Starfield er massivt. Hvis du så meget som har dyppet tåen i Bethesdas interstellare action-RPG siden lanceringen, vil du allerede vide det. Som udviklerens første nye spilserie i 25 år tager det alt, hvad det har lært fra sine søsterfranchises, The Elder Scrolls og Fallout, og skubber det ud over stratosfæren og ud i det store rum.
Resultatet er en masse udforskelige fjerntliggende galakser, fremmede planeter, sci-fi-byer og utallige andre interessante steder (eller, øh, ikke så meget) spredt over hele kosmos’ store hinsides, som hver især er forskellige fra den forrige. Og ligesom Skyrim og Fallout 4 før det, er frihed og valg blandt Starfields mest forløsende kvaliteter – hvis du kan se det, enten i dit synsfelt eller via kortskærmen, kan du næsten helt sikkert besøge det.
Jeg oplevede første gang denne følelse af udforskende undren, da jeg spillede Novagen Softwares Mercenary 3 på min fars Atari ST-hjemmecomputer i 1992, og jeg har længtes efter denne følelse af nysgerrighedsdrevet ærefrygt lige siden. Nogle spil er kommet tæt på i de 31 år, der er gået, men ingen har kradset i den nomadiske kløe som Starfield i de sidste par uger.
Blandt stjernerne
(Billedkredit: Bethesda Game Studios)Hoved-til-hoved
(Billedkreditering: Larian)
Starfield vs Baldur’s Gate 3: Hvilket af dette års største rollespil skal du spille først?
Det er værd at sige med det samme, at jeg ikke er helt så begejstret for Bethesdas seneste spil som vores Starfield-anmeldelse. Personligt ser jeg mere Starfield som en fejlbehæftet perle; et enormt ambitiøst projekt, der kan være storslået det ene øjeblik og banalt det næste. Det er et fantastisk Bethesda-spil, absolut, men måske ikke det allerbedste af sin slags – hvoraf mange er blevet skabt af Bethesda selv i løbet af de sidste 15 år. Starfield er ikke “Skyrim i rummet”, som Todd Howard engang sagde for et par år siden, men det trives absolut i sine mest stille øjeblikke, fordi få studier gør implicit frygt som Bethesda. De områder, hvor det er helt uovertruffent, er i sin størrelse, skala og statur.
Du tror måske, at min påstand om, at jeg sidst blev inspireret af udforskning i videospil for 30 år siden, er en overdrivelse, men det er det ikke. Jeg var kun seks år gammel i 1992, og derfor er jeg udmærket klar over, at nostalgi kan have fordrejet mine minder. Men Mercenary 3 (Mercenary III: The Dion Crisis, for at give det sit søndagsnavn) var langt forud for sin tid.
Mercenary 3 spænder over ikke bare ét, men flere planetlandskaber og lader dig strejfe rundt i et vidtstrakt univers fyldt med taxaer, busruter og mennesker, du kan tale med. Ved ankomsten til Eris bliver hovedpersonen efter en “forveksling” anbragt i en detentionscelle. Du får en halvhjertet undskyldning, bliver løsladt på gaden og får besked på at besøge en fyr ved navn PC BIL. Du får at vide, at præsident Margaret har nået slutningen af sin politiske periode. Du får at vide, at der skal være valg. Denne PC BIL er ikke til at stole på. Han stiller op til valget, og han har en pervers dagsorden. Og kun du kan stoppe ham.
(Billedkredit: Novagen)
Med det i bagagen vil du rejse rundt på flere planeter til fods, i bil, bus (hvor du skal tage tid på dit ur) og rumskib i dit forsøg på at modarbejde BIL. Du afslører BIL’s ulovlige forretninger med skatteunddragelse, ulovlige minekontrakter, manipulation af pressen og i sidste ende en sammensværgelse om at begå mord. Du stiller op mod ham i det politiske kapløb og bliver udsat for en smædekampagne af grove dimensioner. Aviserne vil trykke bagvaskende historier om din karakter. BIL’s private flåde af spionskibe vil begynde at dukke op på himlen. Alt dette sker i et spil fra 1992, der ser ud som ovenstående, og hvis centrale antagonist ser sådan her ud:
(Billedkredit: Novagen)
For at besejre BIL, med polygonalt ansigt og det hele, skal du bestikke pressen, forlagene og tv-stationerne. Du hyrer en privatdetektiv til at grave snavs op om dette formidable kryb. Du manipulerer hans kasinoer og får ham til at gå konkurs. Du bestikker byggefirmaer, bygger fængsler og fængsler ham mod hans vilje, samler sprængstoffer og planlægger et snigmord – og rejser gennem hele universet for at gøre det.
Selv da jeg var seks år gammel, husker jeg tydeligt, at jeg blev overvældet af størrelsen og omfanget af Mercenary 3, og jeg så intenst på, mens min far kæmpede for at vælte sådan en hjerteløs skiderik af en videospilskurk. I det øjeblik kan jeg huske, at jeg halvt forstod kraften og potentialet i videospil – et minde, jeg utvivlsomt har pyntet på i mit hoved siden.
Men det minde har holdt ved, og selvom Skyrim, GTA Online, Minecraft og nogle af de bedste open world-spil, jeg har spillet siden, har vist et lignende ambitionsniveau, er det Starfield, der virkelig har taget mig tilbage i tiden. Fallout, No Man’s Sky og Cyberpunk 2077 er kommet tættest på med deres sci-fi, retro-futuristiske rammer, men intet har imponeret helt som Starfield – og dets muligheder for at vise og fortælle er det, der placerer det øverst i bunken.
Til uendeligheden
(Billedkredit: Bethesda)
“Vil Starfield stadig dominere RPG-samtalen i de kommende år på samme måde, som dets indirekte forløber Skyrim har gjort?”
Det er en meget personlig ting, men jeg elsker at finde det højest tilgængelige punkt på et open-world-kort, før jeg vælger et bestemt sted i det fjerne og gør mit bedste for at nå derhen i live, mens jeg nyder det dyreliv, den natur og/eller de fjender, jeg møder på min vej. Fra et praktisk perspektiv giver det at vandre til og fra disse udsigtspunkter en bedre forståelse af selve kortet – men der er altid noget, jeg synes er vidunderligt ved at vide, at den særlige lille plet land, den forfaldne bondegård, den tilsyneladende forladte ø, som jeg kan få øje på fra min udkigspost, kan nås og udforskes, bare fordi. Det kan godt være, at der ikke er noget af værdi ved ankomsten (det er der ofte ikke), men jeg glæder mig over, at det kan lade sig gøre i denne type spil.
I Skyrim opdagede jeg f.eks. først Oghma Infinium-bogen ved at snuble over Septimus Signus’ forpost efter at have udspioneret den fra taget af College of Winterhold. I Fallout New Vegas planlagde jeg minutiøst et bagholdsangreb på Cæsars legion fra bjergene øst for deres lejr. I The Witcher 3 klatrede jeg op på Kear Trolde-broen i Skellige, bare så jeg kunne springe ud i vandet nedenunder, fordi, ja, hvorfor ikke?
Og i Starfield – mens mange af disse ekspeditioner er spredt mellem kortstudier, interstellar tomgang og planetarisk opmåling – har jeg, ligesom de mest frygtløse spillere blandt os, opdaget en helt ny verden, der er moden til plyndring og udplyndring. Vil Starfield stadig dominere RPG-samtalen i de kommende år på samme måde, som dets indirekte forløber Skyrim har gjort? Vi er helt sikkert for tæt på til at sige noget om det lige nu, men det kræver noget at gå større og dristigere ud i rummet som Bethesdas seneste. Hvem ved, måske synger jeg Starfields lovprisninger i år 2054 – på samme måde som jeg har det med Mercenary 3 i dag.
Har du lyst til 25 af de bedste rollespil, der er tilgængelige lige nu? Selvfølgelig har du det! Følg dette link for at tjekke dem ud