Hi-Fi Rush er et af mine yndlingsspil fra de sidste par år, en musikalsk tour-de-force, der filtrerer 2000’ernes spil gennem modernitetens fordele. Endnu vigtigere er det, at jeg i kølvandet på den ægte tragedie, som den pludselige og overraskende lukning af udvikleren Tango Gameworks i sidste uge var, kom til at tænke på Chais eventyr og på noget ved spillet, som jeg ikke kunne lade være med at tænke på: Hi-Fi Rushs åbenlyse glæde syntes at være dæmpet af en mærkbar frustration over, hvor svært det er at udføre kreativt, værdifuldt arbejde inden for en usympatisk virksomhedsstruktur.
Og som en person, der også har været en del af gode teams, som er blevet lukket ned af de store virksomheder, der ejer dem, er det et budskab, der lyder højt og tydeligt.
Raseri mod maskinen
(Billedkredit: Bethesda Softworks)
Det er ikke svært at se dette tema løbe gennem hele spillet. Hi-Fi Rush er ikke helt på det punkt, hvor det er eksplicit “anti-corporate”, men der er mere end et par toner, der spiller den melodi. Det kræver bestemt ikke megen granskning at indse, at alle de store antagonister bare er levende udgaver af almindelige klager, der har forfulgt spilindustrien i årevis.
Vild tur
(Billedkredit: Xbox Game Studios)
Hi-Fi Rush-anmeldelse: “En unægtelig vild tur, der ikke bør ignoreres”**
For blot at nævne et par eksempler: Zanzo er en egoistisk overmenneske, der udsætter sine medarbejdere for hæslige strabadser for at opfylde alle sine uigennemtænkte indfald, hvilket brænder hans ressourcer af og i sidste ende fører til, at hans projekter kollapser. Roquefort er en pengegrisk revisor, som nægter at finansiere gode idéer, selv om virksomheden sidder på en enorm guldbeholdning, der ikke er brugt, og som den kunne udrette store ting med. Mimosa er en glamourøs PR-chef og community manager, som virker mere interesseret i at promovere sig selv end Vandelays projekter. I mellemtiden er den endelige chef og CEO Kale en nepotistisk ansættelse, der er fuldstændig isoleret fra enhver professionel risiko og belønnes uforholdsmæssigt meget for sine minimale bidrag.
Hi-Fi Rush er et af mine yndlingsspil fra de sidste par år, en musikalsk tour-de-force, der filtrerer 2000’ernes spil gennem modernitetens fordele. Endnu vigtigere er det, at jeg i kølvandet på den ægte tragedie, som den pludselige og overraskende lukning af udvikleren Tango Gameworks i sidste uge var, kom til at tænke på Chais eventyr og på noget ved spillet, som jeg ikke kunne lade være med at tænke på: Hi-Fi Rushs åbenlyse glæde syntes at være dæmpet af en mærkbar frustration over, hvor svært det er at udføre kreativt, værdifuldt arbejde inden for en usympatisk virksomhedsstruktur.
Og som en person, der også har været en del af gode teams, som er blevet lukket ned af de store virksomheder, der ejer dem, er det et budskab, der lyder højt og tydeligt.
Raseri mod maskinen
(Billedkredit: Bethesda Softworks)
Det er ikke svært at se dette tema løbe gennem hele spillet. Hi-Fi Rush er ikke helt på det punkt, hvor det er eksplicit “anti-corporate”, men der er mere end et par toner, der spiller den melodi. Det kræver bestemt ikke megen granskning at indse, at alle de store antagonister bare er levende udgaver af almindelige klager, der har forfulgt spilindustrien i årevis.
Vild tur
(Billedkredit: Xbox Game Studios)
Hi-Fi Rush-anmeldelse: “En unægtelig vild tur, der ikke bør ignoreres”**
For blot at nævne et par eksempler: Zanzo er en egoistisk overmenneske, der udsætter sine medarbejdere for hæslige strabadser for at opfylde alle sine uigennemtænkte indfald, hvilket brænder hans ressourcer af og i sidste ende fører til, at hans projekter kollapser. Roquefort er en pengegrisk revisor, som nægter at finansiere gode idéer, selv om virksomheden sidder på en enorm guldbeholdning, der ikke er brugt, og som den kunne udrette store ting med. Mimosa er en glamourøs PR-chef og community manager, som virker mere interesseret i at promovere sig selv end Vandelays projekter. I mellemtiden er den endelige chef og CEO Kale en nepotistisk ansættelse, der er fuldstændig isoleret fra enhver professionel risiko og belønnes uforholdsmæssigt meget for sine minimale bidrag.
Og sådan bliver det ved og ved, indrammet af den arbejdsstyrke af demoraliserede og misbrugte robotmedarbejdere, der forbinder disse møder. For at gøre det klart, så tror jeg ikke, at det her er ment som et angreb på Microsoft*, men mere som en henvisning til bredere brancheproblemer, som vi har set dukke op i årenes løb. Uanset om det er mareridtsagtig knas og administrerende direktører, der fortsætter med at undgå negative konsekvenser, eller bare virksomheder, der prioriterer endnu større overskud på bekostning af deres medarbejderes sikkerhed, gør Hi-Fi Rushs specificitet om sine antagonisters forbrydelser det klart, at den har en rigtig økse at slibe – også selvom den økse viser sig at være en seksstrenget kirsebær-Epiphone V lavet af magnetisk sammensatte granatsplinter. Jeg kan heller ikke lade være med at lægge mærke til, at spillets tilsyneladende løsning er at bryde ind i hovedkontorer og begynde at slå den øverste ledelse med stumpe genstande.