Jeg bruger altid min juleferie på at indhente et stort spil, som jeg ikke havde tid til tidligere på året. Imod alle odds har jeg allerede gennemført Baldur’s Gate 3, så det er overstået. Men spørgsmålet er ikke længere, hvad jeg skal spille, men hvad ellers, for jeg skal helt sikkert spille TEVI, et nyt bullet hell Metroidvania fra skaberne af 2016-kulthittet Rabi-Ribi. Jeg prøvede demoen tidligere i år og blev opmuntret, og efter at have dyppet tæerne i det fulde spil – men endnu ikke slået det – kan du officielt skrive, at jeg er imponeret. TEVI føles allerede som et af de bedste Metroidvania-spil i 2023, og det er helt sikkert en af de største opgraderinger, jeg nogensinde har set fra en efterfølger, spirituel eller ej.
Rabi-Ribi er et sødt og ligetil 2D Metroidvania om en kaninpige og hendes fe-ven, der laser og hamrer sig vej gennem skærme af projektiler. Det er lidt basalt, men det holder godt den dag i dag og tilbyder en masse dybde efter spillet. TEVI føles som en mere ambitiøs og involveret læsning af Rabi-Ribis drejebog, helt ned til kaninpigens hovedperson (hvis ører er falske denne gang). Det ser ud, lyder og føles bedre på næsten alle måder, selvom jeg godt kan se, hvordan inkarnerede fans af Rabi-Ribi kan blive afskrækket af nogle af ændringerne. Men som en, der godt kunne lide det første spil, men ikke helt elskede det, omfavner jeg med glæde det nye. Det er ikke Rabi-Ribi 2, men snarere Rabi-Ribi: More My Speed.
Endnu en gang, med følelse
(Billedkredit: CreSpirit)
Kamp er den største vinder i min bog, med den dramatisk forbedrede pixelkunst og farvepalet som en tæt nummer to. Rabi-Ribi-hovedpersonen Erina har altid føltes lidt klodset for mig, mens Tevi – det er også vores heltindes navn – er lynhurtig. Inden for få timer er jeg ret sikker på, at jeg har låst op for flere angreb, end jeg fik i hele det forrige spil, og det er meget mere flydende at kæde dem sammen. Bortset fra bosserne var jeg altid ret neutral over for udsigten til at kæmpe mod flere fjender i Rabi-Ribi. Her er jeg konstant sulten efter at stunlocke, airjuggle og på anden måde lave comboer på alt, der bevæger sig, fordi det bare er tilfredsstillende.
Så længe der er fyre at ramme, og de ikke er i deres farvekodede ukuelige stilling, kan Tevi stort set angribe for evigt, uanset om hun svæver i luften eller absolut Goomba-stamper fyre under hende. Du har lette angreb, specielle tunge angreb, uppercuts, baglæns saltoer, spin-angreb, knivkast, et stort udvalg af gadgets og en ordentlig undvigemanøvre, der sidder ved siden af bullet hell-standard-nødknappen, som du trykker på, når kuglerne bliver lidt for helvedes.
(Billedkredit: CreSpirit)
Oven i det kan stort set alle træk i dit arsenal justeres via bogstaveligt talt hundredvis af samleobjekter, der er arrangeret i en spillestil-definerende loadout. Også dette er betydeligt mere avanceret end Rabi-Ribis badge-system – med en faktor på 10. Den slags er skræddersyet til min-max goblins som mig, og jeg ser frem til at bruge timer i mit lager på at lave det mest ødelagte build muligt.
Hvis der er en ulempe ved den ekstra kraft og mobilitet, som Tevi har, samt kompleksiteten i kampsystemets omgivende systemer, så er det, at alle disse utroligt sjove ting ser ud til at have gjort sværhedsgraden lidt flad. Der er højt til loftet, når det kommer til at udtrykke færdigheder, men fjenderne, du bruger til at udtrykke disse færdigheder, er ikke helt så hensynsløse. Jeg kan huske, at Rabi-Ribi var så svært på, ja, hard mode, at jeg satte sværhedsgraden ned til normal. I mellemtiden har Tevi fået mig til at overveje den højest mulige sværhedsgrad. Personligt generer det mig ikke rigtig; højere sværhedsgrader giver en større udfordring, og i stedet for rå udfordring vil jeg meget hellere motiveres til at teste mig selv i et gameplay, som jeg finder mere spændende. Hvis jeg ville have en næsten umulig bullet hell-oplevelse, ville jeg spille et renblodet bullet hell.
Metroidvania-lite
(Billedkredit: CreSpirit)
Lignende vokseværk finder man i Tevis mere frontvendte historie, og det er et punkt, hvor jeg er lidt mere på linje med Rabi-Ribi-tilhængerne. Som en spiller, der sætter gameplayet først, er jeg ikke bekymret for fortællingens faktiske struktur og sammenhængskraft. Det virker som overskueligt fantasy-nonsens båret af sympatiske og velformulerede karakterer, og det er fint med mig. Jeg gik ikke ind til kaninpige-kuglehelvedet med forventning om, eller på udkig efter, en litterær mesterklasse. Og ærligt talt kunne jeg heller ikke rigtig fortælle dig, hvad der skete i Rabi-Ribi.
Det, der interesserer mig, er den måde, hvorpå Tevis historie nogle gange kan begrænse udforskningen, og på en måde, der skete langt mindre hyppigt i Rabi-Ribi. Oftere end jeg bryder mig om, går jeg mod noget, der ligner et nyt område eller en hemmelig sti, men bliver afvist af en i min gruppe, der leder mig tilbage mod næste del af historien. TEVI er beviseligt mere ambitiøst, ja, men også mere stramt designet. Ikke-lineariteten er derfor reduceret, så der er tilsyneladende ikke så meget plads til sekvensbrydning og lignende.
(Billedkredit: CreSpirit)
Metroidvania-genrens søge-action-ben er her, og de fungerer godt, når de udnyttes, men at opdage nye områder er ikke rygraden i oplevelsen. Der er stadig en masse ting og opgraderinger at finde i TEVI, som er værd at udforske og gå tilbage efter, og spillet fungerer meget godt som et Metroidvania på det mikroniveau. Det føles, som om hvert andet segment på de fleste niveauer gemmer på en eller anden hemmelighed. Men når det gælder den store udforskning af hele verdenskortet, har jeg ikke afveget så meget fra den vej, som historien har udstukket, sammenlignet med Rabi-Ribi. Heller ikke her er det et stort problem for mig, simpelthen fordi jeg er så vild med kamp, og jeg elsker at skrabe statusopgraderinger sammen som en Katamari i et litRPG, men opdagelsesrejsende i mig ville sætte pris på lidt mere albuerum. Hvem ved, måske åbner det sig i de kommende timer.
Det er i sidste ende små klager over et spil, der er en konstant fornøjelse at se på og spille. Indtil videre er jeg enig i TEVI’s score på 90% på Steam (spillet findes i øvrigt også på Switch). Jeg vil ikke kalde det perfekt, som jeg ikke vil kalde de fleste spil, men jeg har sværere og sværere ved at lægge det fra mig, jo mere jeg spiller. Det er meningsfuldt anderledes, visuelt fantastisk og generelt meget mere efter min smag. Som en opfølgning på Rabi-Ribi var det værd at vente på.