Siden udgivelsen af spillefilmen Snehvide og de syv dværge i 1937 har Disney været synonym med tidløs historiefortælling og kvalitetshåndværk. Selvom det er sandt, at ikke alt, der nogensinde er lavet fra studiet, er seismiske hits, er der ingen tvivl om, at Disney er et navn, der er kendt over hele verden. Det er der en god grund til. For i mange år har Disney lavet film, der har bragt familier sammen. Læser, læser af skærmen: Hvilke Disney-filmøjeblikke er de mest fair at se?
Oprindeligt tog Disney udgangspunkt i Grimms eventyr og europæisk folklore, men siden har de udvidet deres enorme kongerige til at fortælle (og genfortælle) historier fra alle verdener, fra mytologier og mundtlige historier til selv tegneserier. For at fejre studiets egen fortsatte historie er her de 32 største Disney-filmøjeblikke nogensinde. (Et hurtigt ord: Vi udelukker film fra Pixar, fordi det er en kategori helt for sig selv).
32. Mulan tager sin fars plads (Mulan)
(Billedkredit: Disney)
Bare det at læse præmissen for Disneys Mulan, der er løst baseret på den kinesiske folkeheltinde, er nok til at vække følelser gennem dens temaer om familie, pligt og ære. Men at se det øjeblik, hvor Mulan (med stemme af Ming-Na Wen) tager sin fars plads i hæren og forklæder sig som en mand, er noget helt andet. I et dramatisk tordenvejr gør Mulan, hvad ingen Disney-prinsesse før hende nogensinde har gjort – griber til våben – og den resulterende scene er et udsøgt portræt af heltemod og tapperhed, som alt sammen udspringer af kærlighed til de mennesker, der betyder mest.
31. Raketstyrmanden skyder op (Raketstyrmanden)
(Billedkredit: Disney)
Før The Avengers blev samlet under Disneys enorme imperium, havde de Rocketeer, en original superhelt fra skaberen Dave Stevens. I Joe Johnstons filmversion fra 1991 af Stevens’ tegneserie letter The Rocketeer (spillet af Billy Campbell) for første gang for at redde en pilot i et luftshow, der er gået galt. Selvom de visuelle effekter er forholdsvis primitive i forhold til, hvad man ser i Marvel Cinematic Universe, er hele sekvensen stadig sjov, og den er et kærligt og nostalgisk tilbageblik på superheltenes guldalder.
30. Hawaiian Roller Coaster Ride (Lilo & Stitch)
(Billedkredit: Disney)
Der findes ingen bedre kur mod et surt ansigt end et par brædder og nogle gode bølger. I et af Disneys få ikke-musikalske animerede hits, Lilo & Stitch, er de deprimerede søstre Nani og Lilo løbet tør for tid til, at Nani kan finde et job og dermed beskytte Lilo fra at blive taget væk i plejesystemet. Da solen går ned, vælger søstrene – plus den lækre David og det rabiate kæledyrsrumvæsen Stitch – at glemme deres problemer og hænge ud, så hver bølge kan tage dem væk fra de problemer, der venter på land. Drevet af den sprudlende platinhitsang “Hawaiian Roller Coaster Ride” viser denne uforglemmelige scene, hvad det vil sige at surfe med havet i stedet for at svømme mod strømmen.
29. Helvedes ild (Klokkeren fra Notre Dame)
(Billedkredit: Disney)
Enhver Disney-filmmusical er sikker på at have en dræber-“skurke”-sang. Men Frollos sang “Hellfire” er ikke som nogen anden. Med rødder i fromme mænds hykleri og den indre konflikt, der findes i alle, som er troende i deres valgte dogmer, afslører “Hellfire” de sande og bemærkelsesværdigt menneskelige motiver hos den skurkagtige dommer Claude Follo (Tony Jay). Frollo hjemsøges af brændende ånder og præster med hætter, og han synger om sit angrende begær efter den smukke Esmeralda (med Demi Moores stemme) og afslører en mand, der ikke er opsat på at samle kosmiske kræfter eller herske over kongeriger. I stedet er han bare en mand, der vil have en kvinde. Og fordi han ikke kan få hende, er der ingen, der kan. Hvor skræmmende, og for mange mennesker, hvor tragisk velkendt.
28. Troldmandens lærling (Fantasia)
(Billedkredit: Disney)
Næsten hele Fantasia kan virkelig betegnes som et stort øjeblik for Disney. Mens klassisk musik traditionelt var populær i det tidlige 20. århundredes tegnefilm, var Fantasia anderledes, fordi den forestillede sig en mere alvorlig tone i modsætning til den slapstick-komedie, der var almindelig i mere konventionelle tegnefilm. Men den centrale kortfilm i Fantasia er også den bedste og uden tvivl mest definitive af Disneys magiske historiefortælling. Vi taler selvfølgelig om “Troldmandens lærling”, hvor Mickey Mouse får til opgave at udføre en opgave af sin troldmandsmester Yen Sid, og hans plan om at skyde genvej skaber en, ahem, syndflod af problemer. Det er ikke kun smukt at se på, det er også sjovt, sødt og oplysende, og den vigtigste lektie – at der ikke er nogen erstatning for hårdt arbejde – giver genlyd, når Mickey stille og surt endelig gør, hvad han har fået besked på.
27. Svingende gennem træerne (Tarzan)
(Billedkredit: Disney)
Disney-renæssancen er fuld af teknisk blændende film, der fik os alle til at sige: “Kan man gøre det i en tegnefilm?” I 1999 udgav Disney Tarzan, baseret på den klassiske Edgar Rice Burroughs-historie med ufattelig god musik fra Phil Collins. Som afslutning på første akt, der viser, hvordan en lille dreng vokser op og bliver til en mand, der er opdraget af aber, svinger en voksen Tarzan sig fra lian til lian og “surfer” gennem træerne højt oppe i en forbløffende bedrift af animeret filmkunst. Det er knap 20 sekunder langt, men det er stadig en showstopper som kulminationen på et århundredes udvikling i branchen og en lille smule computereffekter, der varsler fremtiden i det nye århundrede.
26. Heigh Ho! (Snehvide og de syv dværge)
(Billedkredit: Disney)
Lad mig gætte: Du har den i hovedet nu. Introduktionen af de titulære syv dværge, der kommer for at støtte den smukke Snehvide, introduceres mindeværdigt inde i en juvelmine, hvor de plukker og klør uvurderlige juveler ud og synger om det med en iørefaldende jingle. Det vigtigste er, hvordan de syv dværge introduceres individuelt, ikke med tekster, der gør opmærksom på dem selv, men simpelthen hvordan de handler og opfører sig hele vejen igennem. (Dopey er naturligvis hjertet og sjælen i det hele). For mange er “Heigh Ho!” den måde, man lærte at fløjte på.
25. Farvel, Baymax (Big Hero 6)
(Billedkredit: Disney)
Big Hero 6 er oprindeligt en meget obskur Marvel Comics-titel og viser, hvordan noget af det dyrebare Disney-touch kan skabe ægte magi. I Big Hero 6 ærer teenagegeniet Hiro sin afdøde bror Tadashi ved at udstyre hans skabelse, en krammelig medicinsk robotassistent ved navn Baymax (med stemme af Scott Adsit), til en superhelt, der sparker røv. Men i slutningen af filmen tilbyder Baymax at ofre sig selv for at redde Hiro, og hans karakteristiske spørgsmål – “Er du tilfreds med din omsorg?” – får en dybere mening. Scott Adsit skal have ros for en bemærkelsesværdig menneskelig voiceover-præstation.
24. Hårflippet (Den lille havfrue)
(Billedkredit: Disney)
I begyndelsen af Disneys genfødselsperiode kom Den Lille Havfrue, som satte en ny kvalitetsstandard for Disney-film. Mens Den lille havfrue er fuld af fantastiske øjeblikke under havet – inklusive en fantastisk skurkesang “Poor Unfortunate Souls” – er der en sekvens på otte sekunder, som har givet næring til et helt livs fantasi. Da en forandret Ariel (med to ben) svømmer op til overfladen for første gang, slår hun håret tilbage, og glansen fra det plaskende vand kan ikke skelnes fra den magi, der har forandret hendes krop totalt. Med scenens realistiske belysning og overordnede visuelle majestæt har du et øjeblik, der indkapsler, hvor meget skønhed og magi er uløseligt forbundet.
23. At bære banneret (Newsies)
(Billedkredit: Disney)
Åbningsnummeret i Disneys pro-fagforeningsmusical Newsies er det platoniske ideal for alle filmmusicals. Det sætter ikke bare forventningerne til alle de musikalske stilarter – i dette tilfælde jazzet ragtime fra slutningen af 1890’erne – det fortæller også en historie om hverdagen for overbebyrdede forældreløse børn, der kæmper hver dag under den undertrykkende tommelfinger af kammeratlig kapitalisme. Det er iørefaldende, det er livligt, koreografien er virkelig imponerende, og det lyder aldrig ens i alle fem minutter. Et stort plus: Den har en meget ung Christian Bale fra før Batman, der viser sine talenter som en fremtidig filmstjerne.
22. Savages! (Pocahontas)
(Billedkredit: Disney)
“Savages”-nummeret i Disneys Pocahontas er en tordnende krigssang, der understreger, hvordan racefordomme gør os alle til barbarer, og det lever op til ordet “episk”, selv om verden ikke er på spil. Mens historien med rette hævder, at den europæiske kolonisering har gjort mere skade end gavn, kan Pocahontas, hvad angår en Disney-film, prale af slående visuelle metaforer, der ubemærket antyder, hvordan vores tribalistiske tendenser gør os umenneskelige. Se, hvordan de hvide nybyggere lyser rødt af deres rasende ild, alt imens de synger om de umenneskelige “røde” indianere – og hvordan indianerne, malet blå i det blege måneskin, advarer om de blege mænds vold. Vi kunne alle have godt af lidt introspektion.
21. Bette Midler forhekser dig (Hokus Pokus)
(Billedkredit: Disney)
Når den uhyggelige tid kommer, er der ikke noget bedre end at drikke sig i hegnet med tre Salem-hekse. Hocus Pocus er en Halloween-klassiker af alle de indlysende grunde, men Bette Midler har sikret dens tidløse kvalitet gennem sit store musikalske nummer “I Put a Spell on You”, som faktisk illustrerer hendes skurkagtighed på en smart måde. Ikke alene er Winnie uhyggeligt tilpasningsdygtig til moderne omgivelser, hun føler ikke engang behov for at skjule præcis, hvad hun gør: forhekser folk. Det er skræmmende, fordi folk er ligeglade, så længe du ved, hvordan man laver et godt show.
20. En tur i Central Park (Fortryllet)
(Billedkredit: Disney)
Før Disney udviklede en grim vane med at lave alle sine animerede musicals om til live-action film, satiriserede de over netop den idé med hitmusicalen Enchanted fra 2007. Med Amy Adams og Patrick Dempsey gør filmen kærligt grin med Disney-films konventioner, herunder spontane musiknumre med detaljeret koreografi. Mens “That’s How You Know” er en fantastisk sang i sig selv, får den et boost af underholdning fra en forvirret Robert (Dempsey), der ikke forstår, hvordan alle i Central Park kan synge i takt og danse på kommando.
19. Old Yeller får rabies (Old Yeller)
(Billedkredit: Disney)
Tidlige Disney havde virkelig en ting for at dræbe dyr, ikke sandt? Lige så ikonisk som Bambi og Løvernes Konge huskes Old Yeller bedst for det tætte venskab mellem teenagedrengen Travis (Tommy Kirk) og hans hund, en Black Mouth Cur ved navn Old Yeller, men det venskab ender i en smertefuld tragedie. Da Old Yeller udvikler rabies og bliver en fjendtlig hund, der forfærdeligt snerrer ved synet af ethvert menneske, inklusive Travis, er det op til Travis at aflive ham. Filmen er endnu et eksempel på, at Disney viser naturens hensynsløshed, og at selv de bedste bånd kan blive brudt.
18. At tale om Bruno/møde Bruno (Encanto)
(Billedkreditering: Disney)
Familieskam blandes med colombianske melodier i et af de mest mindeværdige og hypnotiserende Disney-numre i 2020’erne. I filmen Encanto fra 2021 lærer Maribel (Stephanie Beatriz) mere om sin fremmede onkel Bruno (John Leguizamo), en fremtidsfortæller, som man kun taler om i dæmpet hvisken. Mens nummeret, der er latterligt iørefaldende og groovy, gør et fremragende stykke arbejde med at sætte Bruno op som endnu en mystisk Disney-skurk, rammer sandheden hårdt, når Maribel faktisk møder ham og opdager, at han bare er en mand, der ønsker at være en del af sin familie. Med sine metaforer om psykisk sygdom og de måder, hvorpå familier drukner deres skyldfølelse med skødesløs grusomhed, sikrer Bruno, at Encanto er mere end blot endnu en almindelig Disney-filmmusical.
17. Lyscykler (Tron)
(Billedkreditering: Disney)
I et mærkeligt og usædvanligt sjældent tilfælde af forældede visuelle effekter, der ser bedre ud med alderen, er der sci-fi-eposet Tron fra 1982. Instrueret af Steven Lisberger og med dengang banebrydende CGI foregår Tron i en virtuel verden, hvor videospiludvikleren Flynn (Jeff Bridges) bliver transporteret ind i et arkadespil og skal konkurrere fysisk i spil – herunder et dødbringende lyscykelløb. På én gang den mest 1980’er-agtige sekvens, man kan forestille sig, og stadig forud for sin tid, fik Tron os alle til at ønske, at vi selv kunne stige på lyscykler og ride til sejr – eller undergang.
16. Når du ønsker dig en stjerne (Pinnochio)
(Billedkredit: Disney)
Disney-klassikeren Pinnochio starter med en sang, der bogstaveligt talt har defineret Disney selv og fungeret som virksomhedens signaturmotiv i årtier. I starten af Pinnochio lyder rulleteksterne af farverige strygere og et englekor, før Cliff Edwards’ dybe stemme synger til os: “When you wish upon a star/makes no difference who you are/anything your heart desires, will come to you.” Det er en sød og sentimental idé, der giver os lyst til at tro på, at magi kan være ægte, især på tidspunkter, hvor vi har mest brug for at tro på det.
15. Bambi overlever (Bambi)
(Billedkredit: Disney)
Bambi var og er en af Disneys største film af en grund. Ud over dens fantastiske design og animation er dens temaer om kærlighed, død og omverdenens ukontrollerbare kaos universelt lærerige for seere, der er for unge til at forstå, hvad det vil sige at miste nogen. Selvom det øjeblik, hvor Bambi dør, er så ikonisk, at det har givet anledning til endeløse parodier, er det stadig et vigtigt øjeblik i Disneys kanon, fordi det viser, at børneunderholdning ikke behøver at være blottet for mening.
14. Elsa giver los (Frozen)
(Billedkredit: Disney)
Vi undskylder oprigtigt over for de forældre, hvis chokerede minder om Frozen-feberen vi lige har tøet op, men der er ingen tvivl om den store indflydelse, som “Let It Go” havde engang. I den seismiske Disney-klassiker fra 2013 erklærer prinsesse Elsa sin individualitet væk fra de kvælende blikke i Arendelle ved at tage hen, hvor de aldrig nogensinde kan genere hende. Udover at “Let It Go” er en iskold karaoke-banger, er Elsas signaturnummer et sandt skue med smukke billeder centreret omkring den øjeblikkelige opbygning af Elsas private slot af is.
13. En helt ny verden (Aladdin)
(Billedkredit: Disney)
Du vover ikke at lukke øjnene. En af de mest ustoppelige duet-sange nogensinde fra Disneys maestro Alan Menken, Jasmin (hvis sangstemme tilhører den uforlignelige Lea Salonga) og Aladdins betagende flyvende tæppetur rundt i verden er en svævende sekvens, der bare føles som den måde, det føles at blive forelsket i nogen. Det føles som at flyve, og der findes ikke noget lignende på jorden. Med sin fejende lyrik og helt igennem romantiske atmosfære tager denne scene dig over, sidelæns og under – til et blændende nyt sted, du aldrig har kendt.
12. Næste stop: Ønskeøen (Peter Pan)
(Billedkredit: Disney)
Hvis du ser nok Disney-film, vil du begynde at få øje på de samme tilbagevendende ideer: forældreløse dyr, ægte kærligheds kys og selvfølgelig magien ved at flyve. I Peter Pan bliver Wendy og børnene drysset med fe-støv af Peter Pan og får evnen til at flyve. Det eneste, de skal gøre, er at tænke glade tanker. (Ville det ikke være rart for os andre?) Selvom scenen måske ikke imponerer et moderne publikum, der er vant til mere teknisk sofistikerede sekvenser, er scenen ren og skær Disney-magi, der stadig er tidløs efter al denne tid.
11. En pirats ankomst (Pirates of the Caribbean: Den sorte perles forbandelse)
(Billedkredit: Disney)
Der har simpelthen aldrig været en anden karakter som Kaptajn Jack Sparrow, hverken før eller siden. Spillet af Johnny Depp dukker denne solkyssede, romdrukne rockstjerne-bukaneer op i den første Pirates of the Caribbean-film i sin fulde form og med et helt livs eventyr i sine posede øjne. Selvom Kaptajn Jack er et sørgeligt tilfælde af en god ting, der bliver forkælet, er der stadig noget ubeskriveligt i hans debutoptræden. Må vi alle lære at gå i land fra synkende skibe med en sådan nonchalance.
10. “Bjørnens” fornødenheder (Junglebogen)
(Billedkredit: Disney)
Man får ikke “Hakuna Matata” uden at lære om de mest basale fornødenheder. I Junglebogen lærer Mowlgi af den ubesværede Baloo (med stemme af Phil Harris) hemmeligheden bag at leve et fuldt liv: ved at have små komplikationer i det. Selvom Baloo bogstaveligt talt lærer Mowgli, hvordan man overlever på jordens naturlige tilbud, har sangen en større betydning ved at instruere yngre seere i, hvordan man har en mere zen-agtig tilgang til det moderne liv. Før Marie Kondo, før minimalistiske trends på TikTok, var der en dansende stor bjørn, der viste os, hvordan man kigger under stenene og kigger på de smarte myrer.
9. Spaghetti-middag for to (Lady og Vagabonden)
(Billedkredit: Disney)
Den er så ikonisk og allestedsnærværende, men den har stadig ikke mistet sin kraft. I den uforglemmelige middag hos Tony’s tager Vagabonden Lady med ud til en italiensk middag med levende lys, hvor de ved et uheld kysser hinanden over spaghetti. Husk på, at scenen er helt animeret i den gammeldags håndtegnede Disney-stil; fra hundenes udtryksfulde, engleblide ansigter til den intime varme ved en middag i en baggård, alt ved dette øjeblik føles bare levende og pulserende af spændingen ved spirende romantik.
8. En fortælling så gammel som tiden (Skønheden og Udyret)
(Billedkredit: Disney)
Hvis man ser bort fra eventuelle vibrationer af Stockholm-syndrom, er balsalscenen mellem den smukke Belle og det dyriske, ja, Udyret stadig et Disney-øjeblik for alle tider. Mens “Skønheden og Udyret” synges af den uforlignelige Angela Lansbury, snurrer Belle og Udyret rundt i en udsmykket gylden balsal, som er gengivet af primitiv, men ikke mindre imponerende CGI. Som en blanding af Disenys traditionelle animation og banebrydende nye discipliner viser Beauty and the Beast, at selv historier, der er så gamle som tiden, stadig kan finde nye måder at blive fortalt på.
7. Vindens farver (Pocahontas)
(Billedkredit: Disney)
“Colors of the Wind” er uden tvivl et af de smukkeste Disney-musiknumre nogensinde – sunget af Judy Kuhn, som Pocahontas’ sangstemme – og fortæller flere historier på én gang. Mens den primært er en forelæsning om naturbevarelse fra Pocahontas’ synspunkt til John Smith, som blot er en besøgende i hendes hjemland, udvider sangen sig langsomt på en makroskala og føles som en lidenskabelig bøn fra alle om at tænke mere omhyggeligt over vores forhold til denne gamle og smukke jord. Som Pocahontas udtrykker det i sangen: Du kan eje Jorden, og alligevel vil du kun eje Jorden, indtil du faktisk forstår, hvad det vil sige at være ét med den.
6. En skefuld sukker (Mary Poppins)
(Billedkredit: Disney)
Bare fordi man er nødt til at gøre noget, betyder det ikke, at man ikke kan have det lidt sjovt undervejs. I Mary Poppins instruerer den ufatteligt smukke Julie Andrews de to børn, hun passer, i at tage ansvar og gøre rent på deres værelse. Men hun viser dem, hvordan man gør det med et smil, for en skefuld sukker hjælper virkelig med at få medicinen til at glide ned. Andrews skal have ros for at gøre denne scene så vidunderlig, som den er, og hendes optimistiske energi passer perfekt til den uptempo lyd.
5. En fe-gudmors makeover (Askepot)
(Billedkredit: Disney)
Det er en trope, der er kommet til at definere Disneys eventyrlige fantasier, og den fungerer stadig, fordi den stadig er så stærk at tro på. I Askepot beklager den stakkels forældreløse Disney-prinsesse, at hun går glip af ballet, men så kommer hendes gode fe og redder hende i sidste øjeblik. Ikke alene er det øjeblik, hvor Askepot “tager sin kjole på”, stadig en filmteknisk bedrift, men alt ved den skriger af tidløs elegance. Og hvem vil ikke gerne køre ind i den varmeste del af året i en udsmykket græskarbane? Det er et øjeblik, der definerer “ballets skønhed”.
4. At dræbe dragen (Tornerose)
(Billedkredit: Disney)
Alle, der tror, at gamle Disney-film er indelukkede og kedelige og mangler action, kan godt tro om igen. Prins Philips dristige konfrontation mod Maleficent – i hendes frygtindgydende form som en ildspyende drage – er stadig et spændende klimaks og dybt formativ for alle RPG’er og Soulsborne-bosskampe. Drevet af George Bruns’ musik og oplyst af hvirvlende ild og tornede, sorte grene er klimakset i Tornerose stadig et af de bedste nogensinde.
3. Den sande kærligheds kys (Snehvide)
(Billedkreditering: Disney)
Her er noget, du skal huske til pub-trivia: Den første forekomst af “den sande kærligheds kys” i en Disney-film var Snehvide og de syv dværge fra 1938. Mens en håndfuld andre Disney-prinsesser bliver kysset for at bryde den forbandelse, der plager dem, var Snehvide den første, hvor hendes kys fra Prince Charming brød den onde dronnings fortryllelse. Dette øjeblik fra Snehvide er smukt animeret til skærmen med rotoskopteknik og har unægtelig givet genlyd på tværs af generationer.
2. “And Then… I Got In” (Tron: Legacy)
(Billedkredit: Disney)
Episk og ildevarslende på én gang er åbningen af Tron: Legacy (2010-efterfølgeren til den originale Tron fra 1982) både ærefrygtindgydende og uhyggelig. Den er ikke skræmmende, men antyder verdener inden i verdener, virkeligheder, som mennesket kan skabe og stadig være helt uvidende om deres eksistens. Derudover viste den fængslende brug af kontrasterende farver – kulsort og neonblegblå – hvordan alt gammelt kan blive nyt igen, og hvordan “retro” er et flydende begreb, der er klar til at blive redefineret. Vi har ikke engang berørt Jeff Bridges’ smarte fortælling, der på en økonomisk måde nedbryder historien om den originale Tron, eller Daft Punks ikoniske soundtrack, som effektivt inspirerede genfødslen af synthwave. Der er ingen introduktion til en Disney-film som Tron: Legacy, og det er, fordi den står alene.
1. Livets cirkel (Løvernes Konge)
(Billedkredit: Disney)
Løvernes Konge er sådan et tårnhøjt mesterværk i Disney-biblioteket, at man kunne skrive en hel liste over store øjeblikke fra bare den ene film alene. Men hvis vi skal begrænse os til et enkelt, er der ingen tvivl om filmens prolog og epilog, som smukt og enkelt kaldes “The Circle of Life”. Sekvensen starter filmen på en fængslende måde – med Zulu-vokal sunget af Lebo M – og er en fantastisk blanding af animation og naturdokumentar, hvor Afrikas rige af dyr (mere eller mindre) opfører sig præcis, som de gør i naturen. Afbrudt af motivet af en opgående sol, som kaster et smukt gyldent lag af glans på alt, hvad den rører ved, lever sekvensen op til ordet “majestætisk”. Hvor passende for fødslen af en ny konge.