Det tager to: Hvorfor doppelgÄnger-film gør comeback

(Billedkredit: Paramount Pictures)

Læs mere

(Billedkredit: AMC)

Tidshopp er historiefortælleres nye foretrukne måde at overraske deres publikum på, men hvor længe vil nyheden vare?

Af alle de mærkelige ting, der er sket i 2019, skal Netflix, der påberåber sig Jungs teori om dobbelt bevidsthed ved hjælp af Paul Rudd, være der oppe med det underlige. Hvis denne sætning får dig til at stille spørgsmålstegn ved din sundhed, så lad mig præcisere (eller måske yderligere komplicere) ting ved at citere et uddrag fra det 19. århundredes klassiske Dr. Jekyll og Mr. Hyde.

I et tidligt kapitel i Robert Louis Stevesons berømte gotiske roman skriver Jekyll om åbenbaringen af ​​at opdage sit eget alter ego: “Med hver dag og fra begge sider af min intelligens, det moralske og det intellektuelle, trak jeg mig derfor tættere på sandhed […] at mennesket ikke er en, men virkelig to. ”

Dette citat antager pænt en af ​​Jung’s vigtigste lære om menneskehedens natur: at der er to sider til enhver person, den “kollektive bevidsthed” (overordnede tanker, som ethvert menneske har), og “den personlige bevidsthed” (individuelle tanker og følelser). Sigmund Freud, der oprindeligt så Jung som et vidunderbarn, delte en lignende opfattelse, og brugte ofte Jekyll og Hyde som et eksempel på en mand, der lever med to sammenstødende bevidstheder, og manifesterede sig i to personligheder.

(Billedkredit: Netflix)

Så hvad har alt dette at gøre med den fyr fra Anchorman? Som det sker, centrerer Rudds nye film Living with Yourself sig om en familiemand, der står over for en meget specifik type identitetskrise, når en overlegen version af sig selv stjæler sit liv foran ham – flytter ind i hans hus, sover med sin kone, og overtager sit job.

Forudsætningen trækker fra nøjagtigt samme brønd af psykologiske ideer som Stevensons sædearbejde (omend i en mere fyrrig smag), med endda traileren med Rudds karakterer, der argumenterer om, hvilken af ​​dem er Dr. Jekyl og Mr. Hyde. Filmen eksternaliserer Jung’s lære om menneskets dualitet, bogstaveligt talt i form af to meget forskellige Paul Rudds, der vender ud mod.

Rudd’s mørke komedie er heller ikke den eneste film fra 2019, der indeholder en skuespiller, der tager sig selv på. Ang Lees Gemini Man, hvor Will Smith går tå til tå mod sin yngre klon, når biografer i samme måned, mens Jordan Peele’s Us tidligere på året lænede sig kraftigt ind i forskrækkelsen af ​​en familie, der blev beset af deres egen doppelgÄngers.

Selv verdens største blockbuster, Avengers: Endgame, investerede flere minutter af sin tre timers runtime i at få Chris Evans ‘Captain America bogstaveligt talt med at kæmpe med sig selv og endda gå så langt som at kommentere den patriotiske skønhed af hans modparters egen bagenden. Så hvad er det der gør doppelgÄngeren til en sådan tidløs historiefortælling, og en idé om, at filmskabere fortsætter med at vende tilbage til igen og igen?

Angreb af klonerne

(Billedkredit: Universal Pictures)

“Identitetspolitikken, der bobler under overfladen af ​​enhver doppelgÄnger-historie, vil kun stige i relevans i dette århundrede”

DoppelgÄnger er en idé med et højt koncept, der igen og igen dukker op i biografen, fra 2013’s dobbeltregning af fjenden og The Double, til 2009’s Moon, helt tilbage til dem som Vertigo og The Man with My Face. Yderligere kan vi rejse tusinder af år tilbage for at finde doppelgÄnger-historier i mytologierne fra det middelalderlige Europa, det antikke Grækenland og Native America.

Ordet “doppelgÄnger” stammer fra tysk til bogstaveligt talt at betyde “dobbelt goer”, og selvom deres manifestation varierer på tværs af historie og kultur, fremstilles de næsten altid i et negativt lys. Et af de tidligste eksempler stammer fra det gamle Egypten og begrebet “Ka” – en persons åndelige dobbelt, der kan leve videre ud over deres fysiske værtes død (deraf værdien placeret på ligekonservering).

Nordisk mytologi havde i mellemtiden VardØger – trickster-ånder, der var så dygtige i efterligning, de var i stand til at forudsige og udføre nogens handlinger, før det fattige offer endda havde overvejet dem. Stadig skræmmere, skotske folklore skræmmede familier på Orkneyøerne med historier om Trow – en art af ondartede fe, der ville komme ind i folks hjem og erstatte menneskelige babyer med deres egne, så de kunne vokse op som afvigende kloner af det kidnappede barn.

(Billedkredit: Disney)

At møde ansigt til ansigt med os selv har været et koncept, der har berørt mennesker i årtusinder, og det hele kommer til vores unikke narsissistiske psykologiske makeup. En doppelgÄnger truer den mest værdsatte besiddelse af den menneskelige art: vores ego, den del af vores hjerne, der giver vores følelse af selvtillid, værdi og i sidste ende indrammer de bevidste og underbevidste dele af virkeligheden, og hvordan vi opfatter det. Når det kompromitteres af eksistensen af ​​en anden, begynder hele vores verden at smuldre, og her er emnet bliver så modent for rædsel og mørkere komiske stammer.

Uanset om det er Naomi Watts, der mister sit sind i Mulholland Drive, eller Bart, der kæmper for sin onde tvilling i The Simpsons, præsenterer fortællere ofte vores doppelgÄngers i stil med en hjeminvasion, hvor vores identitet og værdighed som mennesker krænkes. Meget sjældent ender disse historier i, at parret ender om at fredeligt leve i sameksistens, og – oftere end ikke – det er doppelgÄnger, som ender med at vinde, hvilket betyder fatale konsekvenser for deres oprindelige modstykke.

Selvom videnskaben fortæller os, at det sandsynligt, at vores virkelige liv doppelgÄnger er derude et sted, er sandsynligheden for, at vi nogensinde vil støde på dem (eller, værre, komme til slag med dem), i bedste fald godt. Ikke desto mindre er hypotetikerne omkring dette scenarie stadig skræmmende, hvilket tvinger os til at overveje både ideen om, at vi ikke er så unikke eller specielle, og at der måske er en mørkere side af vores egen psyke, som vi ikke engang er klar over af.

Spejl spejl

(Billedkredit: Entertainment One)

På overfladebasis er det også ret underholdende (og ofte sjovt) at se to versioner af den samme skuespiller i et enkelt skud, og nyere tvillinger har givet Hollywood mulighed for at vise sin nyeste avancerede teknologi for at få det bisarre scenarie til at se ud helt troværdigt. For Gemini Man scannede instruktør Ang Lee og verdensledende SFX-studio Weta Smith for at hente sin fysiske makeup i dataform og brugte den til at skabe sin digitale klon i betagende detalje. Junior, som han er kendt, kunne derefter animeres og koreograferes i realtid uden behov for at Smith udfører enhver handling for begge figurer.

Disse fremskridt inden for simuleringsteknologi er næsten lige så imponerende som gennembrud i det virkelige liv inden for genetisk kloning, og antyder, at vi ikke er langt fra en fremtid, hvor en skuespillers skikkelse kan “licensieres” for film for at skabe en helt naturtro kulkopi, der tjener større royalties for den nyeste blockbuster uden nogensinde at dukke op til at indstille. Ironisk nok kunne det åbne døren til den nøjagtige slags identitetstyveri, som så mange doppelgÄnger-historier har advaret os om.

Da spørgsmål omkring datatilsyn, dyb fake-teknologi og befolkningsvækst fortsætter med at svulme op, vil identitetspolitikken, der bobler under overfladen af ​​enhver doppelgÄnger-fortælling, rædsel eller andet, kun stige i relevans i dette århundrede. Det er sandsynligt, at vi ser dobbelt i ganske lang tid – fingre krydset vores andre halvdele er ikke så grusomme som hr. Hyde.

Tjek det store kommende film i 2019 og fremover, der stadig er på vej, eller se vores Release Radar nedenfor for at få en guide til alt andet ude.

Frenk Rodriguez
Frenk Rodriguez
Hej, mit navn er Frenk Rodriguez. Jeg er en erfaren forfatter med en stærk evne til at kommunikere klart og effektivt gennem mit forfatterskab. Jeg har en dyb forståelse af spilindustrien, og jeg holder mig ajour med de nyeste trends og teknologier. Jeg er detaljeorienteret og i stand til præcist at analysere og vurdere spil, og jeg griber mit arbejde an med objektivitet og retfærdighed. Jeg bringer også et kreativt og innovativt perspektiv til min skrivning og analyse, som er med til at gøre mine guider og anmeldelser engagerende og interessante for læserne. Samlet set har disse kvaliteter givet mig mulighed for at blive en pålidelig og pålidelig kilde til information og indsigt inden for spilindustrien.