Jeg kan takke min far for mange ting, men efterhånden som jeg er blevet ældre, er jeg virkelig kommet til at sætte pris på alle de film, spil og den musik, han delte med mig, mens jeg voksede op. Fra at fodre min kærlighed til 80’er-musik med bands som The Jam, Queen, Tears for Fears og The Police til at se utallige film sammen, både gamle og nye, åbnede hans smag mig op for alle mulige genrer. Til sidst fandt fars forkærlighed for zombierelaterede grafiske romaner, tv-serier og film vej ind i vores rotation, og det blev snart til en uddannelse i kultklassisk horror – jeg taler Night of the Living Dead, Dawn of the Dead og Day of the Dead. Jeg vil ikke lyve, George A. Romeros blodige special effects skræmte mig altid, og det samme gjorde idéen om zombier i almindelighed, men filmene var noget, vi var fælles om.
Det lyder nok lidt sjovt at være sammen med sin far om fiktive kødædende djævle, men med tiden ville det smitte af på spilverdenen gennem det eneste co-op zombie-overlevelsesspil, jeg nogensinde har nydt: State of Decay 2. Det betyder ikke, at andre oplevelser i denne genre er dårlige, men som en erklæret bangebuks, der faktisk er skræmt af tanken om at blive angrebet af zombier, er Undead Labs’ åbne verdensbasebygger (indtil videre) den eneste, jeg rent faktisk kan håndtere. Det skyldes mest, at jeg kan møde horderne, søge efter forsyninger og forsøge at holde mig i live, mens min far holder øje med mig, men jeg elsker også den følelse af teamwork, som det altid har tilskyndet til mellem os. Serien er noget af en anomali for mig, men den måde, den har bragt mig og min far sammen på i de forgangne år, gør mig bare endnu mere begejstret for, at den vender tilbage med State of Decay 3.
Drømmeholdet
(Billedkredit: Xbox Game Studios)
I årenes løb har min far og jeg spillet masser af spil sammen, og når vi kan finde tid til det, er Deep Rock Galactic vores seneste foretrukne co-op-eventyr. Men State of the Decay 2 er det, jeg tænker tilbage på med størst glæde. Den måde, det opmuntrede vores kammeratskab på og bragte os sammen om at bekæmpe fjender, som vi har stiftet bekendtskab med i andre medier, er altid blevet hos mig.
Det mørke sted
(Billedkredit: Remedy)
Alan Wake 2 tog mig ud af min komfortzone og gav katarsis og tryghed på den mest uventede måde
Jeg kan takke min far for mange ting, men efterhånden som jeg er blevet ældre, er jeg virkelig kommet til at sætte pris på alle de film, spil og den musik, han delte med mig, mens jeg voksede op. Fra at fodre min kærlighed til 80’er-musik med bands som The Jam, Queen, Tears for Fears og The Police til at se utallige film sammen, både gamle og nye, åbnede hans smag mig op for alle mulige genrer. Til sidst fandt fars forkærlighed for zombierelaterede grafiske romaner, tv-serier og film vej ind i vores rotation, og det blev snart til en uddannelse i kultklassisk horror – jeg taler Night of the Living Dead, Dawn of the Dead og Day of the Dead. Jeg vil ikke lyve, George A. Romeros blodige special effects skræmte mig altid, og det samme gjorde idéen om zombier i almindelighed, men filmene var noget, vi var fælles om.
Det lyder nok lidt sjovt at være sammen med sin far om fiktive kødædende djævle, men med tiden ville det smitte af på spilverdenen gennem det eneste co-op zombie-overlevelsesspil, jeg nogensinde har nydt: State of Decay 2. Det betyder ikke, at andre oplevelser i denne genre er dårlige, men som en erklæret bangebuks, der faktisk er skræmt af tanken om at blive angrebet af zombier, er Undead Labs’ åbne verdensbasebygger (indtil videre) den eneste, jeg rent faktisk kan håndtere. Det skyldes mest, at jeg kan møde horderne, søge efter forsyninger og forsøge at holde mig i live, mens min far holder øje med mig, men jeg elsker også den følelse af teamwork, som det altid har tilskyndet til mellem os. Serien er noget af en anomali for mig, men den måde, den har bragt mig og min far sammen på i de forgangne år, gør mig bare endnu mere begejstret for, at den vender tilbage med State of Decay 3.
Drømmeholdet
(Billedkredit: Xbox Game Studios)
I årenes løb har min far og jeg spillet masser af spil sammen, og når vi kan finde tid til det, er Deep Rock Galactic vores seneste foretrukne co-op-eventyr. Men State of the Decay 2 er det, jeg tænker tilbage på med størst glæde. Den måde, det opmuntrede vores kammeratskab på og bragte os sammen om at bekæmpe fjender, som vi har stiftet bekendtskab med i andre medier, er altid blevet hos mig.
Det mørke sted
(Billedkredit: Remedy)
Alan Wake 2 tog mig ud af min komfortzone og gav katarsis og tryghed på den mest uventede måde
Jeg kan stadig huske første gang, jeg spillede, hvor jeg følte mig lidt fåret ved udsigten til at dykke ned i en zombie-inficeret verden. Jeg påtog mig rollen som min første overlevende, og der gik ikke lang tid, før jeg fik selskab af min far, som gik i gang med at vise mig, hvordan man gør, mens vi arbejdede os gennem kampagnen. Det første, man skal gøre, er at finde mad, våben og alt, hvad man kan bruge til at holde sig i live. Men jeg lærte hurtigt, at hver gang man leder efter forsyninger i butikker eller forladte huse, skaber man støj, og det betyder, at der altid er en risiko for, at man tiltrækker sig uønsket opmærksomhed fra udøde, der kommer gående forbi. Det kan være en anspændt prøvelse at gøre det alene, men min far holdt vagt udenfor for at advare mig, hvis der var horder eller særligt farlige zombier. Så gjorde jeg gengæld, mens han gennemsøgte skuffer og kasser og skabte et niveau af relativ sikkerhed for hinanden. Lige fra starten føltes det, som om vi virkelig arbejdede sammen om at holde vores overlevende i live og i god behold.
Det, jeg bedst kan lide ved Undead Labs’ åbne overlevelsesspil, er den måde, det giver dig mulighed for at skifte mellem de overlevende, du rekrutterer til at opbygge dit fællesskab. Jo mere du spiller som en bestemt person, jo dygtigere bliver vedkommende inden for sine ekspertiseområder, og jo dygtigere bliver vedkommende i det hele taget, når du plyndrer og kæmper. Under en af vores spilsessioner havde min far og jeg haft så stor succes som det par overlevende, vi spillede, at vi var blevet meget dygtige og havde fået fat i noget fremragende bytte. Faktisk havde jeg taget mig selv i at blive knyttet til de karakterer, vi spillede, fordi vi sammen allerede havde været igennem så meget i verden.
Det er underholdning