En vikinge-power metal-opera er i fuld gang. Jeg bukker mig ned for at samle en pistol og en lommelygte op og går dybere ind i det, der bliver mit foretrukne Alan Wake 2-kapitel til dato. Falmede kulisser fylder rummet, og de forestiller detektiv noir-verdenen i The Dark Place udenfor. Ordet “fjender” er markeret på gulvet med hvid gaffatape, lige under en pil, der peger bag nogle buske. En rockstjerne peger fremad med hovedet på sin guitar. Jeg følger lydigt efter.
Alan Wake: The Musical. Det er fire ord, der ikke burde hænge sammen, men det gør de nu. Jeg væver mig rundt mellem tårnhøje skærme i noget, der ligner et forladt teater, med fragmenter af en live-action musikalsk fortolkning af min karakter projiceret på hver skærm, og jeg har aldrig oplevet et kapitel i et videospil som ‘Initiation 4: We Sing’. Det er en bedrift inden for spilregi, som sætter Remedy Entertainment i en misundelsesværdig position i opløbet til de bredere Game of the Year-samtaler og viser, hvor langt udvikleren er villig til at gå i innovationens – og underlighedens – navn.
En rolle for livet
(Billedkredit: Epic Games)”En fantasifuld og virkelig ambitiøs efterfølger”
(Billedkredit: Epic Games)
Tjek vores anmeldelse af Alan Wake 2 for at se, hvad al balladen handler om.
At skyde skyggerne væk til tonerne af Alans livshistorie er et uovertruffent højdepunkt på året for mig. Jeg elsker Broadway-shows lige så meget som den næste eks-dramatiker, men jeg synes normalt, at musikalske episoder af alt andet er virkelig forfærdelige oplevelser. Betragt de ord som officielt ædt, for hele dette kapitel af Alan Wake 2 er et forbløffende multimedieværk af videospilkunst, der byder på både stil og substans.
Vi indleder det fjerde af Alans spilbare kapitler, og både jeg og karakteren er endelig ved at komme i gang. “Ikke flere overraskelser,” mumler Alan, før han interagerer med fjernsynet og får en ret stor en. De live action-komponenter, der blev introduceret i tidligere episoder, tager her en dramatisk drejning på mere end én måde, da Alan bliver tilskuer til sit eget liv.
Komplet med dansepauser, backup-artister, scenelys og en fejende rockopera-score ligger det sande mesterskab i “We Sing” i, hvordan du navigerer i det. Det er ikke en cutscene, som i henholdsvis Dragon Age: Inquisition og Saint’s Row: Gat Out of Hell singalongs, men en fuldt interaktiv gameplay-sekvens bygget op omkring en live-action musical.
(Billedkredit: Epic Games)
At krydse rummet og udforske i ro og mag føles som en unik ud-af-kroppen-oplevelse i et videospil. Alan skærer solide sorte silhuetter ud mod skærmprojektionerne, mens jeg bevæger mig gennem dem, og skaber et vidtstrakt, men flydende stykke promenadeteater. Teksten til en sang, Herald of Darkness, guider mig gennem vignetterne, fortæller om begivenhederne i det første Alan Wake-spil og giver et glimt af karakterens fremtid.
“Show me the champion of light, I’ll show you the Herald of Darkness,” begynder omkvædet, mens jeg samler Alans nyerhvervede nødbluspistol op og skyder den lige ind i en horde af skyggefulde fjender. En knusende guitarsolo forstærker mig, mens flere fjender piler ind på min vej. Udvikleren har før været kendt for at bruge blandede medier i sit arbejde, og selvfølgelig passer heavy metal til skydespil som fin vin. Men denne oplevelse er helt nyt territorium i alle henseender, selv efter Remedys allerede dristige, tværmediale standarder.
Fakkelbærer
(Billedkredit: Epic Games)
Remedy har lavet sit eget spin på den frygtede “tilfældige musikalske episode”-trope … og jeg er forbløffet over, hvor godt det fungerer.
At placere et spilbart musikalsk segment midt i et survival horror-spil er en ambitiøs satsning. Det kunne være gået rigtig, rigtig, katastrofalt galt for Remedy og Alan Wake 2, men heldigvis er udvikleren velbevandret i at teste grænserne for mærkelighed i sine videospil.
2019’s Alan Wake-søstertitel Control havde sin rimelige andel af skørhed. Der er truslen fra et ondt køleskab, der dræber dig, når du holder op med at kigge på det, en jagtsekvens med en besat gummiand, der fører dig gennem et laboratorium, og den generelle tidsmæssige underlighed i Alan Wake-universet at kæmpe med. At spille et Remedy-spil kan nogle gange føles som at lave en improvisationsscene med en meget mærkelig, meget kreativ person. Det eneste, man kan gøre, er at trække på skuldrene og sige “ja, og?”.
Alan Wake 2 tager disse mærkværdigheder og forstærker dem op til 100. Et kaotisk musikalsk teaternummer lyder abrupt i forbindelse med et gyserspil, men kombineret med studiets dokumenterede interesse for live-action er det bare én måde, hvorpå Remedy sætter sit genkendelige præg på tingene. Det skubber til grænserne for, hvad der er blevet gjort før, både i horrorspil og i studiets tidligere arbejde.
(Billedkredit: Epic Games)
En måde at gøre dette på er ved at bringe de aldrende rockstjerner Odin og Tor Anderson tilbage, samt deres band Old Gods of Asgard, hvis musik har været gennemgående i Alan Wake-universet. Bare at have endnu en sang eller reference ville have været cool nok for tilbagevendende fans. Men deres små dele er blevet forvandlet til et blomstrende midtpunkt, og resultatet er et interaktivt stykke digitalt teater.
Remedy har lavet sit eget spin på den frygtede “tilfældige musikepisode”-trope ved at splejse den ind i et videospil, og jeg er forbløffet over, hvor godt det fungerer. Vi ved, at alt er muligt i Dark Place, når forfatteren bestemmer musikken, og Remedy følger sit eget råd i den henseende. “We Sing” er både en ganerenser og en showstopper, et øjeblik af herlig forvirring, som på en eller anden måde føles mere ligetil end resten af spillet. Det er fuldstændig latterligt, ja. Og hvad så?
Hvis du stadig er i den uhyggelige ånd, så tjek de bedste gyserspil, du skal have fat i næste gang.