(Billedkredit: Warner Bros.)
Hvert efterår ser jeg Gilmore Girls om. Uanset om jeg starter lige fra starten eller vælger en episode tilfældigt (tak, Netflix), er det blevet et årligt ritual, og jeg er ikke alene i min tradition.
Den første episode af Gilmore Girls blev sendt i oktober 2000 og introducerede verden til hurtigt talende, kaffekærende Lorelai Gilmore (Lauren Graham), hendes for tidlige teenagedatter Rory (Alexis Bledel) og de andre beboere i Stars Hollow, en skæve, fiktiv lille by i Connecticut.
- Amazon Prime Day-tilbud: se alle de bedste tilbud lige nu!
Det begynder med, at Rory vinder en plads på en prestigefyldt privatskole i den næste by – det eneste problem er, at hendes enlige mor ikke har råd til studieafgiften. Lorelai beder modvilligt sine velhavende, men fremmedgjorte forældre (spillet perfekt af Kelly Bishop og Edward Herrmann) om hjælp, og de er enige om på den betingelse, at Lorelai og Rory er enige om at komme til middag hjemme hos dem hver fredag.
Gennem syv sæsoner og 153 episoder ser vi Rory gå igennem gymnasiet og college – fra hendes første kys til eksamen – og se Lorelai komme igennem sin karriere, da hun tager businessnatklasser og til sidst køber sin egen kro med sin bedste ven Sookie ( Melissa McCarthy). Alt, hvad der sker, er lunefuldt med glade afslutninger, der gør det til ren escapisme, mens de sporadiske doser af hjertesorg og vrede – fra sammenbrud til, ganske vist altid kortvarige, mor-datter-fejder – stopper, at det er for schmaltzy (næsten). De af os, der kom igennem serien, var nødt til at blive knyttet til Stars Hollow’s beboere.
Nostalgi ultra
(Billedkredit: Warner Bros.)
Gilmore Girls indtager et tidløst rum – en efterårsgave beliggende et sted mellem fortid og fremtid, der strækker sig over nostalgi og ambition. Da jeg så for første gang som teenager, misundte jeg Rory’s oplevelser i Yale. Jeg tilbragte al min tid på at drømme om endelig at flytte væk til universitetet og den romantiserede opfattelse af en redbrick Ivy League-institution. Med andre ord ville jeg være Rory, læse under et træ, gå rundt på campus og klamre sig i en bunke bøger og gøre et perfekt formuleret punkt i klassen.
Showet fungerer nu som et vindue i mine egne rosefarvede minder om universitetet. Det viser sig, at hverken Rory Gilmore eller videregående uddannelse var så store som mit naive teenage-selv ville have ønsket at tro. Faktisk er Rory i Gilmore Girls-genoplivningen i 2016, A Year in the Life, slet ikke en god person. (Men vi taler ikke om genoplivningen.) I det mindste forstår jeg i det mindste et par flere af henvisningerne til klassiske film og tv-shows.
Der er også showets udseende. Ud over at være i det væsentlige uhyggelige er det visuelt varmt og hjemligt. Ordet ‘cottagecore’ kommer til at tænke på – cottagecore er den hyggelige Gen Z-trend, der tager TikTok og Instagram med storm; New York Times beskrev det som en “nostalgi-ridet æstetik” og “et ønske om at leve i en verden uden for den nuværende beboede”. Med sine tydeligt tidlige 00’ere mode- og musikvalg markerer Gilmore Girls disse kasser, hvor selv de mennesker ser, mens showet blev sendt, sandsynligvis følte, at lykken fra Star Hollow var en verden væk fra deres egen. Der sker aldrig noget virkelig dårligt – det er bare lidt for malerisk til at være sandt.
Gilmore Girls får mig til at ønske at tage til Luke’s Diner for en kop kaffe; at hente snacks fra Doose’s Market og slutte sig til Rory og Lorelai til en filmaften. Alt fra temasangen (Carole Kings “Where You Lead”) til slutkreditterne er indbegrebet af sikker, behagelig visning – du ved hvad du får. At se Gilmore Girls føles som at klatre i rene lagner i slutningen af en lang dag. Og hvis der nogensinde var en tid, hvor vi trang til komfort, er det nu, så det er ikke underligt, at vi stadig ikke kan få nok af de sunde vibes fra Stars Hollow.