Netflix er ikke fremmed for at fortælle sande historier (Maestro, Nyad og Rustin er blot tre af de seneste biografier, som streameren har udgivet), men Society of the Snow giver genren en ny skala og et nyt omfang.
Filmen skildrer begivenhederne under Andes-flykatastrofen i 1972, da et fly med 45 passagerer fra Montevideo i Uruguay til Santiago i Chile styrtede ned i den sydamerikanske bjergkæde. De overlevende tilbragte 72 dage strandet i bjergene, hvor de trodsede laviner, kuldegrader og store højder og til sidst tyede til kannibalisme for at holde sig i live.
Society of the Snow er instrueret af J.A. Bayona, som tidligere har lavet alt fra katastrofefilmen The Impossible, der handler om tsunamien i Det Indiske Ocean i 2004, til den anden film i Jurassic World-serien, Fallen Kingdom, og er filmskaberens første film på sit modersmål spansk siden hans debut i 2007, gyserfilmen The Orphanage. Vi satte os ned med Bayona på Netflix’ kontor i London for at diskutere samarbejdet med de overlevende fra tragedien, optagelserne på ulykkesstedet og meget mere.
Følgende interview er blevet redigeret for længde og klarhed.
(Billedkredit: Netflix)
GamesRadar+: Hvad fik dig til at vælge dette emne? Havde du lyst til at lave flere overlevelsesfilm efter The Impossible?
J.A. Bayona: Jeg havde aldrig planer om at lave endnu en overlevelsesfilm efter The Impossible, men jeg kan huske, at bogen Society of the Snow blev udgivet, da jeg forberedte mig på at filme The Impossible, og jeg læste den, og den fangede mig. Den påvirkede mig virkelig og hjalp mig også med at forstå, hvad der foregik i hovedet på personerne i The Impossible. Jeg var så imponeret over omfanget, størrelsen, og på et åndeligt, menneskeligt og filosofisk plan var den endnu større end The Impossible. Jeg var meget imponeret over forholdet i bogen mellem de levende og de døde. Vi havde allerede bogen og filmen Alive, som fokuserede mere på historien om de overlevende, men denne bog fokuserede mere på, hvad der var sket.
Alive er en Hollywood-film, så syntes du, det var vigtigt at fortælle den historie på spansk og med latinamerikanske skuespillere?
Jeg ønskede virkelig at fortælle historien på den mest realistiske og respektfulde måde. For mig var det meget vigtigt at indfange datidens sociopolitiske kontekst for at forstå, hvordan de opførte sig i bjergene – det er en historie, som man ikke kan fortælle uden konteksten. Og for mig ville det have ødelagt den tilgang helt fra begyndelsen at starte med et andet sprog.
Bogen, som din film er baseret på, indeholder interviews med de overlevende, men dit hold gennemførte også deres egne interviews med dem. Hvordan var det?
Vi har altid følt os meget heldige, at vi kunne optage denne film i samarbejde med ikke kun de overlevende, men også de afdødes familier, så jeg ville sætte mig ned med dem og få så mange oplysninger som muligt. Hele tiden på settet havde jeg [Society of the Snow-forfatteren] Pablo Vierci ved min side og stillede ham specifikke spørgsmål om kulturen, om konteksten, så jeg blev besat af det for at fange virkeligheden. For mig var det meget vigtigt at skabe denne fordybende oplevelse, der sætter publikum ind i det plan og får dem til at føle, hvad de gik igennem. Ved at gøre det skaber man en følelse af empati, og derigennem kan man forstå, hvad de gjorde. Det var målet for mig. Det er præcis, hvad Numa [en af passagererne, spillet af Enzo Vogrincic RoldÁn] gør som fortæller: sætter publikum i den situation, så de kan forstå og acceptere, hvad de gjorde.
Hvordan navigerede du i forhold til at lave en film, hvor hver karakter er en virkelig person, og alt det, vi ser, faktisk er sket? Var der noget pres i det?
Normalt, når man skriver et manuskript, forsøger man at gøre historien så filmisk og interessant som muligt. Men i dette tilfælde ønskede jeg ikke at ændre de virkelige begivenheder, jeg ønskede virkelig at forstå, hvorfor de gjorde, hvad de gjorde, fordi jeg synes, det er mere interessant. Vi satte skuespillerne i kontakt ikke bare med de overlevende, men også med de afdødes familier, og de havde mulighed for at være i konstant kontakt med dem, så hvis de havde nogle spørgsmål, kunne de ringe og spørge dem.
(Billedkreditering: Netflix)
Har nogen af de overlevende set filmen og givet deres dom?
Fem dage før verdenspremieren i Venedig tog jeg et fly til Uruguay, og jeg viste filmen for alle de overlevende, de overlevendes familier og de afdødes familier, alle sammen. Vi var meget bange – ikke kun os, men også dem. De havde ikke læst en eneste linje i manuskriptet, så de vidste ikke, hvad de kunne forvente af filmen. Men i sidste ende synes jeg, at reaktionen var meget positiv. Og jeg var meget imponeret over at se folk samlet for første gang i 50 år – pludselig var de der alle sammen for at se filmen og kramme hinanden og græde. Jeg var lettet, men dem, der helt sikkert var mest lettede, var de overlevende. Jeg tror, at de virkelig var meget glade for filmen.
Hvordan var det at filme på ulykkesstedet?
Det er meget svært at komme til. Vi tog derhen på samme tid af året, som da flyet styrtede ned. Man har brug for tre dage til at vænne sig til højden, så det tog os tre dage at komme derhen. Det meste af filmen blev optaget på et skisportssted i Spanien, så det gav mig en god idé om, hvordan stedet var, og så tog vi derhen yderligere to gange for at optage med skuespillerne. Vi kunne ikke medbringe tunge ting, ingen kraner, ingen vogne. Det var som at optage en dokumentarfilm. Vi var nødt til at være meget forsigtige. Det var et farligt sted – vi havde nogle laviner under optagelserne.
Lyddesignet skilte sig virkelig ud for mig med hensyn til, hvor viscerale mange af scenerne var – de fik mig næsten til at tænke på en gyserfilm. Du har en vis erfaring med at lave gyserfilm, så spillede det overhovedet ind?
Da jeg talte med nogle af de overlevende, var det frygten, der drev dem og holdt dem i gang. Frygten for at sidde fast der og aldrig se deres familier igen, så det var meget vigtigt at få publikum med til det sted. Lyden var en kæmpe udfordring, fordi der ikke var nogen elementer, der lavede lyd i bjerget. Jeg kan huske, at jeg talte med lyddesigneren, og han fortalte mig, at det nok var den sværeste film, han nogensinde havde lavet. Der var kun flyet og vinden, så det var en kæmpe udfordring at holde filmen rig på lyd.
En scene, der virkelig satte sig fast hos mig, var, da de overlevende lytter til en radioudsendelse, og de finder ud af, at eftersøgningen efter dem er blevet afblæst – der er en ægte fortvivlelse, der kommer igennem fra skuespillerne. Hvordan var det at filme?
Det var meget interessant at filme, fordi linserne var lidt forvrængede. Jeg optog med linser, som jeg aldrig havde brugt før. Jeg besluttede at optage filmen næsten som en dokumentarfilm, meget realistisk, men så var der noget, bare ved at følge min intuition, der blev mere underligt og mærkeligt og bizart. Jeg kan huske, at en af de overlevende sagde til mig: “Virkeligheden er ikke nok, kun drømmen”. Jeg havde den scene helt klart i tankerne. Vi filmede meget, da der var meget improvisation. Jeg gav alle skuespillerne frihed til at opføre sig på den måde, de følte var rigtig for karaktererne. Jeg kan virkelig godt lide lyden i den scene – hvordan nyhedsværten skiftede emne, og man begynder at høre en jingle fra radioen, som er en måde at fortælle publikum, at verden er vendt, og at de er blevet forladt.
Society of the Snow streames nu på Netflix. Hvis du vil se mere, kan du tjekke vores udvalg af de andre bedste Netflix-film, du kan føje til din overvågningsliste.