Vi har længe vidst, at Suicide Squad: Kill the Justice League slet ikke ville være som sine forgængere. Det burde ikke komme som et chok for nogen, eftersom udvikleren Rocksteady først afslørede sine intentioner om et live looter-shooter-spil tilbage i februar 2023. Det var en bitter pille for nogle at sluge på det tidspunkt, og skuffelsen fra passionerede fans af Batman Arkham-spillene var, og er stadig, forståelig den dag i dag. Når det er sagt, bliver jeg mere og mere træt af, hvordan disse sammenligninger stadig bliver brugt som en kæp til at slå spillet med, nu hvor det er lanceret.
Jeg er ikke engang en stor fan af live service-spil. Du får mig ikke til at betale for et battle pass en eneste gang. Men som en, der elsker tredjepersons skydespil og Arkham-verdenen, og som en, der købte spillet på udgivelsesdagen efter at have set det i december og kunne lide, hvad jeg så allerede dengang, er jeg forbløffet over, hvor meget Kill the Justice League deler vandene. Kontekst og arv er begge meget vigtige, især når det drejer sig om en så elsket IP, men jeg mener, at ethvert spil fortjener en fair kritik baseret på, hvad det gør godt, og hvad det ikke gør. Derfor synes jeg ikke, at det er fair at kritisere dette spil for ikke at være noget andet.
Holdets mål
(Billedkredit: Warner Bros. Games)”Et mærkeligt førstehåndsindtryk”
(Billedkredit: Warner Bros.)
GamesRadar+’s UK Managing Editor vurderer Rocksteadys seneste spil i vores Suicide Squad: Kill the Justice League-anmeldelse, som er i gang.
Dermed ikke sagt, at det er perfekt. Kill the Justice Leagues tidlige adgangsperiode blev ødelagt af servere, der blev taget offline blot få timer inde i det 72 timer lange vindue. Selv om det er almindeligt, at der er problemer med serverne ved lanceringen af et spil, der altid er online, var det bestemt bekymrende for et spil, der er så polariserende som dette.
Det lykkedes mig at spille Suicide Squad for første gang i fredags på trods af de serverproblemer og nedbrud, der plagede mig i denne første weekend. Det føltes velkendt og lige så sjovt at spille som Deadshot i jetpack, men efter at have kigget nærmere på visse gameplay-funktioner, som blev skimmet under preview-sessionen, fandt jeg ud af, at det var meget mere kompliceret end som så. Jeg har brugt evigheder på at finde ud af talenttræer, slå de mere unødvendige og rodede UI-funktioner fra, og i ægte looter-shooter-stil er jeg enig i, at missionsformaterne til tider kan føles repetitive. Når det er sagt, er Suicide Squad: Kill the Justice League stadig det flotteste looter-shooter, du sandsynligvis kommer til at spille i år, med en ret stor margin.
Og det er netop min pointe: For et spil i denne genre er det helt igennem solidt. Våbenspillet er flydende og slagkraftigt, loftet for opbygningspotentiale er skyhøjt, når du først kommer i gang, og det er bare en god oplevelse, hvis du vil slappe af med nogle venner og sprænge lort ud af himlen. Det er sjovt, og det er ikke en forbrydelse at indrømme. Det bør ikke gøre dig til en mindre Batman Arkham-fan at anerkende, at uanset hvor skuffet du var i starten, har Rocksteady gjort alt for at skabe et visuelt imponerende, hurtigt tredjepersons skydespil på trods af, hvor slidt live service-formatet er blevet. Du kan gøre begge disse ting på én gang og stadig respektfuldt give spillet sin rimelige andel af kritik, når Harleys traversering føles som en opgave, eller når de mere bizarre vinderbetingelser i visse sidemissioner begynder at irritere dig. Du kan også forstå alle disse ting på én gang og ikke have lyst til at spille det.
En liga for sig selv
(Billedkredit: WB Games)
Der er mange gode ting, man kan kritisere ved Suicide Squad, som ikke har noget med Batman at gøre.
Til det formål er jeg bestemt empatisk. I al sin rugende, dystre, actionfyldte herlighed bliver Batman Arkham Asylum den dag i dag holdt op som et af de bedste superheltespil nogensinde. Det har altid været svært at følge trop på de mest populære spil i serien, ikke mindst for et live service-spil, som nogle af os nok ville have været mere begejstrede for, hvis det var blevet lanceret for fem år siden.
Looter-shooter-træthed er i høj grad en ting i 2024, og jeg bebrejder ikke nogen, der simpelthen ikke har nogen interesse i at dykke ned i endnu et grind-heavy spil som Destiny 2, der mangler endelighed og låser det fedeste indhold bag en betalingsmur. Jeg tror bare slet ikke, at det er det, Kill the Justice League forsøger at gøre, og jeg vil vædde på, at alle, der siger noget andet, sandsynligvis ikke har spillet det og vil nægte at gøre det, fordi det ikke er et Batman-spil.
Der er mange gode ting, man kan kritisere ved Suicide Squad, som ikke har noget med Batman at gøre. Efter min mening er den største udfordring, at spillet blander to genrer, som er svære at få til at gå op i en højere enhed. Fantastiske filmiske mellemsekvenser beskriver en intens historie, der overholder DC’s kanon, med en fortælling, der til tider kan føles så højspændt, at den simpelthen skurrer mod kaosset i den genre, den er blevet bagt ind i. Jeg kan godt se, hvordan de to kan føles som olie og vand, især når Rocksteady-fans er så vant til en helt anden slags spil, hvad angår tonen. Men at Batman Arkham-spillene er gode, gør ikke dette spil dårligt i sig selv, og jeg kan ikke tro, at jeg er nødt til at sige det.
Lige nu har jeg det sjovt med Suicide Squad: Kill the Justice League. Er det min GOTY? Sandsynligvis ikke. Vil jeg spille det færdigt? Ja, og jeg har tænkt mig at blive ved på grund af det sæsonbestemte indhold. Det har kun været rigtigt ude siden den 2. februar, så den sande test bliver, hvor mange af os der bliver hængende til slutspillet, når hovedkampagnen er færdig og støvet. Uanset hvad håber jeg, at jeg kan blive ved med at bedømme spillet ud fra dets egen målestok i stedet for den Batman-formede skygge, det står i – kolossal og indflydelsesrig, som den altid vil være.
For en tur ned ad memory lane har vi rangeret de bedste Batman-spil nogensinde.