“Hej! Jeg har et bånd, jeg gerne vil afspille.” Disse nu legendariske ord udtaler David Byrne i starten af koncertfilmen Stop Making Sense fra 1984 uden nogen form for bravado, hvilket matches af den enkle iscenesættelse af musikeren, der står med en guitar mod en almindelig baggrund. Men da han begynder at klimpre til tonerne af Talking Heads’ klassiske sang “Psycho Killer”, bliver det klart, at på trods af scenens enkle udtryk, har vi noget helt særligt i vente.
Det har ikke været nogen hemmelighed i de sidste fire årtier, at bandets film er et mesterværk, der ofte bliver betragtet som den bedste koncertfilm, der nogensinde er lavet. I årenes løb er mange kommet tæt på, fra LCD Soundsystems Shut Up And Play The Hits til en anden af Byrnes – American Utopia, men intet har nået de højder, som denne banebrydende triumf sætter. Men da rulleteksterne rullede på en nylig specialvisning af A24’s nyligt remasterede udgave af filmen på BFI IMAX, gik en ny erkendelse op for mig – Stop Making Sense er ikke bare den ultimative koncertfilm, men også den ultimative biografoplevelse.
Huset brænder ned
(Billedkreditering: A24)
Som Nicole Kidman fortæller os i den nu berygtede AMC-reklame, går vi i biografen for “magi … for at grine, græde, holde af … for den ubeskrivelige følelse, vi får, når lyset begynder at dæmpes, og vi går et sted hen, hvor vi aldrig har været før”. Men det handler ikke kun om at fortabe sig i selve filmen, men også om at dele den vidunderlige oplevelse med de fremmede, der sidder omkring dig. Når alt kommer til alt, handler det om fællesskab, når vi hulker sammen, bliver blændet sammen og griner sammen i mørkets tryghed. Og så spurgte jeg mig selv – ved hvilken screening har jeg mest følt dette særlige bånd? Svaret var klart som dagen – Stop Making Sense, ikke én, men to gange.
Faktisk havde jeg ikke hørt om filmen før 2014, hvor jeg arbejdede frivilligt som studerende på Leeds International Film Festival i forbindelse med deres 28. udgave. Om lørdagen havde jeg fået til opgave at passe dørene til deres heldagsarrangement med titlen “Once In A Lifetime – A Day Of Classic Music Concerts”. Der blev vist en række film, bl.a. 1991: The Year Punk Broke og Awesome: I Fuckin’ Shot That, og Leeds Town Hall var blevet fuldstændig omdannet for at skabe en festivallignende atmosfære. De sædvanlige sæder var blevet erstattet af liggestole, og bagerst var der en bar, som også serverede street food. Efter at have tjekket billetterne fik de frivillige lov til at blive til filmene, og jeg så The Beastie Boys gøre deres ting på skærmen, mens jeg svævede ved døren.
Men så begyndte Stop Making Sense at spille, og stemningen i lokalet ændrede sig pludseligt. Publikum begyndte at synge med, de bankede på fødderne sammen med Byrne, og snart blev stolene flyttet ud i siderne af lokalet for at give plads til dans. Jeg var ikke kun betaget af selve filmen, men også af publikums reaktion – til sidst var der en, der bemærkede mig svaje i hjørnet og trak mig med. Hele rådhuset bevægede sig i fællesskab – uanset hvem man var i det rum, var alle forbundet og delte en følelse af eufori. Det føles billigt at kalde det en spirituel oplevelse, måske endda religiøs, men det er simpelthen, hvad det var – et helligt fællesskab.
En gang i livet
(Billedkreditering: A24)
Siden da har jeg troet, at oplevelsen var en engangsforestilling. Det var i hvert fald tilfældet indtil BFI IMAX-specialvisningen i sidste uge, hvor en tætpakket skare af fremmede igen blev bragt sammen af Stop Making Sense. Ligesom før var der sang, dans og glæde, da vi alle følte en overvældende følelse af begejstring. På et tidspunkt vendte jeg mig om for at se de to teenagere, der sad bag mig, synge med på “Take Me To The River” med glade tårer i øjnene.
Alle sanser bliver aktiveret, når man ser Stop Making Sense. Det er også noget, som remasteren har forstærket, så filmen bliver endnu mere levende end før. Det nye lydmix giver dig mulighed for at tune ind på et enkelt instrument, hvis du vil, fra Chris Frantz’ trommer til Tina Weymouths bas. Man kan se svedperlerne dryppe ned ad Byrnes ansigt, mens han løber rundt på scenen i det berømte overdimensionerede jakkesæt – som på IMAX aldrig har set større ud. Jeg glemmer aldrig moderator Spike Lee, der udbryder de to enkle ord “fat suit” til en forvirret Byrne under filmens Q&A, der blev sendt fra Toronto International Film Festival.
At se Stop Making Sense remasteren med det jublende publikum i sidste uge mindede mig om, hvad film virkelig handler om – sammenhold. Det er en meget speciel film af mange grunde, men for mig er det den følelse af fællesskab, den skaber, som gør den til noget værdifuldt – det er ren filmkunst. 40 år senere er den den samme, som den altid har været, og den vil helt sikkert fortsætte med at brænde huset ned i årtier endnu. Er der nogen, der har nogle spørgsmål?
Stop Making Sense er ude nu i IMAX-biografer i Storbritannien og USA. Generel biografpremiere er den 29. september.
For alt andet, året har i vente, se vores guide til alle 2023’s kommende store filmudgivelsesdatoer.