Mange spil bliver beskrevet som “forud for deres tid”, men det er præcis, hvad det finurlige action-RPG Steambot Chronicles var. En åben verden med masser af sidemissioner og en hovedperson, du udvikler gennem dialogvalg? På konsol i 2006?
På en eller anden måde, ja. Den dag i dag er der kun få spil, der med succes har forsøgt sig med så mange elementer på samme tid som dette dampdrevne JRPG. Disse elementer er måske ikke altid de mest polerede, men de er der, og ikke et eneste af dem føles påklistret.
Mekanisk mesterskab
(Billedkredit: 505 Games)ABONNÉR!
(Billedkreditering: Future, Remedy)
Denne artikel blev først bragt i magasinet PLAY – Abonnér her for at spare på prisen, få eksklusive forsider og få det leveret til din dør eller enhed hver måned.
Der er en sultmekanik, som betyder, at lytterne vil gå væk fra dig midt i en performance, hvis din mave knurrer. Du kan designe din egen nummerplade til din Trotmobile (din tilpassede kampmech og dit køretøj), og du kan skifte mellem våben, hjultyper og endda forruder. Der er et aktiemarked. Samfundet vil give dig et øgenavn – sandsynligvis lidet flatterende – baseret på dine seneste narrestreger. Du kan leje et hus og fylde det med møbler, beslutte dig for at gå på gaden kun iført dine badebukser eller dykke ned i en valgfri fangekælder for at bringe ædelsten tilbage til kvinder efter din kærlighed. Måske har du lyst til at sætte hele plottet på standby og bruge tid på at blive professionel billardspiller eller vinde kampturneringen. Den charmerende, mærkelige og overraskende åbne industrielle verden er din.
De to hovedspor i spillet er at kæmpe i og med robotter og at være en del af et omrejsende band. De får begge nok tid og detaljer til at gøre det svært at sige, at det ene er et underplot til det andet. Steambot Chronicles gør mere ud af rytmeelementerne end de fleste rytmespil og deler hver af de originale sange op i forskellige dele og giver hvert instrument sin egen gameplay-mekanik. På klaveret er det måske mere standard at trykke på knapper, men på harmonikaen skal du svinge de analoge pinde for at efterligne blæsebælgen.
Det visuelle udtryk er forståeligt nok forældet, men cel-shading og detaljerede omgivelser puster liv i den anime-agtige verden. Det er overraskende indviklet for noget, der ikke har poly-antallet til at placere genstande overalt. Selv de irriterende MIDI-instrumenter er lette at tilgive, når soundtracket, inklusive de platte, men iørefaldende originale sange, er så godt. Det er stadig nemt at bruge en masse tid på spillet efter alle disse år, når der er så meget, man kan gøre i sit eget tempo, og det er rart bare at være der. En af Steambot Chronicles’ største styrker er håndteringen af hovedpersonen Vanilla. Du bliver oversvømmet med dialogmuligheder for at forme hans karakter, og alligevel er de alle fuldt udtalte. Derudover er personernes svar varierede, så det ikke føles, som om du blot opretholder en illusion af fri vilje i interaktionerne.
“Selvom det er sjovt at joke med, at dette er en samling minispil i en trenchcoat, er hovedhistorien, hvor man bekæmper kriminelle og redder landet, ikke noget at spøge med.”
Fra at hilse på alle, du møder, til at give op og slutte sig til skurkene, føles Vanilla som din egen skabning, på trods af hans faste navn, stemme og design. Selvom det er sjovt at joke med, at dette er en flok minispil i en trenchcoat, er hovedhistorien, hvor man bekæmper forbrydere og redder landet, ikke noget at spøge med. Selvom det at rejse rundt i landet med bandet og bekæmpe banditter måske ikke virker så virkningsfuldt i starten, så er det det selvfølgelig. Det dæmpes af et svagt twist i slutningen af spillet, men hvem bekymrer sig?
Der er så meget andet her. Du kan helt droppe slutningen af spillet og leve dit liv som en gående, robotkæmpende, aktiefarvet milliardær, der køber croissanter i løs vægt. Og er det ikke drømmen? I en tid, hvor Stardew Valley er i højsædet, er det måske på tide, at JRPG’erne finder tilbage til den her slentrende energi.
Steambot Chronicles er i sig selv et ambitiøst spil, men det er svært ikke at begræde den aflyste efterfølger, som i sin tid blev annonceret til PS3. Interviews har afsløret, at Kazuma Kujo – tidligere ledende medarbejder hos spillets udvikler Irem og nu chef for Granzella – stadig ønsker, at efterfølgeren kunne blive til noget, ligesom mange spillere, der elskede originalen, gør. Disaster Report 4, som blev aflyst på samme tid, er siden blevet udgivet, så måske er der stadig håb for Steambot Chronicles 2. Indtil da er det første stadig et kig værd.
Denne artikel blev først bragt i magasinet PLAY – abonner her for at spare på prisen, få eksklusive forsider og få det leveret til din dør eller enhed hver måned.