Hvis der er én ting, jeg elsker ved indiespil, så er det et godt navn. Fra moderne klassikere som Dredge til det evigt geniale Untitled Goose Game er der noget vidunderligt ved en titel, der fortæller dig stort set alt, hvad du behøver at vide om den oplevelse, du er på vej til at få. AK-xolotl er præcis det – et spil, hvor du er en vred axolotl med en pistol og et problem, som du er ved at gøre til alle andres.
Halvdelen af AK-xolotl er en bullet-hell roguelike, der gør rigelig brug af sit fremragende titulære ordspil. Med dit valg af våben tager du din venlige amfibie i kamp mod rum efter rum med bevæbnede væsner. Jeg har stået ansigt til ansigt med vrede vaskebjørne med haglgeværer, eksploderende kaniner og ultravoldelige måger i min søgen efter at opdrage mine axolotl-børn rigtigt. Hver tur starter langsomt med en ydmyg ærtebøsse som værktøj til at nedkæmpe en håndfuld fjender, men det går hurtigt fremad.
Fjender og ildkraft
(Billedkredit: Playstack)
Succes afhænger af din evne til at manipulere den fremadstormende horde af lodne fjender ved at bruge din trofaste undvigemanøvre til at komme uden om deres skud og naturlige barrierer som vægge og vand til at skabe lidt plads til dig selv. Der er en bevidst tyngde i dine bevægelser, som betyder, at hvis du lader dig trænge op i et hjørne, er sandsynligheden for, at du slipper uskadt, ret lille. I stedet skal du trække de fremadstormende væsner frem og tilbage og dukke dig omkring deres tegneserieagtige angreb, mens du slår igen. Relativt tidligt i spillet låste jeg op for en laserpistol med en gennemtrængende effekt, som kunne ramme alle fjender på række, og det var nøglen til at komme videre, at jeg lærte at samle modstanderne, mens jeg kitede rundt om dem.
Når du erobrer hvert rum, får du en belønning. Det kan være et våben, der er kraftigere, men har begrænset ammunition, eller valuta, som du kan bruge i spillets butikker. I det ideelle scenarie vil det være en opgradering, der holder resten af turen, øger dit helbred eller din skade eller efterlader et skadeligt spor bag dig. Som i enhver roguelike tager du en chance med den sidste mulighed – der er altid en chance for, at dine opgraderinger ikke er helt så nyttige, som du gerne vil have dem til at være. AK-xolotls opgraderinger er heller ikke helt så virkningsfulde som i andre spil i genren; håbet er i stedet, at AK-xolotls våben vil gøre det meste af arbejdet.
Ud over den samling af våben, du har adgang til ved starten af hver bane, kan du bære en ekstra pistol, i hvert fald indtil den løber tør for ammunition. Det er et smart lille system, der lader dig beslutte, om den ekstra ildkraft er det værd på et givent tidspunkt – at skifte fra startpistol til fuld angrebsriffel flere gange i løbet af et rum får mig til at føle mig som et mere taktisk geni, end jeg troede, jeg ville i et spil baseret på amfibiske ordspil.
Beslutningen om at skifte eller ej ville også være meget lettere at træffe, hvis våbnene ikke var så sjove at bruge; Pew-pewer er en kaotisk, raslende riffel, der spyr kugler ud over hele rummet; Sawed-off og Katana er kortdistancevåben, der kan ødelægge dine fjender, men også ødelægge dig, hvis du ikke formår at danse uden om deres angreb; en snigskytte og en automatriffel er bedre til at holde fjender på lang afstand, men deres langsommere angreb betyder, at de måske ikke er den bedste løsning til hårdere kampe.
(Billedkredit: Playstack)Indie Spotlight
(Billedkredit: Chilla’s Art)
Det mest skræmmende spil, jeg har spillet hele året, er en japansk gyser om farerne ved stalkere og berømmelse på nettet.
Der er mere dybde i AK-xolotls pistolspil, end man kunne forvente af et spil, der er baseret på en joke, men det er kun halvdelen af det. Selvom du tilbringer størstedelen af din tid med de vrede dyr, vil du også bruge en stor del af tiden i en mere plejende rolle. I en given bane falder du måske over en axolotl-unge, der har brug for beskyttelse. Saml dem op, og send dem hjem, hvor du skal tage dig af dem – fodre, skifte og bøvse dem. Det er lidt “Baby Anabelle” efter min smag, men en relativt let tilgang, der til sidst ser dine “axolittles” blive til larmende teenagere.
Disse axoloteens skal fodres, så du bliver også nødt til at samle ingredienser på hver af dine ture. Forskellige opskrifter giver forskellige forvandlinger til dine metamorfoserende axolotler, og når hver enkelt er fuldt udvokset, har de forskellige startevner til at påvirke hver bane. En af dem kan måske af og til helbrede et manglende helbred, men min særligt tykke amfibie går i stedet ind i kampen med et kraftigt skjold. Der er en hel række axolittles at finde, og med flere måder at forvandle dem til store, stærke axolotls på, vil du helt sikkert kunne finde en favorit.
Ud over din krybbe og din gryde vil der dog gradvist dukke en masse andre opgraderingsveje op. Fra de to handelshunde, der driver butikker med forskellige grader af venlighed, til bavianernes bureau, der dokumenterer dine fremskridt, til den absolut onde kragefugl, der giver dig bonusser på bekostning af dine axolotlers lykke – det er bestemt en eklektisk flok, men det tilføjer en dejlig dybde til de forskellige måder, du kan forbedre dig selv på forud for hvert løb.
AK-xolotl bærer tydeligt præg af nogle af de mest inspirerende roguelikes nogensinde; spil som Nuclear Throne og Enter the Gungeon er klare inspirationskilder. Men ud over det bedårende spin, som dette spil giver genren, tilføjer det en masse dybde gennem sin let plejende, sim-agtige kreation af axolittles. Det er ikke helt det Stardew Valley roguelike, der stadig står på min genreliste, men det er en sjov og overraskende effektiv måde at få denne sejlivede formel til at skinne på en helt ny måde.
AK-xolotl er ude nu på PC, PS5, PS4, Xbox Series X/S, Xbox One og Switch. Hvis du vil have flere anbefalinger, kan du tjekke vores Indie Spotlight-serie for at se, hvad vi ellers har været glade for.