Jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg har læst Hobbitten. Som barn levede jeg for dens action – for nisser, drager og gådelege på liv og død – men for hver gang jeg har læst den igen, er jeg blevet mere og mere forelsket i dens første kapitel om hobbitter. Hobbitterne er Midgårds mest dovne slappere, og de lever kun for at indrette deres hyggelige, nedgravede hjem, spise grådigt og nyde Herredets smukke landskab. Jeg fantaserer ofte om at bo der, og hvis jeg fik chancen for at flytte til Herredet, ville jeg ryge pibe i Bag End, før du kunne nå at sige “anden morgenmad”.
Indtil da har jeg udlevet lignende ubekymrede fantasier i Stardew Valley og Animal Crossing, men at bo i mit eget hobbithul er stadig den ultimative fantasi. Jeg siger alt dette, fordi Tales of the Shire, en livssimulering, der foregår i landsbyen Bywater i Herredet, i teorien burde være lige noget for mig. Men efter at have spillet det i et par timer, står jeg tilbage med en lunken fornemmelse.
En uventet fest
(Billedkredit: Private Division)Hvornår udkommer Tales of the Hobbit?
(Billedkredit: Private Division)
Tales of the Hobbit foregår i Midgårds tredje tidsalder – se, hvor den passer ind i vores Ringenes Herre-tidslinje.
Vores anti-eventyr begynder med at skabe en hobbit, som lige er blevet vækket af Gandalf efter at være faldet i søvn mellem Bree og Bywater. Jeg morer mig meget over navnesystemet med to tændstikker – Bungo Underhill, how do you do – men er mindre imponeret over mit forsøg på at tilpasse karakteren, hvilket resulterer i, at stakkels Bungo ligner en underligt kantet Miss Piggy. Heldigvis går det kun fremad derfra, for efter at have arvet et hjem i Bywater har Bungo et helt nyt liv foran sig.
Der er mange løfter her. Bungos nye hjem er forsømt og nedslidt, og selv om det ser mosset ud nu, kan jeg allerede forestille mig, hvor tilfredsstillende det vil være at rydde op og skabe mit eget hyggelige hjørne af Herredet. Vigtigst af alt er der et stort, primitivt spisekammer, som jeg glæder mig til at fylde op. Faktisk er det første, jeg skal gøre, at gennemsøge hylderne for at tilberede et måltid til den lokale hobbit Orlo Proudfoot, som ser ud til at være døden nær, fordi han gik glip af sit sidste måltid.
Jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg har læst Hobbitten. Som barn levede jeg for dens action – for nisser, drager og gådelege på liv og død – men for hver gang jeg har læst den igen, er jeg blevet mere og mere forelsket i dens første kapitel om hobbitter. Hobbitterne er Midgårds mest dovne slappere, og de lever kun for at indrette deres hyggelige, nedgravede hjem, spise grådigt og nyde Herredets smukke landskab. Jeg fantaserer ofte om at bo der, og hvis jeg fik chancen for at flytte til Herredet, ville jeg ryge pibe i Bag End, før du kunne nå at sige “anden morgenmad”.
Indtil da har jeg udlevet lignende ubekymrede fantasier i Stardew Valley og Animal Crossing, men at bo i mit eget hobbithul er stadig den ultimative fantasi. Jeg siger alt dette, fordi Tales of the Shire, en livssimulering, der foregår i landsbyen Bywater i Herredet, i teorien burde være lige noget for mig. Men efter at have spillet det i et par timer, står jeg tilbage med en lunken fornemmelse.
En uventet fest
(Billedkredit: Private Division)Hvornår udkommer Tales of the Hobbit?
(Billedkredit: Private Division)
Tales of the Hobbit foregår i Midgårds tredje tidsalder – se, hvor den passer ind i vores Ringenes Herre-tidslinje.
Vores anti-eventyr begynder med at skabe en hobbit, som lige er blevet vækket af Gandalf efter at være faldet i søvn mellem Bree og Bywater. Jeg morer mig meget over navnesystemet med to tændstikker – Bungo Underhill, how do you do – men er mindre imponeret over mit forsøg på at tilpasse karakteren, hvilket resulterer i, at stakkels Bungo ligner en underligt kantet Miss Piggy. Heldigvis går det kun fremad derfra, for efter at have arvet et hjem i Bywater har Bungo et helt nyt liv foran sig.
Der er mange løfter her. Bungos nye hjem er forsømt og nedslidt, og selv om det ser mosset ud nu, kan jeg allerede forestille mig, hvor tilfredsstillende det vil være at rydde op og skabe mit eget hyggelige hjørne af Herredet. Vigtigst af alt er der et stort, primitivt spisekammer, som jeg glæder mig til at fylde op. Faktisk er det første, jeg skal gøre, at gennemsøge hylderne for at tilberede et måltid til den lokale hobbit Orlo Proudfoot, som ser ud til at være døden nær, fordi han gik glip af sit sidste måltid.
Madlavning er overraskende indviklet. Når du har valgt en opskrift – som du får ved at blive venner med Bywaters beboere – kan du hakke, stege og krydre hver enkelt ingrediens efter eget ønske. Hvor længe du f.eks. hakker rabarber, afgør, hvor klumpede eller glatte de bliver til en tærte, og det kræver eksperimenter at finde frem til den bedste kombination af teksturer til hvert måltid. Det er værd at prøve sig frem, for mad er den hurtigste vej til en hobbits hjerte, og ved at servere lækre måltider bliver du hurtigere venner med dine naboer. At holde mere omfattende middagsselskaber med bedre mad ser ud til at være en af Tales of the Shire’s drivende funktioner – som forberedelse til at være vært for to hobbitter til frokost fandt jeg mig selv på jagt efter svampe i skoven, fiskede i Brandybuck og susede gennem landsbyens marked for at købe fløde og bacon. Din tid hver dag er dog begrænset (bliv oppe for sent, og du bliver kørt hjem à la Stardew), så det er en udfordring i sig selv at have et velassorteret spisekammer.