Derceto Manor oser af karakter. Træbeklædte gange giver plads til låste døre, knirkende trapper og alle mulige mærkeligt undvigende indbyggere, der alle vogter over en hemmelighed, som jeg er fast besluttet på at finde ud af. Det store palæ fra Alone in the Dark er nu et psykiatrisk hospital i genindspilningen. Jeg tror, det ville føles som en tredje hovedperson, hvis det ikke på en eller anden måde arbejdede imod mig.
Mens jeg spiller mig igennem spillets første tre kapitler, først som Emily Hartwood og derefter som detektiv Edward Carnby, afdækker jeg flere spørgsmål end svar. Det er en spændende oplevelse, som understøttes af et doom jazz-soundtrack, der bølger frem og tilbage i takt med handlingen, mens jeg navigerer i labyrinten af gåder, monstre og paranormalitet. THQ Nordics kommende bud på en survival horror-klassiker gør et glimrende stykke arbejde med at rekontekstualisere spillet og dets figurer, og læner sig trygt op ad den nye 1920’er-ramme, samtidig med at den holder fast i originalens ånd. Resultatet indtil videre er en spændende detektivhistorie, der til tider føles mere som en thriller end en decideret gyser, og selvom jeg havde håbet på et godt gys, virker en uhyggelig whodunnit langt mere passende denne gang.
Elsker håndværket
(Billedkredit: THQ Nordic)Hjemsøgelser forude
(Billedkredit: Konami)
Se alle de kommende horrorspil, du kan se frem til i 2024 og derefter.
Før THQ Nordic købte IP’en, missede Eden Games’ første forsøg på en genindspilning af Alone in the Dark desværre målet. Den moderne genfortælling ramte ikke plet, og det er derfor, jeg er så begejstret for udvikleren Pieces Interactives beslutning om at bringe os tilbage i tiden med det kommende reboot. Landskabet i Louisiana er en ideel baggrund for denne sydlige gothic noir-filmatisering, og efter at have prøvet spillet, synes jeg, at denne indstilling var et fremragende valg.
De to verdener er delt mellem plantagen, der er blevet til en psykiatrisk institution, Derceto Manor, og Jeremy Hartwoods drømmeverden, og de repræsenterer to forskellige spillestile. De ikke-lineære gåder i Derceto opvejes af skydegale, monsterdræbende actionsekvenser, som du får adgang til via en talisman, og hver gang du rejser dertil, skal du løse en ny gåde. Det antydes, at denne tilsyneladende voodoo-baserede magi vil hjælpe Emily med at opspore sin forsvundne onkel, som af uforklarlige årsager er forsvundet i Derceto.
(Billedkredit: THQ Nordic)
At tale med hans medpatienter, når du kan finde dem, giver lidt baggrund for Jeremys sag. Emily afviser i første omgang deres særheder som klinisk galskab, men Derceto er ikke, hvad det ser ud til at være. Der er et stort antal mellemsekvenser i de første tre kapitler, hver med en ny karakter – patient, læge eller andet – som hjælper dig med at få et klarere billede af, hvordan det er at bo i palæet. Der er en tydelig gammeldags Hollywood-fornemmelse over disse filmsekvenser, hvor Jodie Comer og David Harbours berømte skuespil nogle gange får mig til at glemme, at jeg spiller et videospil i stedet for at se en Stranger Things/Killing Eve crossover. Selv ledetrådene er fuldt udtalte, når jeg undersøger dem i min beholdning, og det hele bidrager til en upåklagelig følelse af verdensopbygning.
Det betyder ikke, at jeg ikke løb ind i problemer, da jeg spillede dette preview – det er trods alt et tidligt build, og spillet blev for nylig forsinket endnu en gang. Men selv med nogle ujævnheder i form af indlæsningstider og teksturer, er det, jeg har set af Alone in the Dark’s atmosfære, stilfuldt, autentisk og omhyggeligt detaljeret.
Verdener hinsides
(Billedkredit: THQ Nordic)
Mens palæet føles klaustrofobisk at udforske, fuld af låste døre og gåder, som man skal igennem for at få adgang til dem, er Alone in the Dark’s drømmeverden et liminalt rum i konstant udvikling fyldt med utallige rædsler. Fra det monsterbefængte franske kvarter til en forladt olieplatform, der på en eller anden måde minder om Resident Evil 7, ved jeg aldrig, hvad jeg kan forvente, når jeg bruger min talisman til at træde igennem fra Derceto.
Disse talisman-gåder er ligetil nok og involverer for det meste et kodeks til at udregne symboler og deres tilsvarende tal, men når jeg spiller i Modern mode, dukker de fleste af ledetrådene op som interagerbare genstande, når jeg går forbi dem. Hvis jeg slog denne spiltilstand fra, ville jeg kunne bruge detektivaspekterne af Alone in the Dark lidt mere, hvis jeg ville, da jeg ville være nødt til at gennemgå hvert rum omhyggeligt for at sikre, at jeg ikke gik glip af noget.
Derceto-delene af spillet fokuserer på historie, kontekst og gådeløsning, men selv her er jeg ikke helt i sikkerhed for drømmeverdenen. Glimt af sumpede bayouer flimrer i fokus, når jeg glider gennem Dercetos korridorer som kriminalbetjent Carnby. Jeg løber ind i et nyt rum, netop som det fyldes med et tyktflydende, sort slam, vinduerne står åbne, og fuglene skræpper højt udenfor, som om de er advaret om en farlig tilstedeværelse. Disse visioner er væk på et øjeblik, men følelsen af, at jeg konstant går på den ene side af en usikkert afbalanceret mønt, holder mig fra nogensinde at sænke paraderne.
(Billedkredit: THQ Nordic)
Udforskning er nøglen i Alone in the Dark, ja, men det er også et survival horror-spil. Det betyder, at kamp er en vigtig del af spillet på trods af, at det er en psykothriller. Jeg har indtil videre kun låst op for en pistol og et haglgevær til begge karakterer, og der er rigeligt med ammunition til begge våben. Jeg vil tillade, at der tilfældigvis er en masse pistolkugler, haglgeværpatroner og flasker med alkohol, der genopbygger helbredet, gemt i forskellige skraldespande og frysere i denne maleriske by, der støder op til New Orleans.
Når det gælder selve skyderiet, havde jeg stort set ingen problemer med det, bortset fra at lyden af og til faldt ud, når man affyrede pistolen. Pistoler var heller ikke den eneste mulighed, da jeg også kunne samle tunge provisoriske våben op til nærkampsangreb, hvis jeg løb tør for pistolammunition. Disse omfattede rør, skruenøgler og endda en brandøkse – selvom de alle gik i stykker efter fem eller seks på hinanden følgende slag.
Der er en tydelig gammeldags Hollywood-stemning over disse filmsekvenser, hvor Jodie Comer og David Harbours berømte skuespil nogle gange får mig til at glemme, at jeg spiller et videospil…
Alone in the Darks kamp begyndte at åbne sig mod slutningen af min forhåndsvisning i tre kapitler, hvor kastbare genstande og antændelige molotovs tilbyder unikke miljømæssige drab. Det, jeg har set indtil videre, får mig til at tro, at oplåsning af våben vil fungere på samme måde som i andre moderne survival horror-spil som Alan Wake 2, Resident Evil Village og Dead Space – jeg bliver nødt til at løse gåder for at få dem.
Alone in the Dark er stemningsfuldt, dystert og kærligt tilpasset originalen, så jeg er spændt på at se det nå sit fulde potentiale. Det bryder måske ikke ny grund med hensyn til dets trofaste survival horror-maskineri, men det gør mere end op for det med levende karakterer, omgivelser og historier, der trak mig ind med det samme. Der er en magnetisk mærkelighed over Derceto, både i den måde, man navigerer rundt på, og hvor mærkelige indbyggerne er, som til tider kan føles mere overjordisk end drømmesekvenserne. Det rejser et spørgsmål: Hvad er den virkelige verden, og hvad er mareridtet? Jeg bliver nødt til at vente til den 20. marts for at finde ud af det, men jeg er glad for at sidde med mærkeligheden indtil da.
Fra Resident Evil til Soma fylder de bedste survival horror-spil dig med en følelse af frygt, mens du ser dine forsyninger svinde ind.