Grænsernes barde. Det er, hvad jeg har døbt Wyll i min seneste gennemspilning af Baldur’s Gate 3. Da jeg satte mig til rette med min første multiplayerdel i et spil, som jeg nu kender som bagsiden af Astarions … ja, ryg, vidste jeg, at jeg var nødt til at ryste posen, hvis jeg ville have en ny oplevelse. Mit middel mod kedsomhed? Endelig at spille en af de klasser, jeg aldrig har turdet før, men på en lidt anderledes måde. Kom ind: Wyll Ravenbard.
Jeg har multiclasset the Blade i tidligere saves, hvor jeg fandt paladin-warlock særligt effektivt til mit Wyll origin run. Men denne gang er det lidt anderledes: Det handler igen om origin-karaktererne, men jeg spiller det med min storebror. Jeg vælger Lae’zel som min hovedperson, mens Zack træder ind i de lækre magiske støvler fra en Gale of Waterdeep (ikke ulig GR+’s egen Heather Wald). Men mens jeg leveler Wyll op lige før en af mine mindst foretrukne kampe i første akt, kommer min bror med en henkastet kommentar. Han er ikke nogen BG3-rookie, men i løbet af 350 timer indrømmer han, at han aldrig har pillet ved de faste klasser for sine ledsagere. Han har heller aldrig multiclasset dem. Det startede som en joke, men ved at vise ham glæden ved multiclassing i Baldur’s Gate 3 har jeg ved et uheld gjort Wyll langt mere OP end nogen af mine Tavs, der kom før.
Eldritch Bard
(Billedkredit: Larian Studios)På vej hjem
(Billedkredit: Electronic Arts)
Efter 6 gennemspilninger af Baldur’s Gate 3 er jeg vendt tilbage til det valgtunge spil, der kickstartede min kærlighed til rollespil
Vi begynder i Whispering Depths. Jeg er ved at lappe mig selv sammen efter med nød og næppe at have overlevet den korte kamp mod ettercaps på bunden af Blighted Villages brønd. Vores gruppe er omkring niveau tre til fire, for til min brors store fortrydelse er min plan for vores multiplayer-kørsel at komme igennem spillet så hurtigt som muligt. Han er en selverklæret loot-goblin, og jeg har ikke meget fritid. Hvad er resultatet? Vi prøver kun at nå de vigtigste missioner i BG3’s åbningssalve.
At dræbe Spider Matriarch lyder måske ikke som et sådant vigtigt mål, men det er et middel til at nå målet. Zack vil meget gerne have Poisoner’s Robe til Gales giftbygning i det tidlige spil, og det ville være rart at få fat i den ametyststen, der er nødvendig for at åbne Necromancy of Thay-tome’en, mens vi er hernede. Men da jeg ændrer Wyll til en bardlock bare for at bevise, at mutliclassing er sjovt i stedet for besværligt, er jeg uforberedt på, hvad der er i vente.
Grænsernes barde. Det er, hvad jeg har døbt Wyll i min seneste gennemspilning af Baldur’s Gate 3. Da jeg satte mig til rette med min første multiplayerdel i et spil, som jeg nu kender som bagsiden af Astarions … ja, ryg, vidste jeg, at jeg var nødt til at ryste posen, hvis jeg ville have en ny oplevelse. Mit middel mod kedsomhed? Endelig at spille en af de klasser, jeg aldrig har turdet før, men på en lidt anderledes måde. Kom ind: Wyll Ravenbard.
Jeg har multiclasset the Blade i tidligere saves, hvor jeg fandt paladin-warlock særligt effektivt til mit Wyll origin run. Men denne gang er det lidt anderledes: Det handler igen om origin-karaktererne, men jeg spiller det med min storebror. Jeg vælger Lae’zel som min hovedperson, mens Zack træder ind i de lækre magiske støvler fra en Gale of Waterdeep (ikke ulig GR+’s egen Heather Wald). Men mens jeg leveler Wyll op lige før en af mine mindst foretrukne kampe i første akt, kommer min bror med en henkastet kommentar. Han er ikke nogen BG3-rookie, men i løbet af 350 timer indrømmer han, at han aldrig har pillet ved de faste klasser for sine ledsagere. Han har heller aldrig multiclasset dem. Det startede som en joke, men ved at vise ham glæden ved multiclassing i Baldur’s Gate 3 har jeg ved et uheld gjort Wyll langt mere OP end nogen af mine Tavs, der kom før.
Eldritch Bard
(Billedkredit: Larian Studios)På vej hjem
(Billedkredit: Electronic Arts)
Efter 6 gennemspilninger af Baldur’s Gate 3 er jeg vendt tilbage til det valgtunge spil, der kickstartede min kærlighed til rollespil
Vi begynder i Whispering Depths. Jeg er ved at lappe mig selv sammen efter med nød og næppe at have overlevet den korte kamp mod ettercaps på bunden af Blighted Villages brønd. Vores gruppe er omkring niveau tre til fire, for til min brors store fortrydelse er min plan for vores multiplayer-kørsel at komme igennem spillet så hurtigt som muligt. Han er en selverklæret loot-goblin, og jeg har ikke meget fritid. Hvad er resultatet? Vi prøver kun at nå de vigtigste missioner i BG3’s åbningssalve.
At dræbe Spider Matriarch lyder måske ikke som et sådant vigtigt mål, men det er et middel til at nå målet. Zack vil meget gerne have Poisoner’s Robe til Gales giftbygning i det tidlige spil, og det ville være rart at få fat i den ametyststen, der er nødvendig for at åbne Necromancy of Thay-tome’en, mens vi er hernede. Men da jeg ændrer Wyll til en bardlock bare for at bevise, at mutliclassing er sjovt i stedet for besværligt, er jeg uforberedt på, hvad der er i vente.
Nu er han udstyret med en ret smart lut takket være sin bardiske ekspertise, og jeg låser op for både Repelling- og Agonizing Blast-modifikatorerne, mens jeg vælger Wylls warlock-funktioner på niveau to. Sidstnævnte øger Eldritch Blasts skade ved at tilføje hans karisma-modifikator til det endelige kast – en pæn +3 i dette tilfælde. I mellemtiden har Repelling Blast en chance for at skubbe fjender op til en meter tilbage. Det er noget, jeg gør for at øve mig og leve i et forgæves håb om, at min stort set beskedne troldmand en sjælden gang rent faktisk er i stand til at sende fjender ud i æteren. Jeg har haft en vis succes på højere niveauer i Baldur’s Gate 3, men i dag føler jeg mig dristig efter bare fem timer.
“Se her,” siger jeg til min bror med en helt vild selvtillid. Jeg beordrer både Lae’zel og Wyll til at gemme sig, mens vi nærmer os den patruljerende Spider Matriarch. Ved Mizoras hjælp lykkes det mig endelig at gøre noget, jeg har forsøgt på siden august sidste år: at gemme mig bag en sten og sende den gigantiske edderkop komisk ned i Underdark ved hjælp af et enkelt skud Eldritch Blast. Matriarken falder uden besvær eller gengældelse, næsten som om hun dykkede ned fra den spindelvævsklædte bro med vilje. Hvordan var det muligt? Den rene karismatiske magt ved at være en bardlock, sådan er det.
(Billedkredit: Larian Studios)