Risk of Rain blev oprindeligt udgivet i november 2013, og i flere år efter det havde det den eftertragtede position som et af de få roguelikes, jeg altid havde installeret på Steam – min personlige liste over de bedste roguelikes. Selv efter at have rullet rulleteksterne dusinvis af gange, hoppede jeg stadig halvvejs regelmæssigt tilbage til en hurtig tur, enten solo eller med et par venner, på trods af de forfærdelige co-op-hangups. Så fik vi Risk of Rain 2 i 2019, som på mesterlig vis forvandlede originalens gameplay-loop til en 3D-shooter og fuldstændig overtog co-op-rummet for en stund. Nu har den nylige udgivelse af Risk of Rain Returns bragt os tilbage til oprindelsen af denne lille roguelike-kolos, og det er virkelig Risk of Rain 1.5 – flere ting, bedre kunst og ingen gudsjammerlige co-op-hangups.
Bedre end du husker det
(Billedkredit: Hopoo / Gearbox)
Det siges ofte, at det bedste, et remake kan gøre, er at få et gammelt spil til at se og føles lige så godt, som du husker det, hvilket uundgåeligt vil oversælge, hvor godt det gamle spil faktisk var. Risk of Rain Returns klarer den barre med en jetpack, dobbelt springfjeder og en ekstra eftermonteret efterbrænder. Det er den definitive version af det ikoniske roguelike. Grafikken er lysår foran originalen, og en indsprøjtning af nye genstande og spilbare figurer har bragt gameplay-variationen op til de høje standarder i Risk of Rain 2.
At se denne serie springe fra 2D til 3D og nu tilbage til 2D uden en eneste snublen føles som at se en dinosaur blive til en fugl og derefter gå tilbage til at være en endnu sejere dinosaur. Det er virkelig en designmæssig bedrift. På trods af en hel dimension af uoverensstemmelser føles spillets kerne på en eller anden måde den samme. Det er den hektiske balance mellem at plyndre og skyde, kite og kæmpe, konstant afveje værdien af mere udstyr mod mere tid på sværhedsgraden – og uundgåeligt dø, når du træffer det forkerte, grådige valg.
Jeg savner det visuelle spektakel fra Risk of Rain 2, hvor man ser sin figur blive synligt overbelastet med absurde genstande, der sidder fast på dem som fjer på tjære, men ingen anden roguelike gør item-stacking som Risk of Rain. Med Returns har 2D-inkarnationen fået adgang til et veritabelt Fort Knox af ødelagte genstande, hvoraf mange er taget fra Risk of Rain 2, men finder nye anvendelsesmuligheder i sidescrollende kamp. Som altid er det en af de mest spændende dele af spillet at låse op for et par genstande efter hvert løb, nu med det ekstra pift fra en virkelig dejlig brugergrænseflade. Hvis man aktivt forsøger at låse op for bestemte genstande ved at slå dem op i loggen i spillet og derefter udfører absurde stunts som at stå i lava i et minut i træk, giver det også løbene lidt vild flair.
Saml bandet igen
(Billedkredit: Hopoo / Gearbox)
Det samme gælder for de nu 15 spilbare overlevende i Returns. Mine gamle favoritter, Huntress og Sniper, sparker stadig mere røv end Doom Guy og Kratos’ støvler tilsammen, og nu har jeg også fået fascinerende nykommere som Pilot at mestre. Når det er sagt, er Risk of Rain 2’s back-ported cast lidt hit and miss. Den elementære troldmand Artificer føles for eksempel fantastisk, mens Loader – min Risk of Rain 2-hovedperson – er en skygge af sig selv. Loader er dybest set Sigourney Weaver, som hun ser ud i den klimaktiske Aliens-scene, hvor hun robotkæmper mod Xenomorph-dronningen, men med en lækker grappling hook tilføjet til mech-dragten. At stå på stedet og slå på folk formidler det bare ikke nær så godt som at svinge sig rundt i 3D-miljøer som mecha-Spider-Man, men det er vel en begrænsning ved dimensionerne.
I skrivende stund mangler jeg stadig fire Survivors, og jagten på dem er stadig den ultimative gulerod. Til at begynde med skal jeg gennemføre spillet et par gange mere, og jeg skal også samle nogle virkelig latterlige genstande. Dette understreger den fascinerende progressionskurve i Risk of Rain, som er endnu bedre i Returns. Du gør ikke permanente fremskridt, som du gør i roguelikes som Hades eller Vampire Survivors eller Dead Cells, bare for at nævne tre af mine favoritter. Styrken forbliver den samme, men loftet bliver højere, efterhånden som du får nye genstande og overlevende. Men det er altid bare flere ting, du kan finde. Du starter altid som den samme karakter med de samme stats og ingen genstande, og du stirrer ned i det samme ur, som skræmmende bevæger sig mod sværhedsgrader med navne som “I’m coming for you.”
(Billedkredit: Hopoo / Gearbox)
Jeg siger, at de er de samme, men Survivors har faktisk fået en stor ændring i Returns. Risk of Rain 2 tilføjede alternative færdigheder, som lader dig skræddersy din spillestil lidt mere fintfølende, og Returns har givet hele castet samme behandling. Det giver endnu flere oplåsninger at jagte – bag store udfordringer som “saml 300 genstande” og “besejr 3.000 fjender” – og endnu et lag af genspilningsværdi, som ikke var til stede i det oprindelige spil. Det er en virkelig god tilføjelse til progressionen; selv én ny færdighed kan dramatisk ændre den måde, en karakter føler sig på, især hvis det er deres mobilitetsteknologi.
Risk of Rain Returns er den samme 2013-udgivelse under motorhjelmen, men det faktum, at jeg ikke bare er villig, men pinligt ivrig efter at slå det en zillion gange mere, taler for, hvor tidløst det underliggende spil er. Det føles som den slags genindspilning, der kun kan laves efter 10 år, og som udnytter alle opdateringer og erfaringer og den rang-52-for-all-time-Steam-reviews-efterfølger. Musklerne og pengene fra seriens store succes er blevet brugt med omtanke her, og det er dejligt at se et helt nyt publikum opleve en bedre version af den samme 2013-udgivelse.