Fri advarsel: Dette indslag udforsker den sene del af slutspillet i Alan Wake 2. Spoilers forude.
Jeg hænger et billede op på Sagas case-board i Alan Wake 2. Jeg har gjort det mange gange før og opbygget sager for at komme videre i Remedys kreative survival horror, men denne gang er det meget anderledes. I stedet for at føre til flere konklusioner planter beviserne beskyldninger, der kaster lys over Sagas inderste frygt. Jeg er virkelig ikke i Mind Place længere. Jeg er i Dark Place, en forstærket manifestation af enhver tvivl og angst, som Saga har. Når jeg holder musen over sporene, udstråler ord med store bogstaver vredt skyld, og på tavlen dukker der kritiserende noter op, som jeg kan knytte flere beviser til. Dette rum, som plejede at være et tilflugtssted fra Bright Falls’ rædsler, har forvandlet sig til den værste form for mareridt, og jeg bliver ved med at se refleksioner af mig selv i det.
For som jeg alt for godt ved, kan ens eget sind nogle gange være det mest skræmmende af alt. “Jeg er min egen værste fjende,” siger Saga, mens hendes tvivl overdøver hendes udledninger. “Frygten i mit hoved forhindrer mig i at prøve”. Jeg sidder længe og tænker på, hvor ofte jeg har ladet min egen frygt holde mig tilbage. Der har været mange gange, hvor jeg har lyttet til den grimme stemme inde i mit hoved, som afholder mig fra at åbne op for nye muligheder. Især i løbet af de sidste par år har jeg lukket mig inde i en masse ting, og jeg prøver stadig at finde min egen vej ud. Når man falder ind i mørket, kan det være svært at finde tilbage til lyset, men hver gang Saga tager til genmæle og skubber de ord væk, der giver næring til hendes angst, føler jeg en andenhåndsfornemmelse af tryghed.
Når jeg fjerner lommer af det indtrængende mørke med min lommelygte i hendes Mind Place for at stykke flere spor sammen, rammer den forløsende følelse mig som en bølge. Hvis Saga kan komme ud af det mørke sted, kan jeg måske begynde at kæmpe for at komme ud af mit eget.
“Jeg er på det mørke sted, jeg er fortabt”
(Billedkredit: Remedy)
Fri advarsel: Dette indslag udforsker den sene del af slutspillet i Alan Wake 2. Spoilers forude.
Jeg hænger et billede op på Sagas case-board i Alan Wake 2. Jeg har gjort det mange gange før og opbygget sager for at komme videre i Remedys kreative survival horror, men denne gang er det meget anderledes. I stedet for at føre til flere konklusioner planter beviserne beskyldninger, der kaster lys over Sagas inderste frygt. Jeg er virkelig ikke i Mind Place længere. Jeg er i Dark Place, en forstærket manifestation af enhver tvivl og angst, som Saga har. Når jeg holder musen over sporene, udstråler ord med store bogstaver vredt skyld, og på tavlen dukker der kritiserende noter op, som jeg kan knytte flere beviser til. Dette rum, som plejede at være et tilflugtssted fra Bright Falls’ rædsler, har forvandlet sig til den værste form for mareridt, og jeg bliver ved med at se refleksioner af mig selv i det.
For som jeg alt for godt ved, kan ens eget sind nogle gange være det mest skræmmende af alt. “Jeg er min egen værste fjende,” siger Saga, mens hendes tvivl overdøver hendes udledninger. “Frygten i mit hoved forhindrer mig i at prøve”. Jeg sidder længe og tænker på, hvor ofte jeg har ladet min egen frygt holde mig tilbage. Der har været mange gange, hvor jeg har lyttet til den grimme stemme inde i mit hoved, som afholder mig fra at åbne op for nye muligheder. Især i løbet af de sidste par år har jeg lukket mig inde i en masse ting, og jeg prøver stadig at finde min egen vej ud. Når man falder ind i mørket, kan det være svært at finde tilbage til lyset, men hver gang Saga tager til genmæle og skubber de ord væk, der giver næring til hendes angst, føler jeg en andenhåndsfornemmelse af tryghed.
Når jeg fjerner lommer af det indtrængende mørke med min lommelygte i hendes Mind Place for at stykke flere spor sammen, rammer den forløsende følelse mig som en bølge. Hvis Saga kan komme ud af det mørke sted, kan jeg måske begynde at kæmpe for at komme ud af mit eget.
“Jeg er på det mørke sted, jeg er fortabt”
(Billedkredit: Remedy)
Generelt set spiller jeg ikke gyserspil. Jeg har et mærkeligt forhold til genren og foretrækker i sjældne tilfælde at se en anden udspille rædslerne frem for selv at opleve dem direkte. Alan Wake 2 er lidt af en undtagelse, og selv da har det taget mig et år at samle mod til at spille det færdigt. Efter at have kæmpet mig igennem den skræmmende forlystelsespark Coffee World og den overvældende uro på plejehjemmet Valhalla i Saga’s sko, havde jeg brug for en pause. Jeg havde aldrig i min vildeste fantasi forestillet mig, at når jeg endelig vendte tilbage og gennemførte spillet, så ville jeg faktisk finde en vis trøst i det. Misforstå mig ikke, jeg var stadig bange og på kanten meget af tiden, men der er så meget ved oplevelsen af Alan Wake 2, som jeg kunne relatere til på uventede måder.
Det oprindelige eventyr
(Billedkredit: Remedy)
Alan Wake 2 anmeldelse: “En fantasifuld og virkelig ambitiøs efterfølger”**
Jeg elsker f.eks. den måde, hvorpå efterfølgeren skifter fra thriller-actionen i Alan Wake fra 2010 til en overlevelseshorror, fordi det er en del af fortællingen. Som Saga bliver du trukket ind i en gyserhistorie skrevet af Alan Wake mod din vilje og tvunget til at påtage dig rollen som helt for at forsøge at ændre udfaldet og redde din datter. På den anden side forsøger Alan at komme ud af det mørke sted og sætte en stopper for den mørke tilstedeværelse ved at omskrive den historie, han har skrevet. Selvfølgelig er der mange afsløringer undervejs om historiens sande natur og det mørke sted, men begravet under rædslen og mørket blev et håbefuldt, opmuntrende budskab ved med at skinne igennem for mig.
Det er bare min fortolkning, men alene det faktum, at Saga og Wake – om end på hver deres måde – kæmper for at omskrive historien, gav mig en idé om, at vi altid kan forsøge at ændre den kurs, vi er på. Det er selvfølgelig ikke let, og min frygt, tvivl og angst kan nogle gange trække mig ned i mørket og holde mig der, men jeg kan ikke lade dem styre historien om mit liv. Hver gang jeg bruger lyset til at skære igennem mørket og kæmper mod skræmmende skygger, overvinder jeg ikke kun min frygt ved at kaste mig ud i et gyserspil, men jeg tænker også på, hvordan jeg kan overvinde min egen i virkeligheden. Jeg er ofte min værste fjende, og ligesom Saga ønsker jeg også at kæmpe mod den vrede, onde stemme indeni og finde vej tilbage til lyset.
Tilmeld dig nyhedsbrevet fra GamesRadar+
Ugentlige oversigter, fortællinger fra de samfund, du elsker, og meget mere
Fri advarsel: Dette indslag udforsker den sene del af slutspillet i Alan Wake 2. Spoilers forude.