I Dragon’s Dogma 2 er jeg kommet til en uheldig erkendelse. Mit hjerte synker, mens jeg dvæler ved problemet og ved, at det sandsynligvis vil betyde, at jeg bliver udelukket fra at vinde et trofæ. Jeg har lige gennemført en række gåder, som Sfinksen har præsenteret mig for, og jeg holder vejret, hver gang jeg giver mit svar, og hun rammer mig med sit foruroligende blik. Men den sidste prøve, hun stiller, er i bund og grund en hukommelsestest … og den kan jeg ikke gøre mig håb om at bestå.
Alt gik godt, indtil jeg blev mødt med gåden om rumlen. Hvordan kan jeg overhovedet huske, hvor jeg fandt min allerførste Seeker Token i et spil, der fuldstændig drukner i de medaljelignende samleobjekter? Det er ikke kun mange, mange timer siden i spillet, det er også uger siden i virkeligheden. Samleobjekterne er ofte svære at få øje på i forvejen, og min hukommelse om starten på eventyret var i bedste fald tåget. Jeg havde hørt, at Trickster-kaldet – som jeg endnu ikke havde låst op for – havde en praktisk evne, der måske kunne hjælpe mig, men i sidste ende ville denne sidste prøve stadig afhænge af min evne til at huske de punkter, jeg havde besøgt tidligt i forløbet. Det føltes som en umulig opgave og et særligt stort krav fra en spiller, der har været væk fra spillet i nogen tid.
Et samlerobjekt at huske
(Billedkredit: Capcom)
Efter at have brugt langt over 20 timer på rollespillet besluttede jeg at tage en pause for at tjekke Fallout 4’s seneste next-gen-opdatering ud. Jeg vidste ikke, at det ville komme til at koste mig dyrt, da jeg vendte tilbage til sfinksen for at løse de sidste par gåder, jeg manglede.
Da jeg første gang stødte på sfinksen i Dragon’s Dogma 2, var det ved et rent tilfælde. Jeg var faret vild i endnu en udforskningssession med mine bønder og fortsatte med at ignorere hovedhistoriens missioner til fordel for at se, hvad verden i det hele taget havde at byde på. Efter at have bevæget mig op til et slotslignende område og gået gennem en hule, blev jeg mødt af en trappe, der førte op til sfinksens helligdom. Først troede jeg, at hun var endnu en stor fjende, jeg skulle besejre, men det viste sig, at hun havde en helt anden slags udfordring i tankerne: at genbesøge det første sted, hvor jeg havde fundet et Seeker Token.
Et hjerte er opstået
(Billedkredit: Capcom)
Dragon’s Dogma 2 er måske ikke så romantisk, men det har ikke forhindret mig i at forvandle action-RPG’et til en dating-sim.
I Dragon’s Dogma 2 er jeg kommet til en uheldig erkendelse. Mit hjerte synker, mens jeg dvæler ved problemet og ved, at det sandsynligvis vil betyde, at jeg bliver udelukket fra at vinde et trofæ. Jeg har lige gennemført en række gåder, som Sfinksen har præsenteret mig for, og jeg holder vejret, hver gang jeg giver mit svar, og hun rammer mig med sit foruroligende blik. Men den sidste prøve, hun stiller, er i bund og grund en hukommelsestest … og den kan jeg ikke gøre mig håb om at bestå.
Alt gik godt, indtil jeg blev mødt med gåden om rumlen. Hvordan kan jeg overhovedet huske, hvor jeg fandt min allerførste Seeker Token i et spil, der fuldstændig drukner i de medaljelignende samleobjekter? Det er ikke kun mange, mange timer siden i spillet, det er også uger siden i virkeligheden. Samleobjekterne er ofte svære at få øje på i forvejen, og min hukommelse om starten på eventyret var i bedste fald tåget. Jeg havde hørt, at Trickster-kaldet – som jeg endnu ikke havde låst op for – havde en praktisk evne, der måske kunne hjælpe mig, men i sidste ende ville denne sidste prøve stadig afhænge af min evne til at huske de punkter, jeg havde besøgt tidligt i forløbet. Det føltes som en umulig opgave og et særligt stort krav fra en spiller, der har været væk fra spillet i nogen tid.
Et samlerobjekt at huske
(Billedkredit: Capcom)
Efter at have brugt langt over 20 timer på rollespillet besluttede jeg at tage en pause for at tjekke Fallout 4’s seneste next-gen-opdatering ud. Jeg vidste ikke, at det ville komme til at koste mig dyrt, da jeg vendte tilbage til sfinksen for at løse de sidste par gåder, jeg manglede.
Da jeg første gang stødte på sfinksen i Dragon’s Dogma 2, var det ved et rent tilfælde. Jeg var faret vild i endnu en udforskningssession med mine bønder og fortsatte med at ignorere hovedhistoriens missioner til fordel for at se, hvad verden i det hele taget havde at byde på. Efter at have bevæget mig op til et slotslignende område og gået gennem en hule, blev jeg mødt af en trappe, der førte op til sfinksens helligdom. Først troede jeg, at hun var endnu en stor fjende, jeg skulle besejre, men det viste sig, at hun havde en helt anden slags udfordring i tankerne: at genbesøge det første sted, hvor jeg havde fundet et Seeker Token.
Et hjerte er opstået
(Billedkredit: Capcom)
Dragon’s Dogma 2 er måske ikke så romantisk, men det har ikke forhindret mig i at forvandle action-RPG’et til en dating-sim.
Og uden at vide, at hun overhovedet var med i spillet, eller at Seeker Tokens ville have noget at gøre med hendes questline, havde jeg ikke været særlig opmærksom på, hvor jeg havde samlet dem op – især ikke min allerførste. Helt ærligt, hvordan skulle nogen vide, at de skulle lægge mærke til det, medmindre de havde fundet ud af det, før de startede spillet? Måske er det en måde at opmuntre dig til at kaste dig over New Game Plus, men efter at have brugt tid på at komme igennem de andre gåder, føltes det en smule uretfærdigt for mig.
Jeg havde bestemt ikke forventet, at den sværeste udfordring i Dragon’s Dogma 2 skulle handle om at huske et samlerobjekt, jeg havde fundet i begyndelsen af Capcoms rollespil, men det føles bestemt sådan. *Hvordan i alverden skal jeg gøre det her, tænkte jeg, for hvor meget jeg end prøver, kan jeg stadig ikke huske det. Var det ved en statue? Og i så fald, hvilken statue? Og var det faktisk den første, eller var det måske den anden? Min hjerne arbejdede på højtryk for at fjerne tågen fra min hukommelse, men jeg må have fundet den for mindst en måned siden, og det føles ærligt talt lettere bare at opgive jagten på dette tidspunkt – hvor trist det end gør mig.