Det er næsten slutningen af 2024, og selvom vi alle er flove over et par sange på vores Spotify Wrapped, så var det at se Persona 3 Reload som mit næstmest spillede Xbox-spil i år den virkelige kicker for mig.
De 132 timer burde ikke have været så overraskende. Dette spil er trods alt det allerførste JRPG, jeg nogensinde har spillet fra ende til anden. Jeg husker, at det optog det meste af min fritid i februar, hvilket fremgår af, at det var min travleste måned på konsollen ifølge Xbox-appen. Det tog hele 86 timer for mig at indse, at jeg nød Persona 3 Reload, men når jeg ser tilbage på, hvordan min generelle holdning til JRPG’er har udviklet sig i løbet af det sidste år, har det været medvirkende til at reformere alt, hvad jeg tænker om genren – og det er jeg enormt taknemmelig for.
Hjemlige sandheder
(Billedkredit: Atlus)Raffineret og revitaliseret
(Billedkredit: Atlus)
Persona 3 Reload vender tilbage efter 17 år og er den helt rigtige måde at opleve en moderne JRPG-klassiker på
Jeg kan høre, at du raser bag skærmen, kære læser, så for en god ordens skyld: Nej, jeg antyder ikke, at jeg er flov over at have spillet og elsket et JRPG. På samme måde som Troye Sivans “One Of Your Girls” på en eller anden måde var den sang, jeg lyttede mest til i 2023, selvom jeg ikke havde noget til overs for kunstneren selv, var jeg simpelthen ikke klar over, hvor meget tid jeg åbenbart havde investeret i Persona 3 Reload, før min Xbox “pakkede” det ind for mig.
Set i bakspejlet burde jeg virkelig have set det komme. Fra at blive voldsomt beskyttende over for karakterer, som jeg oprindeligt afskyede, til at kæmpe med P3R’s unikke sociale sim-meets-turbaseret kamp-gameplay, har jeg tidligere fortalt lyrisk om, hvor uventet genialt jeg fandt det. Men sandheden er, at jeg altid har haft et vanskeligt forhold til selve genren, og Persona 3 Reload gjorde op med alle de ubevidste fordomme. Eller i hvert fald det meste.
På trods af at jeg ved, at de kan variere fra spil til spil, har de bedste JRPG’er altid virket på mig som en slags kollektiv enhed. En frygtindgydende monolit, hvor ældgamle titaner foldes sammen med mere nicheprægede, sovende hits for at danne et gigantisk, legionært bæst, som jeg indtil for nylig har været for skræmt til at konfrontere. Det er en frygt, som jeg er sikker på, at alle gamere kan relatere til: frygten for at være lidt dårlig til noget nyt og mindske den forlegenhed ved at undgå det. Bortset fra den skræmmende opgave med overhovedet at begynde at spille et JRPG, vil jeg dog også indrømme, at jeg har lidt bagage med fra barndommen.
Det er næsten slutningen af 2024, og selvom vi alle er flove over et par sange på vores Spotify Wrapped, så var det at se Persona 3 Reload som mit næstmest spillede Xbox-spil i år den virkelige kicker for mig.
De 132 timer burde ikke have været så overraskende. Dette spil er trods alt det allerførste JRPG, jeg nogensinde har spillet fra ende til anden. Jeg husker, at det optog det meste af min fritid i februar, hvilket fremgår af, at det var min travleste måned på konsollen ifølge Xbox-appen. Det tog hele 86 timer for mig at indse, at jeg nød Persona 3 Reload, men når jeg ser tilbage på, hvordan min generelle holdning til JRPG’er har udviklet sig i løbet af det sidste år, har det været medvirkende til at reformere alt, hvad jeg tænker om genren – og det er jeg enormt taknemmelig for.
Hjemlige sandheder
(Billedkredit: Atlus)Raffineret og revitaliseret
(Billedkredit: Atlus)
Persona 3 Reload vender tilbage efter 17 år og er den helt rigtige måde at opleve en moderne JRPG-klassiker på
Jeg kan høre, at du raser bag skærmen, kære læser, så for en god ordens skyld: Nej, jeg antyder ikke, at jeg er flov over at have spillet og elsket et JRPG. På samme måde som Troye Sivans “One Of Your Girls” på en eller anden måde var den sang, jeg lyttede mest til i 2023, selvom jeg ikke havde noget til overs for kunstneren selv, var jeg simpelthen ikke klar over, hvor meget tid jeg åbenbart havde investeret i Persona 3 Reload, før min Xbox “pakkede” det ind for mig.
Set i bakspejlet burde jeg virkelig have set det komme. Fra at blive voldsomt beskyttende over for karakterer, som jeg oprindeligt afskyede, til at kæmpe med P3R’s unikke sociale sim-meets-turbaseret kamp-gameplay, har jeg tidligere fortalt lyrisk om, hvor uventet genialt jeg fandt det. Men sandheden er, at jeg altid har haft et vanskeligt forhold til selve genren, og Persona 3 Reload gjorde op med alle de ubevidste fordomme. Eller i hvert fald det meste.
På trods af at jeg ved, at de kan variere fra spil til spil, har de bedste JRPG’er altid virket på mig som en slags kollektiv enhed. En frygtindgydende monolit, hvor ældgamle titaner foldes sammen med mere nicheprægede, sovende hits for at danne et gigantisk, legionært bæst, som jeg indtil for nylig har været for skræmt til at konfrontere. Det er en frygt, som jeg er sikker på, at alle gamere kan relatere til: frygten for at være lidt dårlig til noget nyt og mindske den forlegenhed ved at undgå det. Bortset fra den skræmmende opgave med overhovedet at begynde at spille et JRPG, vil jeg dog også indrømme, at jeg har lidt bagage med fra barndommen.
Da jeg voksede op i Hong Kong, var det meget “ufedt” for udstationerede børn at spille JRPG’er – bortset fra de bedste Pokemon-spil. En uudtalt regel styrede både legepladsen og vores konsoller og bestemte, at JRPG’er, anime og manga var for tre slags mennesker: lokale børn, uhyggelige gamle mænd, der skævt undersøgte voksenafdelingen bagerst i dvd-butikkerne, og vesterlændinge, der var fast besluttede på at ære japansk og sydøstasiatisk kunst, kvinder og kultur til et punkt, hvor de blev feticheret. Det var en så udbredt holdning på min skole, at jeg ikke kan huske, at nogen åbent fortalte, at de overhovedet spillede JRPG’er – selv om jeg, når jeg ser tilbage, er sikker på, at de gjorde det. Jeg kan huske, at jeg blev så foruroliget over, at min fætter i England var en kæmpe Final Fantasy-superfan, at jeg instinktivt følte mig utilpas i nærheden af dem uden nogen åbenlys grund. Jeg var overbevist om, at JRPG’er simpelthen ikke var noget for mig eller nogen som mig, og for at sige det ligeud, så følte jeg mig bare ulækker, når jeg interagerede med dem.
Overfor musikken