I Civil War, den seneste film fra Ex Machina- og Annihilation-instruktøren Alex Garland, ser vi konfliktens rædsler gennem kameralinser i stedet for sigtekornet. Vores vej ind i handlingen går gennem den erfarne fotojournalist Lee (Kirsten Dunst), hendes Reuters-kollega Joel (Wagner Moura fra Narcos) og New York Times-veteranen Sammy (Stephen McKinley Henderson fra Dune). Der er også wannabe-krigsfotografen Jessie (Cailee Spaeny fra Priscilla), som tager med på turen til Washington DC for at fange præsidentens (Nick Offerman) sidste dage, før oprørsstyrkerne indtager Det Hvide Hus.
Ifølge Dunst er filmens fokus på pressen snarere end civile eller de væbnede styrker “virkelig baseret på den måde, Alex voksede op på. Hans far var tegner på en avis, og han voksede op med journalister omkring sig, så jeg tror, at den vej ind var den mest naturlige for Alex,” siger hun til GamesRadar+. “Jeg synes, det gør det mere menneskeligt. I stedet for at have en pistol, har du dit kamera. Det er en meget anderledes måde at komme ind på, og jeg synes også, at der er en skønhed i den slags arbejde.”
Og kameraer bringer os bogstaveligt talt ind i filmen – når Lee eller Jessie tager et billede, ser vi det kortvarigt, et skarpt komponeret stillbillede, der et øjeblik fylder skærmen midt i kaosset. Stilstanden burde fungere som et pusterum fra den brutale handling, men det gør den ikke. Manglen på bevægelse gør kun rædslen endnu mere barsk.
Stilhed og støj
(Billedkreditering: A24)
Denne uhygge er fremherskende i hele filmen: Actionscenerne i Civil War er foruroligende i deres enkelhed. En ting, der skiller sig ud, er stilheden efter skud eller eksplosioner til fordel for den ‘ring-i-øret’-lydeffekt, der så ofte bruges i krigsfilm. “Vi brugte virkelighedens sprog, så det kom enten fra levede erfaringer eller fra nyhedsoptagelser eller dokumentarfilm,” forklarer Garland os.
“Et simpelt eksempel kunne være, at film har grammatik at gøre med den måde, folk bliver skudt på. Der er store skyer af blod, og de flyver tilbage, [men] meget ofte, når nogen bliver skudt, falder de bare ned, og der er ikke noget særligt dramatisk ved det. Nu er det ikke sikkert, at nogen, der ser filmen, nogensinde har set nogen blive skudt i virkeligheden eller på nyhedsoptagelser eller hvad som helst. Men selv hvis de aldrig har set det, opfanger de en sjov form for accent mod virkeligheden. Så når de ser øjeblikke med vold, vil det have noget, der føles sandt.”
I Civil War, den seneste film fra Ex Machina- og Annihilation-instruktøren Alex Garland, ser vi konfliktens rædsler gennem kameralinser i stedet for sigtekornet. Vores vej ind i handlingen går gennem den erfarne fotojournalist Lee (Kirsten Dunst), hendes Reuters-kollega Joel (Wagner Moura fra Narcos) og New York Times-veteranen Sammy (Stephen McKinley Henderson fra Dune). Der er også wannabe-krigsfotografen Jessie (Cailee Spaeny fra Priscilla), som tager med på turen til Washington DC for at fange præsidentens (Nick Offerman) sidste dage, før oprørsstyrkerne indtager Det Hvide Hus.
Ifølge Dunst er filmens fokus på pressen snarere end civile eller de væbnede styrker “virkelig baseret på den måde, Alex voksede op på. Hans far var tegner på en avis, og han voksede op med journalister omkring sig, så jeg tror, at den vej ind var den mest naturlige for Alex,” siger hun til GamesRadar+. “Jeg synes, det gør det mere menneskeligt. I stedet for at have en pistol, har du dit kamera. Det er en meget anderledes måde at komme ind på, og jeg synes også, at der er en skønhed i den slags arbejde.”
Og kameraer bringer os bogstaveligt talt ind i filmen – når Lee eller Jessie tager et billede, ser vi det kortvarigt, et skarpt komponeret stillbillede, der et øjeblik fylder skærmen midt i kaosset. Stilstanden burde fungere som et pusterum fra den brutale handling, men det gør den ikke. Manglen på bevægelse gør kun rædslen endnu mere barsk.
Stilhed og støj
(Billedkreditering: A24)
Denne uhygge er fremherskende i hele filmen: Actionscenerne i Civil War er foruroligende i deres enkelhed. En ting, der skiller sig ud, er stilheden efter skud eller eksplosioner til fordel for den ‘ring-i-øret’-lydeffekt, der så ofte bruges i krigsfilm. “Vi brugte virkelighedens sprog, så det kom enten fra levede erfaringer eller fra nyhedsoptagelser eller dokumentarfilm,” forklarer Garland os.
“Et simpelt eksempel kunne være, at film har grammatik at gøre med den måde, folk bliver skudt på. Der er store skyer af blod, og de flyver tilbage, [men] meget ofte, når nogen bliver skudt, falder de bare ned, og der er ikke noget særligt dramatisk ved det. Nu er det ikke sikkert, at nogen, der ser filmen, nogensinde har set nogen blive skudt i virkeligheden eller på nyhedsoptagelser eller hvad som helst. Men selv hvis de aldrig har set det, opfanger de en sjov form for accent mod virkeligheden. Så når de ser øjeblikke med vold, vil det have noget, der føles sandt.”
Den første af disse scener finder sted tidligt i filmen, da Lee og Jessie mødes for første gang. En stor menneskemængde i gaderne bliver til civile uroligheder, da en bombe eksploderer, og Lee kommer Jessie til hjælp, da hun ser den yngre kvinde med sit kamera, men uden pressevest eller andet beskyttelsesudstyr. Lyddesignet, der svinger fra overvældende kakofoni til nervepirrende stilhed, og de kinetiske, kvælende billeder af sammenstødet gør dette til den første af Civil War’s mange skræmmende actionsekvenser.
Spotlight på det store lærred
En ny artikel hver fredag, der sætter fokus på biografudgivelser, som du bør kende til.
“Det, film gør, når de gør ting, der ikke er sande, er, at de får folk til at føle sig mere trygge,” fortsætter Garland. “Det her er et virkelig skræmmende rumvæsen, der flår folk i stykker, men intet af det er noget, jeg nogensinde behøver at bekymre mig om. Hvorimod du som individ kan blive fanget i en smule vold på gaden, hvor folk banker løs på hinanden. Og du kan pludselig befinde dig midt i det, det kan ske. Så det lander forskelligt på dig.”
Tilmeld dig GamesRadar+-nyhedsbrevet
Ugentlige sammendrag, fortællinger fra de fællesskaber, du elsker, og meget mere
Kontakt mig med nyheder og tilbud fra andre Future-brandsModtag e-mails fra os på vegne af vores betroede partnere eller sponsorerVed at indsende dine oplysninger accepterer du vilkår og betingelser og privatlivspolitik og er 16 år eller derover.
I den scene og mange andre i filmen bevæger Lee sig gennem blodbadet med sit kamera, som om det var på autopilot. Der er en afkobling, en fjernelse fra situationen, som stammer fra selvopholdelsesdrift og en hærdet uengagerethed, som er resultatet af så mange år i marken. Men det er også noget, som nogle kritikere har hævdet, er filmens kerne.
Åben for fortolkning
(Billedkreditering: A24)
I Civil War, den seneste film fra Ex Machina- og Annihilation-instruktøren Alex Garland, ser vi konfliktens rædsler gennem kameralinser i stedet for sigtekornet. Vores vej ind i handlingen går gennem den erfarne fotojournalist Lee (Kirsten Dunst), hendes Reuters-kollega Joel (Wagner Moura fra Narcos) og New York Times-veteranen Sammy (Stephen McKinley Henderson fra Dune). Der er også wannabe-krigsfotografen Jessie (Cailee Spaeny fra Priscilla), som tager med på turen til Washington DC for at fange præsidentens (Nick Offerman) sidste dage, før oprørsstyrkerne indtager Det Hvide Hus.
Ifølge Dunst er filmens fokus på pressen snarere end civile eller de væbnede styrker “virkelig baseret på den måde, Alex voksede op på. Hans far var tegner på en avis, og han voksede op med journalister omkring sig, så jeg tror, at den vej ind var den mest naturlige for Alex,” siger hun til GamesRadar+. “Jeg synes, det gør det mere menneskeligt. I stedet for at have en pistol, har du dit kamera. Det er en meget anderledes måde at komme ind på, og jeg synes også, at der er en skønhed i den slags arbejde.”