det. Ikke specielt, men jeg tror bare, at jeg var besat af, hvor heldige vi er i dag, hvor vi kan høre musik fra enhver tid til enhver tid. I 1850 var de eneste, man kunne lytte til, dem, der spillede på den lokale pub. Nu kan jeg lytte til BjÖrk, som kommer fra Island, eller Frank Sinatra, som er død. Så jeg elsker tanken om, at nogen bare opdager musik. Der er endda en lille smule af bandet Anvil. Der var en dokumentarfilm om Anvil, som egentlig handler om et ret mislykket heavy metal-band, der går tilbage til deres job mellem turnéerne. Jeg var begejstret for, at vi kunne betale Anvil for et cue.
Ud over grinene leverer Melissa også en meget følelsesladet præstation, især i scenerne med Bernard. Var du overhovedet overrasket over, hvad hun bidrog med?
Når man møder Melissa, er hun virkelig varm og virkelig følelsesladet. Med ting som Can You Ever Forgive Me og Nine Perfect Strangers har jeg bare set hende give så ekstraordinære præstationer. Faktisk var afskedsscenen i denne film den første scene, jeg så klippet sammen. Jeg kan huske, at jeg tænkte: “Vi behøver egentlig ikke at lave resten af filmen, hun er så smuk i den del.” Jeg tror, at alle nu ved, at Melissa er en virkelig vidunderlig skuespillerinde på alle niveauer, og når man får den følelsesmæssige kapacitet med den virkelig ekstraordinære komiker, som hun er, er det en ret magisk blanding.
Endelig kunne jeg ikke tale med dig om en julefilm uden at tale om Love Actually. Det er en film, som folk ser igen år efter år, og jeg tænkte på, hvad dit forhold er til arven fra den film?
Tja, jeg føler mig så heldig, som man kan være. Man laver en film, og man tror bare, at den kommer ud, og folk ser den måske i tre uger, så det er en overraskelse, og jeg er lidt forundret. Jeg mener, jeg har nogle mærkelige ting, som jeg godt kan lide ved filmen, når jeg ser den: Jeg kan godt lide, at min svigermor er med, at to af mine børn er med, og at jeg tilsyneladende er den eneste, der bemærker, at Hugh Grant skifter slips 20 gange i én scene, fordi vi tog det forkerte slips på efter frokost. Så fra siden har han ét blåt slips på, og forfra har han et andet.
Nogle gange, når man er færdig med en film, er den som en meget dyr dagbog, når man ser den. Så når jeg ser den, husker jeg alle de gange, problemer og glæder, jeg havde ved at optage den. Men jeg betragter bare mig selv som meget heldig, og jeg begynder at få sms’er omkring 1. december fra folk, der har set den, og jeg tænker bare: “Det havde jeg aldrig drømt om ville ske”.
Jeg kan forestille mig, om du nogensinde er nødt til at slukke din telefon?
Nej, jeg er helt tilfreds. Jeg talte med en i går, som sagde til mig, at de sidste år havde sat sig ned med deres børn for at se Love Actually, den dejlige julefilm, og så kom det nøgne par pludselig på. Det var aldrig faldet mig ind – selvfølgelig er det en venlig familiefilm, men med noget ret grafisk sex i midten, som jeg ikke kan undskylde nok for.
Genie kan ses på Peacock nu i USA og på Sky Cinema og streamingtjenesten NOW fra 1. december.
For flere festlige favoritter, tjek vores guide til de bedste julefilm nogensinde.