Der er noget ved Hellblade: Senua’s Sacrifice, som gør, at jeg nyder det på en mærkelig måde. Det er ikke den slags feel-good eftermiddagsfodder, man spiller for at slappe af i en doven weekend, og det lader dig heller ikke udleve en dynamisk magtfantasi som i mange af de bedste actionspil. Det er ikke engang, hvad jeg ville kalde et sjovt spil det meste af tiden; det er faktisk det modsatte.
Spillet er en tankevækkende oplevelse, som guider spillerne gennem sorgens faser, hvor smerten er størst. Derfor så jeg i første omgang Hellblade, hvor jeg frustreret slog hovedet mod miljømæssige gåder og hornede monstre mere af nysgerrighed end af glæde, og jeg tog grådigt imod den drypvise historie om Senuas brændte verden og knuste psyke med udtørrede læber, mens mit hjerte knustes sammen med hendes. Men med Senua’s Saga: Hellblade 2, der udkommer om kun en uge, er den slutning, jeg engang fandt mere grusom end forløsende, måske kun begyndelsen?
Mørket før daggry
Stort smugkig: Hellblade 2
(Billedkredit: Ninja Theory)
6 år efter opkøbet er Ninja Theory klar til at sætte en ny standard for eksklusive spil til Xbox Series X med Senua’s Saga: Hellblade 2.
Jeg siger ikke, at Hellblade er et lykkeligt lille spil, men det er ikke længere en prøvelse af psykologisk tortur, som jeg engang troede. Det var svært for mig at undslippe følelsen af frygt i hele kroppen første gang, men når jeg spiller det igen i 2024 med efterfølgeren lige om hjørnet, er jeg fast besluttet på at være vidne til Senuas oprindelige rejse med en følelse af forudseenhed. Til det formål føles Senua’s Sacrifice nu som en optakt til den kommende saga – og det gør dette til hendes tragiske baggrundshistorie.
Mens jeg navigerer gennem de ulmende ruiner af en Pict-landsby, gør jeg en ihærdig indsats for at lytte nøje til hvert af de flashbacks, jeg åbner op for. At høre historien om Senuas folk og den smerte, de har lidt, er en unik form for ubehag, men det er så meget desto vigtigere, hvis jeg vil have det fulde billede af Senuas hamartia; hendes fatale fejl, der cementerer hendes rolle som den tragiske helt i dette karneval af mørke fantasy-rædsler. Jeg ved allerede, at Senua i Hellblade 2 vil rejse sig som en anden slags gyserheltinde, der finder selvaccept og bruger sin opfattede svaghed som en stor styrke. Men Hellblade handler om mere end at bekæmpe monstre.
Der er noget ved Hellblade: Senua’s Sacrifice, som gør, at jeg nyder det på en mærkelig måde. Det er ikke den slags feel-good eftermiddagsfodder, man spiller for at slappe af i en doven weekend, og det lader dig heller ikke udleve en dynamisk magtfantasi som i mange af de bedste actionspil. Det er ikke engang, hvad jeg ville kalde et sjovt spil det meste af tiden; det er faktisk det modsatte.
Spillet er en tankevækkende oplevelse, som guider spillerne gennem sorgens faser, hvor smerten er størst. Derfor så jeg i første omgang Hellblade, hvor jeg frustreret slog hovedet mod miljømæssige gåder og hornede monstre mere af nysgerrighed end af glæde, og jeg tog grådigt imod den drypvise historie om Senuas brændte verden og knuste psyke med udtørrede læber, mens mit hjerte knustes sammen med hendes. Men med Senua’s Saga: Hellblade 2, der udkommer om kun en uge, er den slutning, jeg engang fandt mere grusom end forløsende, måske kun begyndelsen?
Mørket før daggry
Stort smugkig: Hellblade 2
(Billedkredit: Ninja Theory)
6 år efter opkøbet er Ninja Theory klar til at sætte en ny standard for eksklusive spil til Xbox Series X med Senua’s Saga: Hellblade 2.
Jeg siger ikke, at Hellblade er et lykkeligt lille spil, men det er ikke længere en prøvelse af psykologisk tortur, som jeg engang troede. Det var svært for mig at undslippe følelsen af frygt i hele kroppen første gang, men når jeg spiller det igen i 2024 med efterfølgeren lige om hjørnet, er jeg fast besluttet på at være vidne til Senuas oprindelige rejse med en følelse af forudseenhed. Til det formål føles Senua’s Sacrifice nu som en optakt til den kommende saga – og det gør dette til hendes tragiske baggrundshistorie.
Mens jeg navigerer gennem de ulmende ruiner af en Pict-landsby, gør jeg en ihærdig indsats for at lytte nøje til hvert af de flashbacks, jeg åbner op for. At høre historien om Senuas folk og den smerte, de har lidt, er en unik form for ubehag, men det er så meget desto vigtigere, hvis jeg vil have det fulde billede af Senuas hamartia; hendes fatale fejl, der cementerer hendes rolle som den tragiske helt i dette karneval af mørke fantasy-rædsler. Jeg ved allerede, at Senua i Hellblade 2 vil rejse sig som en anden slags gyserheltinde, der finder selvaccept og bruger sin opfattede svaghed som en stor styrke. Men Hellblade handler om mere end at bekæmpe monstre.
Det første spil er en lang og smertefuld udgravning af psykisk sygdom, sorg og overlevelsesskyld, men det viser også det bedste og værste ved Senuas psyke: Hun er egenrådig og drevet, men også overvældet af raseri, sorg og den smertende tørst efter hævn. Denne tørst vil følge Senua ind i Hellblade 2, men i Hellblade 1 er den skæmmet af hendes overvældende følelser af selvhad og skam. Lyt til, hvordan stemmerne i hendes hoved – Furierne kaldes de, som var de fra den græske mytologi – taler til hende i Hellblade 1, og det er tydeligt, at Senua er lige så bange for dem, som de er for hende. Hun afviser dem, fordi hun har lært det, men det er kun med deres hjælp, at hun er i stand til at gennemføre sin rejse til Helheim.
(Billedkredit: Ninja Theory)