Helldivers 2 er et af mine yndlingsspil fra de sidste par måneder. Det er spændende, veldesignet, forbløffende dybt og har et engagerende kernespil. Det er også, for at bruge det tekniske udtryk, virkelig skide sjovt. Det indser man, før man overhovedet rammer titelskærmen – spillets stumpe, men entusiastiske introduktionsscene har en fantastisk kombination af overspil, latterlig dialog, underforstået mørke og fysisk komik. Jeg griner hver gang, jeg ser det, når en flok marinesoldater frustreret forsøger at stikke flaget ind i en aliens lig, som var det Iwo Jima, for derefter at støde hinanden på brystet, når det endelig står oprejst. Vi har helt sikkert brug for flere spil, der er inspireret af Verhoevens Starship Troopers i stedet for Heinleins.
Men det stikker dybere end den satiriske propaganda og den brølende baggrundsdialog fra general Brasch. Helldivers 2 er ikke bare et spil, der opfører sig sjovt – det spiller også sjovt. Og det er noget, man bare ikke ser så tit nu om dage.
Griner fra sidelinjen
(Billedkredit: Sony)
Det er ikke sjældent, at man finder spil med jokes i mainstream AAA-spil, men det er ikke det samme som at være et komediespil. Baldur’s Gate 3 har for eksempel mange jokes, men de er bare et element i en bredere helhed, øjeblikke af lethed for at holde tonen afbalanceret. Deciderede komediespil er langt sjældnere – og efter den offentlige nedrakning af dialogen i spil som Forspoken, er det ikke svært at forstå, hvorfor studierne er forsigtige med at gøre noget fjollet. Oftere har man bare en komediefigur, en komisk aflastningsfigur, der holdes forsigtigt til side – måske en questgiver eller købmand, måske en stemme i en radio – en, der kan sige noget klogt, mens hovedpersonen rynker brynene, ruller med øjnene og fokuserer på andre, vigtigere ting end glæde.
Tips og tricks til Helldivers 2
(Billedkreditering: Sony)
Vil du have nogle råd, der er Brasch selv værdig? Vores Helldivers 2-tips vil give dig fordelen, 100% garanteret!*
*Ikke en garanti
Hvis et spil virkelig har fokus på komedie – som Suicide Squad, Guardians of the Galaxy eller Borderlands – strækker komedien sig sjældent til selve gameplayet. Det er klart, at figurerne måske råber vittigheder eller one-liners under kampene, men det, de gør, er sandsynligvis ikke særlig sjovt – som regel skærer de sig hyperkompetent igennem modstanderne. Måske udføres en forudanimeret takedown eller finisher ved at slå nogen med en kølle, eller måske har et af dine våben en indbygget finurlighed – det pludrer til dig eller får sine mål til at danse – men det er bare en æstetik. Når Deadpool slår en fjende med sin egen health bar i Marvel Vs Capcom 3, er det mekanisk set ikke anderledes end enhver anden figurs three-bar ultimate.
Ægte komiske spilmekanikker – mekanikker, der er baseret på at gøre noget fjollet eller skabe fjollede resultater – er sjældne, men de findes. Octodad, Overcooked og uden tvivl de nyere Hitman-spil falder ind under den kategori. Men med Helldivers 2 er der nu endnu en deltager – og det er måske den snedigste og mest omfattende komediegenereringsmotor, jeg har set i årevis.
Private vittigheder, generel grinagtighed og stort kaos
(Billedkredit: Sony)
Ved første øjekast er der ikke noget åbenlyst sjovt her – Helldivers 2 ligner bare et vellavet co-op skydespil om rummarinesoldater, der dræber rumvæsner og robotter. Jo, introfilmen og dialogen er et grin værd, men når man så kommer ind på kortet, er det shotguns og airstrikes som normalt, ikke?
Helldivers er overmodige kødhoveder, der alle tror, at de er en hybrid af Masterchief, Captain America og John Wick.
Forkert. Helldivers 2 har truffet en masse kreative valg, som jeg er overbevist om er truffet for at opnå absurde og sjove resultater. Som mange har nævnt for nylig, er ragdoll-animationerne fremragende, og spillet er meget ivrigt efter at vise dem frem. Når en Charger i Helldivers 2 brager igennem dit hold, flyver de rundt som bowlingkegler, springer op i landskabet og skriger. Når de falder ned fra en afsats, bliver de helt vanvittige, og spillet skaber aktivt situationer, der opfordrer dig til at kaste dig rundt og bruge dykket til at undgå eksplosioner, raketter og at blive trampet ned, med blandet succes.
Det er også helt klart en del af joken, at Helldivers, på trods af deres selvtillid, har en komisk høj dødelighed, og alle dør som lemminger af deres lexapro. Du får at vide fra starten, hvor hyppigt friendly fire er, i en tone, der føles mere som et løfte end en advarsel, og selv ud over det er der bare mange fjender, der dræber dig i et enkelt hit – noget, der ville være frustrerende, hvis ikke det var fordi, HD2 også er generøs med respawns og giver belønninger selv for mislykkede missioner, så du kan kvaje dig uden at skulle blive alt for ked af det. Og hvis det lykkes dig at gøre noget sejt midt i kaosset, er det uundgåeligt så overdrevet, at det føles absurd, som at dykke væk fra en eksploderende robot med kranium, mens du skyder med et brandgevær og hører inspirerende musik bag dig – og der er virkelig ingen mellemvej mellem de to ekstremer.
Tene cervisiam meam!
(Billedkredit: Sony)
I sidste ende er den store gag bare, hvor uduelige Helldivers er, og mekanikken præsenterer det perfekt i hver mission. I bruger det meste af jeres tid på at løbe væk, skyde panisk bag jer, blive sendt flyvende af eksplosioner, skyde hinanden ved et uheld og træde på miner, som I ikke så under fødderne, fordi I nervøst kigger op for at undgå at blive ramt af endnu et luftangreb fra en allieret. Og hvis du overlever alt det, kan du samle dig selv op lige i tide til, at en holdkammerat, der respawner, lander på dit hoved og maser dig. Teknisk set ikke respawner – for husk, i kanon er dette en helt ny soldat, der lige er kommet ud af træningen, og som kan forvente at dø på den samme tid, det tager at stege et æg i mikrobølgeovnen, og med nogenlunde samme mængde sprøjt.
Nogle vil måske mene, at det er at spille dårligt, men jeg mener, at det er hele pointen, selve den oplevelse, som Helldivers 2 forsøger at skabe. Det handler om, at Helldivers er overmodige kødhoveder, som alle tror, de er en hybrid af Masterchief, Captain America og John Wick.
Men så overlader spillet kontrollen til dig og sender dig ud på slagmarken med et muntert klap bagi, hvor det forsikrer dig om, at du nok skal klare dig godt derude, alt imens det fniser bag sin hånd. Fra da af skriver pointen sig selv.
Vil du se os rose disse våbenbærende idioter endnu mere? Tjek vores anmeldelse af Helldivers 2!