Jeg fik en besked.
Nej, der stod ikke Mary på kuverten. Det var faktisk slet ikke en konvolut. Sms’en var fra en årtier gammel ven, der ligesom jeg havde spildt – øh, dedikeret det meste af sit voksne liv til Konamis banebrydende og ofte kriminelt undervurderede gyserserie.
Vi havde begge hørt rygter om, at seriens mest roste del, Silent Hill 2, ville blive genindspillet. Vi havde begge besluttet – hver for sig og derefter i fællesskab – at det var noget lort. Silent Hill var for længst dødt, dræbt af 2012’s forfærdelige “Summer of Silent Hill” og yderligere skændet af Konamis meget offentlige skilsmisse fra sit hidtidige guldbarn, Hideo Kojima, blot to år senere. Kilder fortalte mig, at Konami af og til prikkede til det livløse lig med en pind, som om de tvang det til at bevæge sig. Og selv om jeg aldrig har været fan af hashtags eller de trætte Pachinko-jokes, vidste jeg nok om Konami til at være sikker på, at de på ingen måde – jeg gentager: på ingen måde – nogensinde ville røre ved den hellige efterfølger. Især ikke efter Silent Hill HD Collection-debaclet.
Og alligevel er vi her. 50 dage før en af de mest ventede genindspilninger af gysere nogensinde.
Homecoming
(Billedkredit: Konami)Tag mig derhen igen
(Billedkredit: Konami)
Tjek vores Silent Hill 2 preview for at se, hvad vi fik ud af remake’ets første fem timer
Må jeg være ærlig? Jeg har et lidt anstrengt forhold til Silent Hill 2. Det er uden tvivl et af mine yndlingsspil nogensinde – det var det allerførste, der fik mig til at græde grimt – men det er også en af de historier, hvor legenden er blevet forstørret og forvrænget så meget, at dens virkelige magi er blevet overskygget af overdrivelser. Der er så mange videoessays, der piller Silent Hill 2 fra hinanden, scene for scene, billede for billede, at meget af det nu ligger blottet som en knust mannequin, og selv dets mørkeste, mest hemmelige dele er blevet destilleret til grove soundbites og memes.
Jeg fik en besked.
Nej, der stod ikke Mary på kuverten. Det var faktisk slet ikke en konvolut. Sms’en var fra en årtier gammel ven, der ligesom jeg havde spildt – øh, dedikeret det meste af sit voksne liv til Konamis banebrydende og ofte kriminelt undervurderede gyserserie.
Vi havde begge hørt rygter om, at seriens mest roste del, Silent Hill 2, ville blive genindspillet. Vi havde begge besluttet – hver for sig og derefter i fællesskab – at det var noget lort. Silent Hill var for længst dødt, dræbt af 2012’s forfærdelige “Summer of Silent Hill” og yderligere skændet af Konamis meget offentlige skilsmisse fra sit hidtidige guldbarn, Hideo Kojima, blot to år senere. Kilder fortalte mig, at Konami af og til prikkede til det livløse lig med en pind, som om de tvang det til at bevæge sig. Og selv om jeg aldrig har været fan af hashtags eller de trætte Pachinko-jokes, vidste jeg nok om Konami til at være sikker på, at de på ingen måde – jeg gentager: på ingen måde – nogensinde ville røre ved den hellige efterfølger. Især ikke efter Silent Hill HD Collection-debaclet.
Og alligevel er vi her. 50 dage før en af de mest ventede genindspilninger af gysere nogensinde.
Homecoming
(Billedkredit: Konami)Tag mig derhen igen
(Billedkredit: Konami)
Tjek vores Silent Hill 2 preview for at se, hvad vi fik ud af remake’ets første fem timer
Må jeg være ærlig? Jeg har et lidt anstrengt forhold til Silent Hill 2. Det er uden tvivl et af mine yndlingsspil nogensinde – det var det allerførste, der fik mig til at græde grimt – men det er også en af de historier, hvor legenden er blevet forstørret og forvrænget så meget, at dens virkelige magi er blevet overskygget af overdrivelser. Der er så mange videoessays, der piller Silent Hill 2 fra hinanden, scene for scene, billede for billede, at meget af det nu ligger blottet som en knust mannequin, og selv dets mørkeste, mest hemmelige dele er blevet destilleret til grove soundbites og memes.
Men folk glemmer hurtigt, at der engang var en tid, hvor vi ikke vidste noget. Da Silent Hill 2 udkom for 23 år siden, var der ingen af os, der rigtig forstod dets hemmeligheder eller symbolik. Vi kendte til Pyramid Head, men vi vidste ikke, hvorfor Red Pyramid Thing så ud eller opførte sig, som den gjorde. Vi forstod det chokerende plot twist, men vi forstod måske ikke, hvor lækre og grusomme nogle af Silent Hill 2’s alternative slutninger egentlig var. Vi har måske set en abstrakt far, men mange af os vidste ikke engang, at den blev kaldt sådan, og slet ikke hvorfor. Nogle af motiverne omkring død, bedrag og dualitet er ikke subtile. Nogle af dem er utvivlsomt. At afslutte Silent Hill 2 efterlod ofte flere spørgsmål, end det nogensinde besvarede, og den kloge beslutning om at inkludere en 30-minutters Making Of-dokumentar med PAL-udgivelsen uddybede kun mysterierne.
Som forberedelse til denne artikel dykkede jeg tilbage til Silent Hill Forum, mit online-hjem, som nu er gammelt nok til at drikke (ikke bare i Storbritannien, men også i USA). Øverst i Silent Hill 2-sektionen findes stadig Quick Links-tråden, et indlæg, der samler dusinvis af de mest almindelige spørgsmål, som spillere har stillet gennem årene. Det er et varigt vidnesbyrd – ikke bare om dets (for det meste) tankevækkende, intellektuelle fanbase, men også om den indflydelse, Silent Hill 2 havde på dem, der spillede det dengang. Få, om nogen, af os lagde controlleren fra os, da rulleteksterne rullede, og følte os ikke bevæget. Få, hvis nogen, vidste, hvad fanden der lige var sket i den sidste bosskamp.
Tilmeld dig nyhedsbrevet fra GamesRadar+