Der var engang, hvor byen Eichenhau’s største problem var jordkvaliteten. Der var ingen mangel på mad – de nærliggende skove vrimlede med bær og dyreliv – men alligevel gjorde de dårlige hvedehøstninger brød til en mangelvare. Som sæde for min anden kampagne nogensinde i bybygningssimulatoren Manor Lords troede jeg, at det ville være et problem, der blev løst med tiden og en langsom, men støt ekspansion til mere frugtbare områder.
Jeg var, for at sige det ligeud, naiv. Nu er Eichenhau ikke andet end aske. Selv hvis et brød overlevede brandene, ville der ikke være nogen tilbage til at spise det. Dengang føltes byens brændende undergang pludselig og brutal. Men set i bakspejlet har jeg en mistanke om, at den var dødsdømt fra starten.
Plovskær til sværd
(Billedkredit: Hooded Horse)At vokse pænt
(Billedkredit: Slavisk magi)
Manor Lords anmeldelse: “Fyldt med potentiale til at overskride sine allerede brede horisonter”
Det føles, som om jeg er den sidste, der har kastet mig over Manor Lords. Middelalderstrategispillet kom først i Early Access i april, men det har allerede solgt over 2 millioner eksemplarer og overgået udgiveren Hooded Horses “vilde forhåbninger”. Jeg købte endelig hypen i denne uge, og efter flere år i spillet, hvor jeg havde udviklet mine evner inden for byplanlægning og bygdyrkning, gennemførte jeg Manor Lords i den kampfrie Rise to Prosperity-tilstand.
Frisk fra denne succes kastede jeg mig direkte ud i at bygge en ny by i Restoring the Peace, som introducerer banditter og rivaliserende lorder, som man skal kæmpe med. Jeg var ivrig efter at tilføje kamp: Jeg havde ikke meget brug for ting som jern – som mest bruges til at skabe våben og rustninger – i Rise to Prosperity, og jeg ville gerne have den fulde Manor Lords-oplevelse. For at være helt ærlig ville jeg også bare gøre mine landsbyboere til en veludrustet kampstyrke. I Europa Universalis 4 elskede jeg at spille englænderne og sende min megaflåde rundt på havet, hvor jeg plyndrede skibe som pirater, der var godkendt af kronen. Jeg har vundet dominanssejre med de fleste fraktioner i Civilization 4, og jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst klarede en tur i Total War: Warhammer 3 uden at udslette en eller anden form for følsomt liv. Hvis du giver mig ansvaret for noget, uanset om det er et verdensomspændende imperium eller mit lokale bageri, vil jeg finde en måde at militarisere det på.
Der var engang, hvor byen Eichenhau’s største problem var jordkvaliteten. Der var ingen mangel på mad – de nærliggende skove vrimlede med bær og dyreliv – men alligevel gjorde de dårlige hvedehøstninger brød til en mangelvare. Som sæde for min anden kampagne nogensinde i bybygningssimulatoren Manor Lords troede jeg, at det ville være et problem, der blev løst med tiden og en langsom, men støt ekspansion til mere frugtbare områder.
Jeg var, for at sige det ligeud, naiv. Nu er Eichenhau ikke andet end aske. Selv hvis et brød overlevede brandene, ville der ikke være nogen tilbage til at spise det. Dengang føltes byens brændende undergang pludselig og brutal. Men set i bakspejlet har jeg en mistanke om, at den var dødsdømt fra starten.
Plovskær til sværd
(Billedkredit: Hooded Horse)At vokse pænt
(Billedkredit: Slavisk magi)
Manor Lords anmeldelse: “Fyldt med potentiale til at overskride sine allerede brede horisonter”
Det føles, som om jeg er den sidste, der har kastet mig over Manor Lords. Middelalderstrategispillet kom først i Early Access i april, men det har allerede solgt over 2 millioner eksemplarer og overgået udgiveren Hooded Horses “vilde forhåbninger”. Jeg købte endelig hypen i denne uge, og efter flere år i spillet, hvor jeg havde udviklet mine evner inden for byplanlægning og bygdyrkning, gennemførte jeg Manor Lords i den kampfrie Rise to Prosperity-tilstand.
Frisk fra denne succes kastede jeg mig direkte ud i at bygge en ny by i Restoring the Peace, som introducerer banditter og rivaliserende lorder, som man skal kæmpe med. Jeg var ivrig efter at tilføje kamp: Jeg havde ikke meget brug for ting som jern – som mest bruges til at skabe våben og rustninger – i Rise to Prosperity, og jeg ville gerne have den fulde Manor Lords-oplevelse. For at være helt ærlig ville jeg også bare gøre mine landsbyboere til en veludrustet kampstyrke. I Europa Universalis 4 elskede jeg at spille englænderne og sende min megaflåde rundt på havet, hvor jeg plyndrede skibe som pirater, der var godkendt af kronen. Jeg har vundet dominanssejre med de fleste fraktioner i Civilization 4, og jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst klarede en tur i Total War: Warhammer 3 uden at udslette en eller anden form for følsomt liv. Hvis du giver mig ansvaret for noget, uanset om det er et verdensomspændende imperium eller mit lokale bageri, vil jeg finde en måde at militarisere det på.
I Manor Lords er det dog sværere, end det lyder. Du skal udstyre hver husstand med udstyr, så de kan indgå i din milits – bueskytter skal f.eks. have buer i deres hjem, mens sværdkæmpere har brug for… ja, sværd. Men i de små skridts navn prioriterer jeg at holde mine landsbyboere mætte og glade, før jeg overhovedet tænker på at sætte gang i krigsmaskinen.
Mit første røde flag er en lille notifikation, som fortæller mig, at banditter er stukket af med noget af byens kød. Det er ikke noget problem! Jeg kan se, at deres lejr er langt væk, og går ud fra, at det er et engangstilfælde. Men så bliver mine bær stjålet. Det samme gælder landsbyens læder. Kort tid efter får jeg endnu en besked om, at røvere vil angribe min landsby om et år. Det er dråben, der får bægeret til at flyde over, og alle tanker om at holde mine landsbyboere mætte og tilfredse ryger ud af vinduet. Der bliver anlagt miner i Eichenhau’s engang så idylliske skov, og en husstand af bønder i nærheden bliver flyttet for at arbejde i den nye smedje. Jeg åbner endda mindre smedestationer i flere familiers haver, hvilket knuser deres drømme om at dyrke grøntsager eller opdrætte høns.
(Billedkredit: Slavisk magi)